Søger du en håndværkerstilling og er uddannet inden for jern og metal eller el-faget? Har du lyst til et spændende arbejde med en afvekslende hverdag? Så kan Air Control Wing tilbyde en spændende hverdag ved Vedligeholdelseselementet i Karup. Vi søger en engageret, fleksibel, og positiv kollega til GSE værkstedet i Karup
Om os
ACW LMK (Logistics Maintenance Element Karup) består af fire værksteder med engagerede og dygtige medarbejdere, som bl.a. har fokus på ACW’s faste installationer i Karup samt den mobile kapacitet med flere delkapaciteter. Delkapaciteterne i den mobile kapacitet er modulopbyggede, og strækker sig fra et luftrumsovervågnings-/koordineringselement til et mobilt luftrums-kontrolcenter, der alle kan integreres i allierede enheders netværksbaserede systemer.
ACW imødeser, lige som resten af Forsvaret, at der vil ske en opbygning. Dette er i høj grad baseret på teknologi, hvorfor du kan blive en del af denne spændende opbygning.
Som enhed ønsker vi, at profilere os som en respekteret, top motiveret, professionel og altid indsatsberedt enhed, fuldt i overensstemmelse med vores pålagte beredskab.
Om stillingen
Du bliver en del af Vedligeholdelseselementets GSE-værksted i Karup. Værkstedet har ansvaret for daglig drift, fejlsøgning, reparation og vedligeholdelse af enhedens brede vifte af generatorer, el-anlæg, airconditionanlæg, køretøjer og containere. Derudover vil du kunne påregne, at skulle udføre transport og kørselsopgaver med lastbil, samt opgaver med teleskoplæsser og truck. Arbejdsopgaverne er mangeartede og hverdagen er ofte præget af en fleksibel tilgang til opgaverne.
Vi tilbyder dermed et spændende og alsidigt job, hvor du får mulighed for såvel faglig som personlig udvikling i nationalt og internationalt miljø. Du vil få relevant uddannelse og sidemandsoplæring, inden du selvstændigt skal arbejde med udstyret og systemerne.
Arbejdsdagen i elementet er præget af tillid, fleksibilitet og frihed under ansvar. Vi lægger vægt på en åben og ærlig dialog, og tilstræber at bringe hinandens kompetencer i spil på bedste vis.
I elementet sætter vi faglig udvikling højt, og din egen kompetenceudvikling vil være højt prioriteret i din udviklingsplan. Derfor må du påregne, at skulle deltage i kurser i både ind- og udlandet.
Om dig
Du er uddannet indenfor jern og metal eller el-faget. Eksempelvis elektriker, automekaniker, maskinarbejder eller lignende. Du sætter fokus på høj faglighed, fleksibilitet og kan i korte perioder håndtere at arbejde i situationer med pres. Desuden har du kørekort til kategori B, du kan honorere Forsvarets fysiske og helbredsmæssige krav, samt udsendes til Forsvarets internationale operationer.
Da stillingen er militær er det et krav at du har aftjent din værnepligt. Såfremt du ikke har aftjent den skal den gennemføres umiddelbart efter ansættelse.
Derudover ser vi gerne at du kan se dig i nedenstående punkter:
- Du kan arbejde selvstændigt med en opgave og sætter en ære i at levere et stykke arbejde du kan stå inde for.
- Du møder på arbejde med en positiv indstilling og vægter fælleskabet højt.
- Du trives i en afvekslende hverdag, hvor nogle dage er hektiske og andre dage foregår i et lavere tempo.
- Det er en fordel, men ikke er krav, at du har kørekort til kategori C+CE, truck og teleskoplæsser certifikat.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Faglært tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.
Dit faste tjenestested vil være Karup.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Løjtnant Rasmus Bangsgaard på telefon 72 84 55 38 eller ACW-LMK-004@MIL.DK.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent seniorsergent René Lund ved Forsvarets Personelkommando på telefon 72 81 91 68 eller på mail FPS-RJL@MIL.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er 2. juni 2025 og samtaler forventes afholdt umiddelbart herefter.
Tiltrædelse pr. 1. juli 2025 eller efter aftale.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Air Control Wing
Air Control Wing (ACW) er en af Flyvevåbnets operative enheder i Danmark. Året rundt overvåger og kontrollerer vi dansk luftrum, samt indsætter fly til beskyttelse af Danmark. ACW deltager også i internationale missioner. Air Control Wing lever op til Flyvevåbnets motto ”Altid indsat, altid klar”.
I Air Control Wing fokuserer vi på, at skabe resultater gennem høj faglighed, godt arbejdsmiljø og udvikling – medarbejderne er vores styrke og vigtigste ressource.
ACW er en fleksibel og familievenlig arbejdsplads med mange typer medarbejdere.
Air Control Wing er geografisk spredt med hovedsæde i Karup og enheder placeret rundt om i Danmark (Skagen, Skrydstrup, Roskilde, Kastrup og Bornholm).