Om os
Vi tilbyder dig en stilling som chef i et udviklende og dynamisk stabsmiljø sammen med gode kolleger i et stærkt tværfagligt miljø med en uformel omgangstone. Stabstjeneste er fundamentet for det operative virke, og binder de forskellige fagområder sammen til at arbejde for et fælles mål og styrke opgaveløsningen.
Du indgår i den Militærmedicinske Udviklingssektion under Udviklingsdivisionen. Da Forsvaret og dermed også Forsvarets Sanitetskommando (FSK) er i en forandring som følge af forligsarbejde med b.la. mange flere værnepligtige og tilpasning til en anden verdensorden, må det forventes, at også Udviklingsdivisionen og Militærmedicinsk udviklingssektion skal tilpasse sig disse forhold.
Hos os er faglig indsigt, solidt samarbejde, ordentlighed og helhedssyn nøgleelementer for vores fælles løsninger.
Om stillingen
Du er til daglig chef for den Militærmedicinske Udviklingssektion, som består af ni medarbejdere fordelt på læger, sygeplejesker, tandlæge og farmaceuter. Militærmedicinsk Udviklingssektions opgaver indbefatter blandt andet:
• At rådgive om sanitets-, sundheds- og idrætsmedicinske forhold
• At koordinere militærmedicinsk forskning
• Studie-/udviklingsvirksomhed på det sanitets- og sundhedsfaglige område
• At deltage i nationale og internationale mødefora
• At udføre uddannelses- og inspektionsvirksomhed
• Tandlægefaglig udvikling og rådgivning.
Du får ansvaret for den militærmedicinske udvikling. Det er din opgave at fordele ressourcerne således, at udvikling er til støtte for det operative miljø herunder bl.a. FSK to uddannelsescentre. Sektionen varetager også sundhedsfaglig rådgivning og bl.a. besvarelse af henvendelser fra offentligheden. Du har det daglige personale- og økonomiansvar.
Udviklingsdivisionen består ud over din sektion også af Force Health Protection og Studie-udvikling. Sammen med chefen og næstkommanderende i divisionen samt de to øvrige chefer indgår du i et stærkt ledelsesfælleskab og er med til at sætte den fremtidige strategiske kurs for divisionen. Denne ses udviklet for at sikre effekten ift. de forandringer, FSK står overfor. De strategiske beslutninger som søges, i tæt koordination med FSK øverste ledelse, har direkte effekt på den operative sanitets- og sundhedsfaglige støtte i hele Forsvaret.
Medarbejderne i sektionen er oftest projektledere i udviklingsopgaver, mens FSK’ øvrige personel og eventuelt personel fra anden myndighed er bidragsydere. Din rolle bliver således at støtte den enkelte medarbejder, med udgangspunkt i dennes kompetencer i projektprocessen.
Som chef i en organisation i forandring kommer du til at arbejde med stramme deadlines og engang imellem at skulle prioritere knappe ressourcer.
Om dig
Du har stærke analytiske kompetencer, et strategisk overblik og særdeles gode lederevner. Du er god til at skabe og vedholde gode relationer til alle niveauer.
Du har endvidere stærke kompetencer inden for planlægning, ledelse og styring, og du evner at træffe selvstændige beslutninger og følge opgaverne til dørs i din organisation.
Du er speciallæge eller har anden sundhedsfaglig baggrund. Det er en fordel, at du har gennemgået militærlægeuddannelsen og gerne har anerkendelse som ekspert i militærmedicin. Lederuddannelse og erfaring som personaleleder, gerne af forskellige faggrupper og specialister, er ligeledes en fordel.
Du skal kunne trives i et udviklingsmiljø, hvor du skal foreslå, iværksætte og være med til at implementere militærmedicinske udviklingsprojekter. Du har en professionel og ansvarsbevidst tilgang til opgaverne og er i stand til at motivere dine medarbejdere, selvom ressourcerne sommetider er knappe og tidsfristen kort. Sprogligt kommunikerer du problemfrit på engelsk i både skrift og tale.
Om FSK
I Forsvarets Sanitetskommando (FSK) sikrer vi soldatens helbred. Vi er fagligt ansvarlige for - og varetager sundhedstjenesten i Forsvaret. Vi udvikler og rådgiver om militærmedicinske forhold, om militær fysisk træning og står for driften af infirmerierne og skolerne Center for Militær Fysisk Træning og Center for Sanitets- og Sundhedsuddannelse. Desuden er vi ansvarlige for rekruttering og uddannelse af Forsvarets sundhedsfaglige personel, som tager hånd om danske soldater i nationale og internationale operationer.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en militær stilling som stabslæge af 2. grad i Forsvarets Lægekorps med et ansættelsesområde, der omfatter Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner. Det daglige arbejdssted er ved FSK stab i Brabrand ved Aarhus.
Ansættelsen sker på individuel kontrakt. Lønnen forhandles individuelt efter kvalifikationer og vil som udgangspunkt ligge på omkring 944.000 kr. om året. Hertil kommer en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning med et pensionsbidrag på 17,1% af den aftalte løn.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår.
Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes til niveauet Nato Secret og opretholde denne under hele ansættelsesforløbet. Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer. Du er eller kan erklæres egnet til internationale operationer, kan bestå Forsvarets fysiske basistest, og kan opfylde Forsvarets helbredskriterier for ”Eget uden begrænsninger”.
Kontakt og ansøgning
Ansøgningen stiles til Hans Majestæt Kongen og sendes elektronisk via linket ”send ansøgning”. Der bedes oplyst to referencer i ansøgningen. Hvis du ikke har mulighed for at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
Ansøgningsfristen er den 15. maj 2025 med henblik på ansættelse pr. 1. august 2025, eller efter nærmere aftale.
Vi forventer, at holde samtaler den 26. eller 28. maj. Hvis du går videre i processen, skal du være forberedt på at gennemføre Forsvarets fysiske basistest, helbreds- og tandvurdering og psykologtest-og interview.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chefen for Udviklingsdivisionen stabslæge af 1. grad Thomas Boel, via FSK-U-CHUDV@mil.dk eller telefon: 2926 4052.
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, er du meget velkommen til at kontakte HR-konsulent Charlotte Møller Nielsen på telefon: 3266 5767.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.