Her er muligheden for en stilling, hvor doktrin, taktik og landmilitær operationsplanlægning er i centrum. Du bliver en del af et professionelt og velfungerende team, der har arbejdsglæde og personlig udvikling i fokus, mens vi bidrager substantielt til NATOs opgave med afskrækkelse af og ultimativt forsvaret mod Rusland.
Om stillingen
Planlægningscenteret ved MND N omtales til dagligt som G5. Chefen (ACOS G5) er en dansk oberstløjtnant, hvis nærmeste chef er en britisk oberst, der fungerer som Deputy Chief of Staff (DCOS/Plans). Kerneopgaven ved G5 er divisionens landmilitære operationsplanlægning. Øvrige større opgaver er udvikling og vedligeholdelse af taktiske SOP/SOI, divisionens udvikling som landmilitær kapacitet samt bidrag til doktrinudviklingen i Danmark.
I G5 vil du blive del af et fantastisk internationalt team, hvor samarbejde, initiativ, evnen til at handle og en operativ analytisk tilgang er centrale elementer, når der arbejdes med skarp forsvarsplanlægning. Vores kultur afspejler en stærk faglig professionalisme, fokus på faglig og personlig udvikling samt viljen til at løfte ansvaret for Divisionens samlede mission. Vi arbejder aktivt med vores korpsånd og gør os umage for at pleje kammeratskabet og have det sjovt sammen, når vi er på arbejde. Derudover har vi fokus på ”work-life balance”, hvilket kommer til udtryk gennem en fleksibel tilgang til at planlægge arbejdet, så der er plads til familie, børn, fritidsliv og evt. studier.
Stillingen som operationsofficer i G5 indbefatter operationsplanlægning på divisionsniveau, sagsbehandling til støtte for ledelsen i et to-stjernet NATO hovedkvarter og udviklingsarbejde inden for doktrin og procedurer relateret til operativ og taktisk planlægning. Til daglig vil du referere til ACOS G5, og du vil afhængig af kvalifikationer, motivation og ambition få ansvaret som leder af projekter og større opgaver på tværs af hovedkvarteret på en ad hoc basis.
Du vil som operationsofficer bidrage til at udarbejde den operationsmæssige del af divisionsplanen sammen med den øvrige del af det operative planlægningsteam.
Du vil i stilingen skulle gennemføre selvstændig sagsbehandling af komplekse emner, der dels involverer hovekvarterets øvrige brancher, dels eksterne myndigheder. Disse emner vedrører for langt størstedelens vedkommende taktik og operationer, men der vil også være opgaver relateret til uddannelse inden for planlægning og udvikling af SOP/SOI. Du vil afhængig af kvalifikationer, motivation og ambition får ansvaret som leder af projekter og større opgaver med et hold sammensat på tværs af hovedkvarteret på en ad hoc basis. Dette kan være relateret til større planlægningsaktiviteter, herunder deltagelse i planlægningskonferencer ved 1. German-Netherlands Corps og andre NATO-hovedkvarterer samt divisionens udvikling som kapacitet i NATO.
Stillingen vil ud over erfaring med divisionsniveauet give indsigt i korpsniveauets operative planlægning og procedurer. Du vil således besidde en stilling, hvorfra du til fulde kan bringe dine kvalifikationer fra Hærens Operations- og Føringsuddannelse (OFU) i spil samt udvikle disse til reelle kompetencer.
Du vil i stillingen få en unik mulighed for at udvikle dine planlægningsevner i en kontekst af de højeste taktiske niveauer. En kompetence, der vil komme dig til gavn i dit fremadrettede karriereforløb.
Stillingen er placeret med fast tjenestested i Slagelse, men der vil være rejseaktivitet til hovedkvarterets østlige del i Adazi, Letland, til naboenheder i de andre baltiske lande og korpshovedkvarteret i Münster, Tyskland. Rejserne vil normalt være planlagte aktiviteter og med et godt varsel.
Om dig
Du er major, og har gennemført Master i Militære Studier (MMS) og gerne også OFU eller et udenlandsk kursus, der ækvivalerer MMS og OFU. Hvis du er kaptajn og er i gang med eller optaget på MMS, og i øvrigt har den rette profil, hører vi også gerne fra dig. Du vil således skulle indgå en uddannelsesaftale og bestride stillingen ved funktion i højere stilling.
For de fleste vil arbejdet i et multinationalt divisionshovedkvarter være nyt, men så længe, at du har viljen til at lære og synes at det er spændende at arbejde med - og har flair for operationer - så vil du kunne få en unik mulighed for din personlige udvikling.
Din tjenestegrensbaggrund er ikke afgørende, da operationsplanlægning på divisionsniveau afspejler en tilgang om ”Combined Arms”. Det er ej heller afgørende for os, om du er relativt ung, eller du er en mere erfaren officer. Det betyder mere for os, at du besidder taktisk forståelse, analytisk skarphed, helhedsorientering, viljen til at lære og evnen til at samarbejde.
Det vil være en fordel, hvis du er omstillingsparat og kan tilpasse dig hurtigt til vekslende krav samt vilkår i den taktiske opgaveløsning. Du er i stand til at bevare overblikket og kan levere produkter af en tilfredsstillende kvalitet til tiden.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer/orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes til hemmeligt og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Stillingen bestrides som fast tjeneste ved Multinational Division North i Slagelse.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen er du velkommen til at kontakte chef for G5, oberstløjtnant Kim Hjortflod Madsbjerg, på tlf.: +45 21 42 96 97 eller tlf.: +371 28 60 93 33.
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du ringe til Personelkommandoen, HR-konsulent kaptajn Glen Spangenberg Rasmussen på telefon 32 66 53 61.
Ansøgningsfrist er 18. maj 2025. Ansættelsessamtaler forventes gennemført i uge 21.
Ansættelse forventes at være 1. juli eller snarest muligt herefter.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM MULTINATIONAL DIVISION NORTH
Multinational Division North (MND N) er en operativ division, der støtter NATOs forsvar af Letland og de baltiske lande. Med bidrag fra 13 nationer og hovedkvarterer i Adazi, Letland, og Slagelse, Danmark, arbejder vi på tværs af grænser for at styrke operative kapaciteter og sikre samarbejde i NATO-strukturen.
Vores dynamiske, multinationale miljø skaber rammerne for stærke relationer og spændende opgaver på tværs af strategiske og taktiske niveauer.
Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på forsvaret.dk