Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste
Faglig chefsergent til Faggruppe Motor ved Forsvarets Hærtekniske Uddannelsescenter i Aalborg

Vil du medvirke til at løfte kvaliteten af de faglige og tekniske uddannelser i Hæren?  Har du lyst til at arbejde med materielanskaffelser, arbejdsmiljø, kvalitetssikring og ISO?

Kan du se dig selv indgå i et professionelt team, hvor vi sammen skaber de bedste forudsætninger for Hæren, samt gennemfører vedligeholdelse på et højt, effektivt og fagligt niveau?

 

Om os

Forsvarets Hærtekniske Uddannelsescenter FHU, er Forsvarets tekniske kompetencecenter på landbaseret hærmateriel. Vi varetager kursusvirksomheden inden for vedligeholdelses- og reparationstjenesten, faglig og teknisk vidensdeling samt bidrager til teknisk sagsbehandling ved fx nyanskaffelser til Hæren.

Vi er 30 dygtige og dedikerede medarbejdere, der er placeret på Aalborg Kaserner med filialer i Holstebro, Skive, Oksbøl, Slagelse og Høvelte samt en filial ved Tech College i Aalborg.

 

Om stillingen

Vi søger en faglig leder med solid ledelseserfaring inden for vedligeholdelsestjenesten, med indsigt i forvaltningen og erfaring fra taktisk/operativ logistik.

Du vil være daglig leder for en spændende faggruppe, som løser en række opgaver inden for uddannelse og udvikling af bl.a. Hærens bælte- og hjulkøretøjer, ildstøttesystemer, ingeniørmaskiner samt en masse andet materiel, som er essentielt for Hærens virke.

Dine primære opgaver er:

  • Daglig leder for en faggruppe bestående af 10 medarbejdere der gennemfører undervisning og udvikling af Hærens primære køretøjer.
  • Kvalitetssikre de faglig og tekniske uddannelser herunder arbejde med ISO 9001.
  • Arbejdsmiljø jf. ISO 14001.
  • Tovholder på sagsbehandling af tekniske problemstillinger herunder udvikle medarbejdernes kompetencer inden for sagsbehandling. 
  • Bidrage til rådgivning af andre myndigheder, enheder og enkeltpersoner inden for materielspecifikke spørgsmål.
  • Deltagelse i fabrikskurser både nationalt og i udlandet.
  • Deltagelse til udvikling af vedligeholdelsestjenesten i Hæren i samarbejde med Trænregimentet.
  • Deltagelse i driftsmøder, projektimplementeringsgrupper og i arbejdsgrupper.
  • Bidrag til at rådgive og bistå andre myndigheder i forbindelse med anskaffelse og implementering af nyt materiel.
  • Bidrage til erfaringsudveksling og vidensdeling mellem mekanikere samt til og fra sagsbehandlere.

Stillingen indeholder en del rejseaktiviteter.

 

Om dig

Du er chefsergent, eller seniorsergent og egnet til udnævnelse til næste niveau. Du skal have en faglig uddannelsesbaggrund som motormekaniker, og have dokumenteret ledelseserfaring.

Derudover ses det at: 

  • Du er proaktiv, fleksibel og trives i et omskifteligt arbejdsmiljø.
  • Du er en empatisk leder og samtidigt god kollega.
  • Du forstår at kommunikere og samarbejde tværfagligt med kollegaer med forskellige baggrunde, og du trives med at løse mange forskelligartede opgaver i dagligdagen.
  • Du kan arbejde selvstændigt med stillede opgaver, og du formår at følge dem til dørs.
  • Du kan selvstændigt bidrage til at udvikle dit ansvarsområde.
  • Sprogligt skal du kunne formulere dig både skriftligt og mundtligt på teknisk engelsk.
  • Det vil være en fordel, hvis du har en bred erfaring med vedligeholdelsestjeneste, uddannelsesområdet, forvaltning og kvalitetskontrol.
  • At du har kendskab til eller arbejdet med ISO, vil kun være en fordel.

Du skal være sikkerhedsgodkendt til hemmeligt og have et gyldigt dansk pas.

 

Ansættelsesvilkår

Stillingen er en chefsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Stillingen kan besættes af en seniorsergent med et godt udviklingspotentiale.

Hvis du ikke opfylder uddannelseskravet, kan du ansættes på en uddannelsesaftale, hvor du forpligter dig til at gennemføre den relevante uddannelse. Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau. Udnævnelse til chefsergent kan finde sted, når uddannelseskrav og Forsvarets fysiske basiskrav er opfyldt, samt når du har en godkendt helbreds- og tandlægevurdering og honorer de almene krav for udnævnelse.

Faglært tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil være i Aalborg

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

 

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chefen for FHU Martin Lund på telefon 2270 7424.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Kontorfuldmægtig Cecillia Sofie Christiansen ved Personelkommandoen på mail FPS-CES@MIL.DK.

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Ansøgningsfrist er den 20. maj 2025 og samtaler forventes afholdt løbende.

Stillingen er til besættelse efter aftale.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

 

Om Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste

Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste er en kvalitetsledelses og arbejdsmiljøbevidst servicevirksomhed, der vedligeholder, reparerer og modificerer Forsvarets materiel. En del af virksomheden er i dag ISO og arbejdsmiljøcertificeret, hvilket forventes at blive udbredt til hele organisationen. Myndigheden beskæftiger ca. 1700 medarbejdere.

Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste består af en Vedligeholdelsesdivision med seks vedligeholdelsesområder fordelt geografisk over hele landet, og en Planlægnings- og Koordinationsdivision beliggende i Brabrand. De seks Vedligeholdelsesområder er specialiseret i at reparere, vedligeholde og modificere specifikke materielsystemer indenfor deres faglige søjle. Planlægnings- og Koordinationsdivisionen består af en Forretningsafdeling og en Driftsafdeling, som varetager koordinerende planlægning, uddannelse, styring, controlling og udvikling af Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.

Ud over at reparere og vedligeholde Forsvarets materiel så støtter Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste Forsvarets operationer og missioner med veluddannet militært teknisk personel, der udlånes til Forsvarets enheder iht. aftalte planlægning eller ad hoc i særlige tilfælde.

 

Fakta

Application due
20-05-2025

Start date
Start hurtigst muligt

Work hours


Position category


Position type
Militære stillinger

Workplace
Nordjylland

Workplace


Contact
 
 
 
 
Share/Print