Vil du være med til at udvikle specialoperationsstyrkerne og understøtte indsættelsen af Danmarks specialoperationsstyrker?
Specialoperationskommandoen (SOKOM) er i en rivende udvikling og alle afdelinger vækster. Hvis du har evnen, viljen og motivationen til at blive en del af holdet, vil vi meget gerne høre fra dig.
Om os
Specialoperationskommandoen opstiller specialoperationsstyrkebidrag til operative styrkeindsættelser og beredskaber.
Specialoperationskommandoen omfatter en Kommandostab samt Jægerkorpset og Frømandskorpset. Kommandostaben er bosiddende på Flyvestation Aalborg.
Specialoperationskommandoens opgaveløsning bidrager til at beskytte og fremme Danmarks interesser og nationens sikkerhed.
Operationsafdelingen planlægger, koordinerer og prioriterer det operative arbejde inden for Specialoperationskommandoens område, rådgiver chefen for Specialoperationskommandoen, bidrager til militærfaglige anbefalinger og meget mere.
Operationsafdelingen består af et mindre antal medarbejdere, som alle er karakteriseret ved flere års tjeneste i forsvaret. Du vil ved tiltrædelse i stillingen introduceres til SOKOM og funktionsuddannes løbende, samtidigt med at du indgår i tjenesten ved J3.
Nyt operativt hovedkvarter betyder mange spændende nye muligheder og dette stillingsopslag er et af mange, så hvis du er er nysgerrig på, hvilke andre muligheder der er, er du velkommen til at ringe.
Om stillingen
Du er operationsofficer og sagsbehandler i J3 med funktionsområde inden for Joint Fires og Targeting. Du indgår i løbende tæt faglig sparring med sektionschefen og sektionens øvrige medarbejdere. J3 er kendetegnet ved en flad struktur, hvor medarbejdernes selvstændighed, faglige dygtighed, individuelle kompetencer og engagement er afgørende for sektionens succes.
Du vil blive ansvarlig for planlægning af Joint Fires og Targeting i forbindelses med planlægning af nationale og internationale operationer. Du indgår ad hoc i Operationsstabens Operational Planning Groups (OPG) og er ad hoc ansvarlig for SOKOM Operational Planning Teams i forbindelse med planlægningen af operationer. Du vil også indgå i en SOKOM opstillet JOC i rammen af styrkeindsættelser.
Du vil indgå i et dynamisk og proaktivt team, der deltager i møder og rekognosceringer nationalt og internationalt.
Du skal forvente, at hverdagen er dynamisk, hvor J3 er omdrejningspunktet for mange opgaver, som ofte opstår med meget kort varsel. Opgaver som skal løses ”her og nu” og har forret frem for sagsbehandlingsopgaverne.
Som sagsbehandler er du blandt andet være ansvarlig for udarbejdelse af håndakter, sagsoplæg og sagsnotater vedrørende specialoperationer inden for Forsvarskommandoens område. Du analyserer, vurderer, udvikler og tager selvstændig stilling til policy og koncepter.
Du har mulighed for at sætte dit eget aftryk på arbejdsopgaver, idet vi vægter din evne og vilje til løbende selv at præge stillingens fremtidige indhold, blandt andet i forhold til dine kompetencer samt skifte af prioriteter, i forhold til sektionens arbejdsopgaver.
Om dig
Du er kaptajn og har færdigheder inden for Joint Fires og Targeting. Du har gerne baggrund som joint terminal attack controller (JTAC) ved specialoperationsstyrkerne. Alternativt kan du være JTAC fra flyvevåbnet med en baggrund som fx airplanner eller air battle manager.
Det er ønskeligt, at du tidligere har forrettet tjeneste i en operativ stilling på stabsniveau.
Du er analytisk stærk, og er såvel udviklings- som løsningsorienteret. Du besidder gode samarbejdsevner og formår at opbygge tætte og konstruktive samarbejdsrelationer med såvel interne som eksterne kollegaer i Specialoperationskommandoen og Forsvaret.
Du besidder evnen og viljen til at påtage dig det naturlige ansvar for at drive planlægningsprocesser eller sagsbehandlingsopgaver på tværs af sektionen, afdelingen og/eller staben ved SOKOM. Du er i stand til at arbejde selvstændigt og har gode evner inden for kommunikation, planlægning og styring af pålagte opgaver.
Som person er du kendetegnet som værende innovativ og nytænkende, og du lader dig ikke begrænse af gængse normer, rammer og standarder.
Generelt er hverdagen ved Operationsafdelingen meget afvekslende og du skal forvente, at der vil være perioder, hvor der er behov for, at du er fleksibel i forhold til arbejdstid.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til Yderst Hemmeligt / NATO Cosmic Secret og bibeholde denne sikkerhedsgodkendelse under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Fast tjenestested er Flyvestation Aalborg.
Kontakt og ansøgning
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef J3/SOKOM på tlf.:728 57180 eller på mail FKO-S-CHJ3@MIL.DK.
Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent Helle Elgaard Peterslund ved Personelkommandoen på telefon 728 19104.
Ansøgningsfrist er torsdag den 19. juni 2025. Samtaler forventes gennemført uge 26.
Stillingen er til besættelse den 1. august 2025. Den endelige ansættelsesdato vil blive koordineret med din nuværende chef.
Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.