PETER WILLEMOES søger en officer til drift og udvikling af skibets logistikdivision, samt til at indgå i den overordnede ledelse af fregatten som divisionsofficer i skibsledelsen.
Er du officer med velfunderede ledelsesmæssige evner, har du handlekraft og kan skabe resultater gennem synlig ledelse og motivation af andre, og er du en holdspiller med blik for sammenhængskraft og opgaveløsning i fælleskab, har du nu en mulighed for at blive en del af en stærk skibsledelse som logistikofficer på fregatten PETER WILLEMOES.
Om os
Logistikdivisionen – mangeartet og essentiel
Logistikdivisionen (L-DIV) består af tre underliggende sektioner for hhv. forsyning, forplejning og ”dækket”, der har ansvaret for udvendig vedligeholdelse af skibet og opgaver inden for sømandskab. Alle tre sektioner er præget af stor faglighed, der spænder vidt over logistik, sanitet, kokke, bagere og slagtere, samt et utal af sømilitære faglige færdigheder. I mange henseender er L-DIV forudsætningsskabende for, at skibes øvrige og mere søjleinddelte divisioner kan arbejde optimalt. Der er derfor en udpræget kultur af at yde en god service, hvilket giver sig udtryk i en imødekommende og jovial stemning. Divisionen er ud over logistikofficeren bemandet med fem befalingsmænd og godt 30 konstabler.
Om stillingen
L-DIV er i stor udstrækning selvkørende, når blot mål og rammer er kendte. Som logistikofficer er din rolle derfor i høj grad at være det forudsætningsskabende centrum for divisionens virke: Indadtil imellem divisionens sektioner og skibets øvrige divisioner, opad i skibsledelsen, og udadtil på tværs af de øvrige skibe i 2. Eskadre og til samarbejdspartnerne i land. Der er mange interessenter og gensidige afhængigheder i at operere en fregat, og langsigtet planlægning er en nødvendighed for at undgå flaskehalse. Det kan f.eks. være i forhold til kranoperationer, service og vedligehold eller forhaling af fregatterne internt på flådestationen – alt sammen noget, der er fordyrende og kan få operative konsekvenser, hvis det ikke bliver udført betids og behørigt. Derudover er du Flight Deck Officer(FDO) under helikopteroperationer, og som flyvesikkerhedsofficer er du leder af enhedens flyorganisation med ansvar for FLYSIK.
Som en del af skibsledelsen har du en helt særlig rolle, hvor du i samarbejde med de øvrige divisionsofficerer og skibets CH, NK og banjermester er med til at fastsætte og arbejde med de langsigtede strategiske mål for fregatten. Ledelsesstilen er inkluderende, og der er derfor god mulighed for at være med til at forme mål og metoder.
Aktuelt er PETER WILLEMOES i en periode med teknisk hovedeftersyn, og parallelt med denne opgave er der i skibsledelsen defineret en hovedopgave i forhold til at bemande, uddanne og træne besætningen, så fregatten efterfølgende kan indtræde fuldt indsættelsesparat i beredskabet. Der venter derfor en intensiv og spændende periode med operativ opkørsel i form af øvelser til søs og træning i land.
L-DIV er i høj grad bemandet med ufaglærte konstabler. Det ligger chefen for PETER WILLEMOES meget på sinde, at der aktivt arbejdes med at udvikle de ufaglærte med varige kompetencer.
Derudover er det en stående opgave at arbejde aktivt med implementeringen af Søværnets strategi og 2. eskadrens overordnede planer herfor.
Samlet set indeholder stillingen aspekter og kvaliteter, hvor både unge og mere erfarne officerer på basis af deres sømilitære fundament har en mulighed for at udvikle sig - hvad enten det er i forhold til at lære nye fagligheder eller det mere strategiske arbejde i skibsledelsen.
Om dig
Du er en erfaren kaptajnløjtnant - alternativt orlogskaptajn med lyst til for en periode at vende tilbage til det sejlende operative miljø.
Du kan også søge stillingen hvis du er KL, der er klar til udnævnelse.
Uanset din baggrund kan du blive omfattet af en lokal tjenesteplan ved 2. Eskadre, der tager hånd om din tjeneste ved 2. Eskadre og dine ønsker for tjeneste herefter.
Du er søofficer med forståelse for maritime operationer, men om du har en teknisk eller taktisk baggrund er ikke væsentligt. Optimalt har du erfaring fra sejlende tjeneste på fregatter og fra tjeneste i land, gerne ved værnsfælles myndigheder, men det er ikke et krav. Det er essentielt, at du har helhedsorientering, gode samarbejdsevner og finder glæde ved at skabe resultater gennem ledelse af andre mennesker. Det er en fordel, hvis du af natur er udadvendt og har en personlighed, der aktivt erkender behov og opgaver og ved egen drift arbejder på at løse dem.
Logistikdivisionens samlede kompetenceniveau bygger på optimal udnyttelse af divisionens medarbejdere og erfaring, hvor der ofte arbejdes på tværs af sektionerne. Du har derfor stærke relationelle/sociale kompetencer for bedst muligt at bringe alle medarbejderes kompetencer i spil.
Det er en fordel, hvis du i forvejen kender til det logistiske område og/eller tidligere har sejlet på Søværnets fregatter.
Du skal være egnet til INTOPS og skal kunne sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT. Derudover skal du have de fornødne kvalifikationer (Q’er) for sejlads.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet. Dette brede opslag omfatter kaptajner/kaptajnløjtnanter og majorer/orlogskaptajner i løngruppe 4 og 5. Stillingens indhold og niveau justeres efter den valgte kandidat.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat på Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Fast tjenestested er Korsør.
Ansøgning og kontakt
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Fg. CH WILM, OK Thomas Schwartz på 2E-WILM-NK.
Hvis du har spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du ringe til HR-konsulent Sandra Bengtson på telefon 7281 9172.
Ansøgningsfristen er den 20. maj 2025, og vi forventer at holde samtaler inden udgangen af maj.
Stillingen ønskes som udgangspunkt besat pr. 1. juli 2025, men der kan afhængigt at muligheder og behov aftales et andet tidspunkt. Hvis kandidaten er rigtig, er tålmodigheden stor.
Vi beder dig om at søge stillingen via linket og vedhæfte din ansøgning, CV og uddannelsesbevis som PDF-filer.
Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om 2. Eskadre (2 ESK)
2. Eskadre er den primære leverandør af Danmarks sømilitære kampevne. Eskadren løser opgaver i danske farvande, regionalt og globalt.
Opgaverne spænder bredt fra støtte til politiet, bidrag ved humanitære operationer, træning af samarbejdspartnere til indsættelse i krigsmæssige operationer.
2. Eskadre består af moderne højteknologiske luftforsvarsfregatter og antiubådsfregatter samt Subsurface & Seabed Warfare Division (SSW) der samordner Søværnets Dykkertjeneste og minerydningsenheden Mine Counter Measures Denmark, så Forsvarets undervandskapaciteter kan leveres koordineret og effektivt. 2. Eskadre arbejder kontinuerligt for at være en god og attraktiv arbejdsplads, og vores opgave som styrkeproducent er, at få det komplekse samspil mellem besætninger og en avanceret teknologi til at yde optimalt for at kunne løse Søværnets opgave: At sikre Danmarks interesser fra havet – med magt om nødvendigt.