Vil du have ansvar for at planlægge maritime operationer i Arktis? Så skal du søge stillingen som stabsofficer maritime operationer i Operationssektionen ved Arktisk Kommando i Nuuk.
OM OS
Staben ved Arktisk Kommando (AKO) er inddelt efter klassisk J-struktur, der hver har sin specialisering. J3 (operationer) udgør sammen med J2 (efterretninger) og JOC (operationscentret) Operationsafdelingen. Vi er kernen i staben - stedet hvor planerne lægges, enheder indsættes og opgaverne afvejes. J3 lægger vægt på godt kollegaskab, hvor vi blandt andet dyrker fællesidræt.
Operationssektionen (J3) gennemfører AKOs operationsplanlægning på vegne af chefen for AKO. Vi er inddelt efter værn og specialisering. J3 opgaver omfatter blandt andet disponering, indsættelse og synkronisering af tildelte enheder og styrker til sømilitære, luftmilitære og landmilitære opgaver. Derudover omfatter planlægningsopgaverne opgaver af kystvagtsmæssig karakter, såsom fiskeriinspektion, havmiljøopgaver og forskerstøtte.
Du bliver en del af en arbejdsplads som er med til skabe et sikkert Arktis i samarbejde med nationale og internationale partnere. Samtidig får du erfaring med at planlægge operationer under de barske arktiske forhold, hvor infrastruktur, is og meteorologi stiller særlige krav til planlægningen.
OM STILLINGEN
Som stabsofficer maritime operationer spiller du en vigtig rolle i gennemførelsen af sektionens planlægnings- og disponeringsprocesser. De operative opgaver foregår i en politisk-strategisk kontekst, der bærer præg af det internationale fokus på udviklingen i regionen. Et fokus, der øges år for år.
Sammen med to andre maritime stabsofficerer i sektionen har du ansvaret for planlægningen af Arktisk Kommandos maritime operationer, der bl.a. omfatter overvågning, suverænitetshævdelse, forureningsbekæmpelse, fiskeriinspektion, støtte til det civile samfund, samt eftersøgnings- og redningstjeneste. Sammen varetager I Forsvarets maritime interesser og opgaveløsning i farvandene omkring Grønland og Færøerne.
Arbejdsopgaverne indebærer ofte tæt koordination med kolleger på tværs af værnene i Forsvaret og med maritime planlæggere og enheder fra andre nationer. Opgaverne tager derfor afsæt i både nationale og NATO’s operative maritime procedurer og doktriner. Du vil opleve en interessant og varierende hverdag, hvor du skal navigere i ofte komplekse problemstillinger. Dele af planlægningen omfatter korte tidshorisonter, andre dele er sagsbehandling for langsigtet opgaveløsning.
Daglige opgaver inkluderer koordination med de indsatte skibe og AKOs øvrige sektioner. Du vil i stillingen opnå erfaring i sagsbehandling ved en niveau-II myndighed, som vil give en god ballast til din fremtidige karriere. Du har betydelig indflydelse på din hverdag, og du kan forme dit fagområde i samarbejde med Arktisk Kommando.
Ansættelsen forudsætter personlig og opgavemæssig fleksibilitet. Samtidig vil du opleve, at du får stor indflydelse på Arktisk Kommandos operative aktiviteter. Forsvarets opgaver i Arktis spænder bredt fra det taktiske til det strategiske niveau, hvilket fascinerer og forpligter.
OM DIG
Du er kaptajnløjtnant og kender til operationer i det arktiske miljø.
Hvis du er premierløjtnant og ikke har gennemført Føringskursus/VUK eller anden relevant uddannelse på tilsvarende niveau, vil der være mulighed for at indgå en uddannelsesaftale og du vil i perioden frem til en eventuel udnævnelse i stillingen, bestride stillingen som funktion i højere stilling.
Vi lægger vægt på, at du:
- Ser muligheder frem for begrænsninger.
- Har en struktureret tilgang til opgaver, arbejder selvstændigt, og du danner dig hurtigt et overblik og formår at skelne væsentligt fra uvæsentligt.
- Er dygtig til at prioritere.
- Din skriftlige formidlingsevne skal være god og præget af klarhed og præcision, ligesom du overholder terminer uden at gå på kompromis med høje kvalitetskrav.
- Er i stand til at håndtere skiftende krav og tilpasse dig de forskellige forhold, der opstår i opgaveløsningen.
- Er god til at samarbejde samt til at skabe relationer både inden og uden for Forsvarsministeriets myndighedsområde.
Du kan også forvente at arbejde med repræsentanter fra Grønlands Selvstyre såvel som med kommandoens internationale samarbejdspartnere, hvorfor god kulturel forståelse er en fordel.
ANSÆTTELSESVILKÅR
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Stillingen bestrides som midlertidig tjeneste ved Arktisk Kommando i Nuuk, Grønland for en afgrænset periode på to år. Du vil beholde dit nuværende faste tjenestested under opholdet i Nuuk. Du vil blive stillet en fri bolig til rådighed samt ydelser jf. Grønlandsaftalen.
Ansættelsen ved Arktisk Kommando sker jf. Grønlandsaftalen, der giver ret til blandt andet ydelser, bolig, flytning og frirejser til Danmark. Du opfordres til at sætte dig ind i de vilkår, der er gældende for udsendte på grønlandsaftalen. Herunder beskatning af bolig og personalegoder samt krav om tvungen pensionsopsparing.
Dit daglige arbejdssted er Nuuk.
Kontakt og ansøgning
Nærmere oplysninger om stillingsindholdet kan fås ved henvendelse til chefen for operationssektionen, orlogskaptajn Johan Fritzen på telefon +299 36 40 30 eller mail FKO-A-CHJ3@MIL.DK. Alternativt til næstkommanderende for operationssektionen, kaptajn Katja L. Hinnerfeldt på telefon +299 36 40 34 eller FKO-A-NKJ3@MIL.DK.
Du kan kontakte SSG Jacob Hermann Mønster Matthiesen, AKO HR partner ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på FPS-JHM@MIL.dk eller på tlf. +299 56 53 18, såfremt du har spørgsmål til specifikke grønlandske ydelsesforhold.
Vær opmærksom på at det koster 8 kr. i minuttet at ringe til Grønland, så send en sms, så ringer vi dig op. Bemærk at tidsforskellen mellem Danmark og Nuuk er tre timer (Nuuk er bagud).
Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Julie Kastoft-Christensen fra Personelkommandoen på telefon 3266 5722 eller mail FPS-JUK@mil.dk.
Ansøgningsfristen er den 22. maj 2025. Samtaler forventes afholdt løbende eller i umiddelbar forlængelse af ansøgningsfrist.
Stillingen er til besættelse den 1. august 2025.
Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM ARKTISK KOMMANDO
Arktisk Kommando er en operativ kommando med ansvar for alle Forsvarets indsættelser i Nordatlanten og Arktis. Kommandoens ansvarsområde omfatter både Grønland og Færøerne samt omkringliggende områder. Arktisk Kommandos mission er at beskytte Kongeriget i Arktis. Det indebærer evnen til at kunne håndtere kriser og ultimativt at gennemføre militært forsvar af Grønland og Færøerne – i samarbejde med andre nationale og internationale hovedkvarterer.
I Arktisk Kommando har vi indsat enheder fra Søværnet og Flyvevåbnet i operativ kontrol 24/7, hvilket kræver engagement og en Combined/Joint tilgang til opgaverne.
Vi gennemfører overvågning samt suverænitetshævdelse – året rundt. Vi løser samtidig en lang række vigtige operative opgaver fx eftersøgnings- og redningstjeneste, miljøovervågning, fiskeriinspektion og støtte til det civile samfund. Det kræver forudseenhed og tæt samarbejde med de statslige og militære myndigheder i nabolandene til Grønland og Færøerne.
Ved behov kan Kommandoen forstærkes af enheder fra alle værn samt Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen.