Kunne du tænke dig at blive en del af en dynamisk sektion i Hærkommandoen, hvor fokus er på forandring og værdiskabelse for soldaterne, og hvor vi er dybt involveret i Brigadekoncernprogrammet? Har du motivation og evne til at skabe forandring gennem taktisk og operativ digitalisering af Hæren? Så søg stillingen hos os.
Om os
G6 sikrer på Hærens vegne og i tæt samarbejde med Føringsstøtteregimentet, rettidige og helstøbte kommando- og kontrolløsninger til Hærens myndigheder og enheder.
Sektionen består af en chef, fem stabsofficerer og en stabsbefalingsmand.
Sektionen samarbejder med alle Hærens myndigheder, stort set alle myndigheder i Forsvaret og en lang række af de støttende styrelser i koncernen. Desuden gør vi en dyd ud af at række ud til de laveste taktiske niveauer, for at få jord under neglene og forstå, hvor ”støvlen trykker”.
Sektionens arbejdsfelt omfatter blandt andet:
- Doktrin-, koncept- og organisationsudvikling vedrørende taktisk og operativ kommunikation
- Bidrag til opstillingsgrundlag samt opstillings- og uddannelsesbefalinger forud for indsættelse af landmilitære bidrag til internationale operationer og beredskabsenheder
- Ansvar for eller bidrag til produkter og processer såvel inden for, som uden for Hærkommandoens myndighedsområde
- Interoperabilitetsudvikling med de største internationale samarbejdspartnere samt Forsvarets øvrige værn og operative kommandoer
- Varetagelse af Cyber- og Informationssikkerhed i Hæren
- Operationalisering af sikkerhedsbestemmelserne for opbevaring og generel håndtering af sensitivt kommunikationsmateriel
- Ansvarlig for drift og planlægning, herunder bidrag til udvikling af kommunikations- og informationssystemer i Hæren.
Om stillingen
Som stabsofficer i G6 bliver du en del af et komplekst og mange-facetteret arbejdsfelt. Du skal være med til at konsolidere G6 opgaver og tilhørende processer i og uden for Hærkommandoen og over for en interessentskare fra den yngste taktiske kommunikationsbefalingsmand over samtlige enheder og myndigheder i Hæren til Udviklings- og Planlægningsstaben, FMI og FE. Dine ansvarsområder afhænger af din erfaring, baggrund og kompetencer.
Arbejdsopgaver bliver flyttet rundt efter prioritet og i videst muligt omfang efter den enkeltes ønsker og kompetencer, så sektionen skaber værdi for enhederne. Vi håndterer de udfordringer, som enhederne og brugerne oplever, nu og her. Derfor kan du forvente – med kort varsel – at skulle håndtere og behandle observationer fra de yderste led af strukturen, så der opleves forandring til det bedre.
Du vil opleve at være G6’s (og ofte Hærkommandoens) repræsentant i arbejds-, koordinations- og projektgrupper, hvor det er vigtigt, at du har evne, vilje og mod til at fremføre Hærens holdning, som ikke nødvendigvis er din egen. Du opbygger samtidig god erfaring og stort kendskab til myndighederne i og uden for Hæren.
Stillingens indhold giver et naturligt afsæt for indtræden på OFU/MMS og efterfølgende tjeneste på NIV I til III.
Om dig
Du er M321 eller M322. Du har både operativ og teknologisk forståelse (og/eller interesse), og du kan identificere (nye) løsninger på komplekse problemer. Erfaring med anvendelse af føringsstøttemidlerne på minimum afdelingsniveau, vil være en fordel.
Som person er du disciplineret og er ikke bange for at tage initiativ. Du skal være handlekraftig og beslutningskompetent. Du arbejder godt både i teams men også med selvstændige opgaver.
Du har en god forståelse for Hærens operative vilkår. Der er i det hele taget behov for, at du kan tænke to niveauer ned og konstant holder for øje, at digitaliseringen af Hæren er omsiggribende. Du skal kunne anskue opgaver, observationer samt pålæg ovenfra på en kritisk måde. Det skal give mening, være operationalisérbart og afgørende for Hærens evne til at kæmpe og vinde.
Du har særdeles gode analytiske evner og er i stand til, på kort tid, at sætte dig ind i omfattende og komplicerede mængder fagligt stof, uden at miste sansen for detaljen. Du er ligeledes god til at formulere dig kort og præcist.
Opgavernes kompleksitet kræver helhedssyn og fagligt indblik i den operative virkelighed samt evne til hurtigt at kunne omstille sig. Med andre ord; hvis du trives bedst i en fastlagt hverdag med faste opgaver og arbejdsprocesser, er G6 næppe det rette sted for dig. Til gengæld er der frihed under ansvar, og der vil være mulighed for hjemmearbejdsdage og/eller delvis tjeneste på en af Forsvarets garnisoner.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingsindholdet, er du velkommen til at kontakte chefen for G6, oberstløjtnant Peter Els på telefon 4132 0373.
Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Helle Elgaard Peterslund ved Personelkommandoen på telefon 728 19104.
Ansøgningsfristen er den 17. juni 2025 og samtaler forventes gennemført i uge 25.
Stillingen er til besættelse hurtigst muligt. Den endelige ansættelsesdato vil blive koordineret med din nuværende chef.
Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.