Arktisk Kommando
Vil du være med til at styrke udviklingen af Forsvarets operative opgaveløsning i Arktis?

Vil du være med til at styrke udviklingen af Forsvarets Operative opgaveløsning i Arktis?

Hvis du interesserer dig for udviklingen i Arktis, og har mod og evner til at kaste dig ud i kompleks projektstyring i en militær organisation med nationalt og internationalt fokus, så opfordres du til at søge stillingen som projektmedarbejder ved Arktisk Kommandos projekt- og udviklingselement på Kastellet i København.

Om os

Arktis er gennem de seneste år blevet et fokusområde, hvilket i særlig grad skyldes forskydninger i den geostrategiske balance. Implementeringen af Arktisk Kapacitetspakke samt udmøntningen af det igangværende forsvarsforlig, danner rammen om en rivende udvikling for Arktisk Kommando, hvor dagligdagen ofte er præget af den politisk strategiske kontekst. 

Arktisk Kommandos fokus er på at gennemføre operationer og Planlægningssektionen, som du bliver en del af, består af ca. 15 erfarne medarbejdere, hvis opgave er at varetage den langsigtede og strategiske planlægning. Sektionens forestår desuden udvikling og implementering af diverse projekter, herunder forligsprojekter og er samtidig ansvarlig for Arktisk Kommandos organisations- og procedureudvikling samt overordnet ansvarlig for kommandoens internationale samarbejde.

Om stillingen

I Projekt- og Udviklingselementet, under Planlægningssektionen, er vi 5 medarbejdere. Som projektmedarbejder og sagsbehandler kommer du til at spille en central rolle i den forsatte implementering af Arktis Kapacitetspakke samt diverse forligsinitiativer, hvoraf flere endnu ikke er kendt. Du vil således få helt konkrete projekter, der skal eksekveres på - ligesom du forventes at bidrage til elementets/sektionens øvrige opgaver.

Du vil opleve, at der er stor mulighed for indflydelse på udviklingen i Arktis. Arktisk Kommando er kendetegnet ved, at der ikke er langt fra sagsbehandleren til de centrale beslutningstagere, hvilket både fascinerer og forpligter!

I forbindelse med din daglige opgaveløsning forventes du at identificere og selvstændigt gå i dialog med fagpersoner internt i Arktisk Kommando samt på tværs af koncernen og hos vores mange eksterne/internationale samarbejdspartnere. Stillingen fordrer en høj grad af selvstændighed og din succes i stillingen vil i høj grad afhænge af din evne til at skabe overblik over komplekse problemstillinger, indgå nye relationer samt bidrage aktivt til det tværfagligt samarbejde.

Stillingen er placeret på Kastellet i København, men der må forudses nogen rejseaktivitet.

Om dig

Vi forventer at du:

· Er proaktiv og opsøgende i opgaveløsningen

· Kan bevare overblikket og prioritere dine opgaver, så de løses rettidigt

· Er en tydelig kommunikator, på skrift og i tale

· Formår at skabe gode samarbejdsrelationer på alle niveauer

· Har erfaring med sagsbehandling

· Er detaljeorienteret

· Har personlig integritet

· Besidder gode analytiske evner

· Har en relevant videregående uddannelse (fx cand.merc, cand. scient. pol)

· Kan sikkerhedsgodkendes til HEMMELIGT.

 

Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i København.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

 

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte den daglige leder af Projekt- og Udviklingselementet for Udviklingskontoret ved J5 Rasmus Heede Ulrich på FKO-A-J510@MIL.DK, telefon 32 66 57 49.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Camilla Elleman Keldsted på telefon 3266 5521.

Ansøgningsfristen er den 16 juni 2025 og der gennemføres samtaler løbende.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Arktisk Kommando

Arktisk Kommando er en operativ kommando med ansvar for Forsvarets indsættelser i Nordatlanten og Arktis. Kommandoens ansvarsområde omfatter både Grønland og Færøerne samt omkringliggende havområder. Arktisk Kommandos mission er at beskytte Kongeriget i Arktis og Nordatlanten. Det indebærer evnen til at kunne håndtere kriser og ultimativt at gennemføre militært forsvar af Grønland og Færøerne – i samarbejde med andre nationale og internationale hovedkvarterer. Vi gennemfører overvågning samt suverænitetshævdelse – året rundt. Vi løser og støtter samtidig en lang række samfundsopgaver, fx eftersøgnings- og redningstjeneste, miljøovervågning og fiskeriinspektion. Det kræver forudseenhed og tæt samarbejde med især grønlandske og færøske myndigheder, men også internationale partnere så som kystvagter i nabolandene til Grønland og Færøerne.

Arktisk Kommando er værnsfælles, og vi har indsat enheder fra søværnet, special-operationskommandoen og flyvevåbnet i operativ kontrol 24/7. Ved behov kan Arktisk Kommando desuden forstærkes af enheder og andre kapaciteter fra alle værn samt Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen. Kommandoen har hovedkvarter i Nuuk, hvor der for tiden arbejder ca. 70 medarbejdere, samt personel flere steder på øst- og vestkysten af Grønland, på Færøerne og i Danmark.

 

Fakta

Application due
16-06-2025

Start date
Start hurtigst muligt

Work hours


Position category


Position type
AC'er

Workplace
København by

Workplace


Contact
Jacob Matthiesen 
Camilla Elleman Keldsted 
Rasmus Heede Ulrich 
Teamleder
 
Share/Print