Søværnskommandoen
Sagsbehandler til Søværnskommandoen i Karup

Kunne du tænke dig at få indflydelse på Søværnets prioriteringer og være med til at sikre, at flåden er klar til indsats?

Vil du arbejde i en central stabsfunktion med tæt samarbejde på tværs af Forsvarets myndigheder? Så er du måske vores nye sagsbehandler i N4-sektionen i Søværnskommandoen.

 

Om os

Du bliver en del af N4-sektionen (Materiel, Logistik og Etablissement), som har til opgave at understøtte Søværnets operative kapaciteter. Vi er 17 engagerede medarbejdere, der arbejder tæt sammen om at sikre både driften her og nu samt udviklingen af fremtidige løsninger.

Vores hverdag er præget af faglighed, samarbejde og en høj grad af ansvar og selvstændighed. Vi prioriterer et godt arbejdsmiljø, faglig sparring og har en kultur, hvor vi bakker hinanden op – både professionelt og socialt.

 

Om stillingen

Du bliver en central aktør i at koordinere og prioritere Søværnets behov for drift og vedligehold af skibe og systemer. Dine primære opgaver vil være:

  • Sagsbehandling og koordinering af drifts- og vedligeholdsaktiviteter.
  • Udarbejdelse af sagsoplæg og beslutningsgrundlag til Søværnets ledelse.
  • Samarbejde med Forsvarsstaben og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
  • Deltagelse i planlægning og styring af kapacitetsprojekter – både nuværende og fremtidige.

Afhængigt af dine erfaringer og kompetencer kan du desuden blive tilknyttet anskaffelsesprojekter som teknisk ekspert eller ressourcestøtte.

Stillingen veksler mellem opgaver med kort deadline og længerevarende planlægningsopgaver, hvor du anvender stabsmetodik og systematiske arbejdsgange.

Du kan desuden indgå i vagten som Materielberedskabsofficer eller Battle Watch Officer, afhængigt af din baggrund.

 

Om dig

Vi forestiller os, at du:

  • Er kaptajnløjtnant eller måske en erfaren premierløjtnant, vil du i så fald kunne indgå en uddannelsesaftale og i perioden frem til en eventuel udnævnelse i stillingen, bestride stillingen som funktion i højere stilling.
  • Har kendskab til Søværnet og gerne et bredt netværk.
  • Har erfaring med stabsarbejde, sagsbehandling og tværgående samarbejde.
  • Trives i en rolle med både drift og udvikling – og har blik for, hvornår du skal handle hurtigt, og hvornår du skal fordybe dig.
  • Kommunikerer klart og prioriterer dine opgaver effektivt.

Vi lægger vægt på dine samarbejdsevner, faglighed og evne til at se helheder i komplekse sammenhænge. Har du ikke erfaring med alle områder, klæder vi dig naturligvis godt på til opgaven.

 

Ansættelsesvilkår

Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

 

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

 

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

 

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

 

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte orlogskaptajn Carsten Theis Nielsen på telefon 4172 4757.

 

Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent kaptajn Thomas Søren Eskebjerg Krog, Personelkommandoen på telefon 7281 9159.

 

Ansøgningsfristen er den 15. juni 2025 og samtaler forventes gennemført umiddelbart herefter. Den endelige ansættelsesdato vil blive koordineret med din nuværende chef.

 

Såfremt du er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

 

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

 

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk

 

Om Søværnskommandoen

Søværnskommandoen består af Kapacitetsdivisionen, Operations- og Planlægningsdivisionen, samt et Ledelsessekretariat.
Derudover er Søværnets Center for Dataanalyse og Søværnets Center for Administration underlagt kommandoen.

Søværnskommandoen er ansvarlig for styrkeproduktion inden for det sømilitære område, herunder for at styrkeproducere og opstille sømilitære enheder inklusive Søværnets Nationale Maritime Operationscenter, samt for at støtte underliggende myndigheders opgaveløsning

Fakta

Application due
15-06-2025

Start date
15-08-2025

Work hours


Position category


Position type
Militære stillinger

Workplace
Vestjylland

Workplace


Contact
 
 
 
 
Share/Print