Kunne du tænke dig at påtage dig ansvaret for at planlægge og varetage operativ logistisk støtte til Forsvarets operationer som logistisk mission manager?
Så har du nu mulighed for at blive en del af et engageret og erfarent team, der fokuserer på netop dette.
Om os
J43, Logistisk Operationssektion er en sektion i Forsvarskommandoens Operationsstab på Flyvestation Karup. Sektionen er overordnet ansvarlig for den logistiske støtte til Forsvarets operationer, når disse indsættes af Operationsstaben.
J43 er sammensat af 12 erfarne medarbejdere fra Hæren, Flyvevåbnet og Søværnet, som kombinerer vores erfaringer og ekspertise fra de tre værn til at løse logistiske opgaver.
J43 sikrer effektiv og ressourcebevidst logistisk støtte til soldater på mission, og her spiller både kontrol og kritisk sans en central rolle. Vi varetager den logistiske understøttelse af de operative behov og skaber rammerne for, at både Forsvaret og eksterne aktører kan gennemføre operative opgaveløsninger. Som logistisk mission manager, vil du være ansvarlig for at sikre støtte fra planlægning, til hjemtagelse efter endt mission.
Derudover fungerer J43 som bindeled mellem styrelser, støttende myndigheder og kommandoer i relation til logistisk støtte til operative indsættelser og beredskaber. Denne kontinuerlige støtte til meget forskellige operationer, kræver både militærfaglig indsigt og forståelse.
Forsvarets nationale og internationale opgaver medfører, at vi er fleksible og støtter hinanden på tværs af sektionen, når det er nødvendigt. Vi har en uformel omgangstone og respekt for hinandens fagområder. Som logistisk mission manager, vil du have stort fagligt råderum i arbejdet med hver enkelt mission.
Om stillingen
Som logistisk mission manager i Air Elementet, vil du blive en del af et team bestående af tre mission managers og en leder AIR. Dit primære fokus vil være at varetage rollen som logistisk mission manager for Flyvevåbnets operationer og øvelser, i samarbejde med de øvrige medarbejdere i elementet. Desuden vil du have opgaver relateret til vores væsentlige støtte til Ukraine donationer.
Du vil blive en del af operative planlægningsgrupper på operativt niveau og som logistisk mission manager, vil du være det logistiske omdrejningspunkt og den primære kontaktperson for de missioner, du er ansvarlig for. Du vil derfor have en central rolle i at opbygge og vedligeholde et godt netværk, samt et tæt samarbejde med Forsvarets myndigheder og udsendte enheder.
Stillingen indebærer rejseaktivitet, både i forbindelse med besøg hos udsendte enheder og møder både nationalt og internationalt.
Der er mulighed for hjemmearbejde og du vil få stor frihed til at planlægge dine arbejdsopgaver selv. Du vil også kunne blive afklaret til, eller kombinere stillingen med et sideløbende studie.
Vi værdsætter en god balance mellem arbejdsliv og fritid, og vi aftaler i fællesskab de bedst mulige arbejdsvilkår for dig.
”Som nystartet mission manager i Operationsstabens J43, er jeg blevet del af en afdeling, hvor man træder direkte ind i det logistiske maskinrum. Man oplever hurtigt, at logistisk fleksibilitet og rettidig omhu skaber operativ effektivitet”.
”J43 yder støtte til kollegaer og samarbejdspartnere steder hvor solen står højt, bølgen har hvid top, sneen knitre under støvlerne og hvor vinden suser i træerne, hvilket til tider udfordrer den logistiske understøttelse.
Det afspejlede sig også i mine første opgaver, som blandt andet var understøttelse af en NATO-øvelse i nord Norge, uddannelse af ukrainske soldater i Storbritannien og luftovervågning af migrantstrømninger i syd Europa, som alle kræver et forskelligt logistisk set up. Hertil var jeg godt hjulpet i J43, da vi besidder en diversitet, hvilket er til gavn når vi spare på tværs af afdelingen. Vi har hver især en rygsæk fyldt med erfaringer, som vi bringer i spil”.
”Jeg ser frem til, at være en del af afdelingen i mange år og udvikle mine logistiske kompetencer”.
Citater fra mission manager.
Om dig
Du er kaptajn M321 eller M322. Det er en fordel, men ikke afgørende, at du har erfaring med planlægning og gennemførelse af operationer på det logistiske område. Det vigtigste i forhold til at bestride stillingen er, at du har motivation og interesse for at arbejde med operativ logistik.
Det er endvidere en fordel, hvis du har et bredt kendskab til Forsvarets organisation og opgaveløsning. Du skal kunne arbejde selvstændigt og kunne indgå i samarbejde med sektionens andre medarbejdere. Det forventes, at du besidder gode evner inden for kommunikation, planlægning og styring. Herudover forventes det, at du er ansvarsfuld, imødekommende og har en interesse i at sikre de bedst mulige forhold for de indsatte soldater, under hensyn til Forsvarets samlede opgaveløsning.
Du har gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner – både på dansk og engelsk.
En af dine vigtigste kvalifikationer er dit helhedssyn, hvor du formår at inddrage alle interessenters bidrag til de logistiske valg, ind i opgaveløsningerne.
Som person er du engageret, kreativ og målrettet. Du er et eksempel til efterfølgelse og tilpasser din ledelsesstil til situationen. Du er klar til at deltage i mange forskelligartede aktiviteter, hvor du i kortere perioder skal være på tjenesterejse til missionsområderne. Du er klar til at træde i karakter og tage ansvar.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Fast tjenestested er i Karup.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef J43 oberstløjtnant Søren Kyrval på telefon 22749 682 eller souschef orlogskaptajn Verner Dam på telefon 2513 8137.
Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Helle Elgaard Peterslund ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 728 19104.
Ansøgningsfristen er 24. april 2025 og samtaler forventes afholdt i uge 14-15.
Tiltrædelse forventet 1. juni 2025.
Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarskommandoen
Forsvarskommandoen er Danmarks og Rigsfællesskabets øverste militære myndighed.
Forsvarskommandoen løser opgaverne under mottoet ”Værd at kæmpe for”, og vores primære ansvar er at udvikle, producere og indsætte de militære kapaciteter og enheder i nationale og internationale opgaver.
Forsvarskommandoen ledes af forsvarschefen, der samtidig er forsvarsministerens øverste militærfaglige rådgiver. Forsvarschefen har tillige ansvaret for den operative ledelse af de danske militære styrker. Forsvarskommandoen består af Forsvarsstaben og de fem kommandoer; Hærkommandoen, Søværnskommandoen, Flyverkommandoen, Specialoperationskommandoen og Arktisk Kommando.