FREGATTEN ESBERN SNARE søger automatiktekniker eller lignende til drift og vedligeholdelse af vores våbensystemer ombord. Du kommer til at arbejde med forskellige våbensystemer, bl.a. artilleri, missiler og ildledelse som dine primære ansvarsområder. Her ud over vil du som marinesoldat kunne komme til at bestride opgaver som f.eks. røgdykker, skytte eller førstehjælper.
ESBERN SNARE er en af Søværnets største kampenheder, der som en del af Forsvaret, beskytter Danmarks interesser fra havet. Vi har deltaget i operationer ved Vestafrika, patruljer ved Grønland og Færøerne, samt indsættelse og øvelser med vores allierede i danske og internationale farvande. ESBERN SNARE sejler i gennemsnit 125 dage om året, hvor togternes varighed kan varigere fra nogle få dage til 3 måneder til søs. Vores besætning er bredt sammensat med hensyn til alder, uddannelse og baggrund. Fregatten har basehavn i Frederikshavn, men vores besætning bor over hele landet, og vi tager hensyn til bopæl i planlægningen af tjenesten.
Du bliver en del af skibets Våben og Elektronikafdeling. Afdelingen består af 20 teknikere, 4 sergenter og 4 officerer. Afdelingen varetager vedligehold, fejlfinding og drift af skibets våbensystemer, bl.a. håndvåben, artilleri, ildledelse og missiler. Stillingen indbefatter også daglig tjeneste og vagttjeneste i de perioder, hvor ESBERN SNARE ligger til kaj. Her ud over kan du påregne at blive sendt på efteruddannelse og kurser, der er relevante for din stilling og tager udgangspunkt i dine kompetencer, erfaringer, interesser og fregattens behov. Krav: Du har eller kan gennemføre Søværnets basisuddannelse. Du kan sikkerhedsgodkendes. Du har svendebrev som automatiktekniker, elektriker, mekaniker, smed eller lignende.
Du kommer muligvis fra en civil baggrund med svendebrev som automatiktekniker, vedligeholdelsestekniker, servicetekniker, elektriker, reparatør el. og har lyst til at skifte til en militær karriere. Du har kendskab til eller erfaring med hydraulik, pneumatik, styring, el, elektronik og datakommunikation. Du skal kunne fungere i en hverdag, hvor vi bor tæt sammen både når vi arbejder og har fri, men hvor der også er plads til fysisk træning, private interesser og fælles aktiviteter. Du vil blive en del af afdelingen på marinekonstabel-niveau, og vil derfor have hands-on på sektionens materiel. Vi forventer derfor at du skal være i stand til at løse en opgave selvstændigt og samtidig tilpasse dig et militært system.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Faglært tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Dit faste tjenestested vil være Frederikshavn.
Kontakt og ansøgning Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Våben-og Elektronikofficeren, kaptajnløjtnant Claus Nilsson på mail 2E-ESSN-VEO@MIL.DK.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Birgit Dyrholm ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 71 eller mail FPS-BDY@MIL.DK.
Ansøgningsfristen er den 6. juli 2025. Samtaler og ansættelser afholdes løbende.
Vi beder dig om at søge stillingen via linket og vedhæfte din ansøgning, CV og uddannelsesbevis som PDF-filer.
Om 2. Eskadre
2. Eskadre er den primære leverandør af Danmarks sømilitære kampevne. Eskadren løser opgaver i danske farvande, regionalt og globalt. Opgaverne spænder bredt fra støtte til politiet, bidrag ved humanitære operationer, træning af samarbejdspartnere til indsættelse i krigsmæssige operationer. 2. Eskadre består af moderne højteknologiske luftforsvarsfregatter og antiubådsfregatter samt Subsurface & Seabed Warfare Division (SSW) der samordner Søværnets Dykkertjeneste og minerydningsenheden Mine Counter Measures Denmark, så Forsvarets undervandskapaciteter kan leveres koordineret og effektivt. 2. Eskadre arbejder kontinuerligt for at være en god og attraktiv arbejdsplads, og vores opgave som styrkeproducent er, at få det komplekse samspil mellem besætninger og en avanceret teknologi til at yde optimalt for at kunne løse Søværnets opgave: At sikre Danmarks interesser fra havet – med magt om nødvendigt.