Har du mod på planlægning og koordination af en af brigadens mest komplekse enheder? Trives du under feltforhold og har mod på at føre et fremskudt Support Area for 1FØSTBTN?
Så er du måske vores kommende NK KMP.
Om os
CIS Kompagni Brigade er en operativ underafdeling under 1FØST BTN i 1BDE.
Vores opgave er at forbinde brigadens føringsinstallationer.
Vi har en stor materielpakning af både gammelt og nyt materiel, og der sker meget på materielområdet for vores kompagni.
Da vi er tilknyttet 1BDE er vi også et kompagni, der skal kunne begå sig i felten. Det gælder fra yngste konstabel og op til kompagnichefen (KC). Under indsættelse er vi alle på jorden i en operativ rolle.
Vores KDO DEL, hvoraf NK KMP indgår, indsættes også feltmæssigt og gennemfører feltmæssig logistik under indsættelser.
Om stillingen
Som næstkommanderende er dine opgaver kompagniets opgaveplanlægning og den daglige drift af den logistiske tjeneste. Det er dig, der koordinerer at både vores uddannelse, indsættelser og logistik kan hænge sammen. Du står dog ikke alene med opgaven, men det er dig der binder det hele sammen.
Stillingen skal ses som en koordinator rolle uden direkte ledelsesansvar, men du vil have meget kontakt med både forsynings- og vedligeholdelsessektionen, samt linjedelingernes næstkommanderende.
Under indsættelse vil KC og NK KMP føre 1FØSTBTN Support Area. Det er det logistiske hjerte for 1FØSTBTN, hvoraf du som NK kan forvente at rykke med sektionerne ud og gennemføre taktiske R3P i felten, hvor din vigtigste opgave vil være at sikre enhedens overlevelse, herunder plan for frigørelse i forbindelse med føling.
Der vil være en overdragelse fra nuværende NK KMP, og i de første par måneder støttes du af din chef og de faglige led i kompagniet, indtil du kan stå på egne ben.
Fast tjenestested vil være i Fredericia.
Om dig
Du er premierløjtnant og har forrettet tjeneste som delingsfører eller holdfører. Er du ikke fra Føringsstøtteregimentet, har du minimum forrettet tjeneste ved dit nuværende regiment i to år.
Du er professionel i din tilgang til andre og du forstår, og kan udøve, specialistledelse.
Din planlægning af drift og uddannelse tager udgangspunkt i input fra KC, hvorfor du bør have en veludviklet evne til at samle mange input, og på en struktureret og gennemskuelig måde, omforme dette til praktisk gennemførlige planer.
Du skal have en fleksibel tilgang til løsning af dine opgaver og i en travl hverdag med mange bolde i luften, skal du kunne håndtere et relativt arbejdspres på en konstruktiv og effektiv måde. Du skal ligeledes være omstillingsparat, da opgaverne hurtigt kan ændre sig, bl.a. under de operative forhold.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 3, som omfatter premierløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes til ”NATO Secret” og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om overordnede forhold omkring stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chefen for CIS Kompagni Brigade, kaptajn René Jacobsen på mail: FSR-1B-100A@mil.dk.
Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent Helle Elgaard Peterslund ved Personelkommandoen på telefon 728 19104.
Ansøgningsfrist er den 31. maj 2025, og ansættelsessamtaler forventes gennemført løbende.
Stillingen er til besættelse 1. juni 2025 eller snarest herefter.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Føringsstøtteregimentet
Regimentet er en værnsfælles myndighed underlagt Hærkommandoen. Regimentet og dets enheder leverer føringsstøtte efter anmodning. Føringsstøtte dækker over hovedkvarters- (HQ) og Communication and Information Systems (CIS). Føringsstøtteregimentet leverer operativ føringsstøtte til Hæren, Flyvevåbnet, Søværnet, Specialoperationskommandoen og Arktisk Kommando i både nationale, internationale og multinationale operationer. Derudover indgår Deployable Communication and Information Systems Module (DCM) i 1st NATO Signal Battalion og løser CIS-opgaver under NATO indsættelser. En række af regimentets enheder indgår i beredskab og leverer situationsbestemt støtte til det nationale beredskab.