Logo for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Officer til Ukraineenheden i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Vil du bidrage til Ukraines frihedskamp? Og trives du i en dagligdag i tæt dialog med mange samarbejdspartnere, høj strategisk vigtighed og et stærkt eksekveringsmæssigt fokus?

Om os
Ukraineenheden er centrum for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses (FMI) donations- og støtteindsats til Ukraine. Herunder donationer, uddannelsesstøtte, samarbejde med industrien og brancheorganisationer, konferencer mv. Donationer til Ukraine har siden Ruslands angreb på Ukraine i 2022 haft stor politisk fokus og er en kompleks og vigtig opgave for FMI.

Ukraineenheden er – sammen med de øvrige strategiske og politiske fokuserede programmer i FMI - forankret i den nyoprettede Investeringsdivision. Ukraineenheden består af en chef, en næstkommanderende og to sektioner (UE1 og UE2). Samlet er vi 15 militære og civile kollegaer. Vi løser vores opgaver i tæt samarbejde med FMIs øvrige divisioner og afdelinger, Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen og den danske ambassade i Kyiv.

Vi støtter hinanden og samarbejder aktivt for at nå vores fælles mål. Vi lægger vægt på trivsel og glæde i jobbet i en positiv, støttende og til tider travl atmosfære, hvor vi står sammen om at løse de udfordringer, vi møder. Vi stræber altid efter at levere vores bedste og tilbyder dig ikke bare et job, men også en god mulighed for personlig og faglig udvikling.

Du er en del af UE1, der består af en chef og fem medarbejdere.

Vi har ansvaret for at koordinere og drive store anskaffelser til donation til Ukraine. Anskaffelserne sker på baggrund af aktstykker, der udmønter midler fra Ukrainefonden.

Sektionen har endvidere ansvaret for at screene ukrainske virksomheder mhp. direkte anskaffelser hos disse i samarbejde med de ukrainske myndigheder – processen er også kendt som Den Danske Model.

Endelig varetager sektionen opgaver ift. uddannelsesstøtte til donationer i samarbejde med Forsvarskommandoen samt bidrager til løsning af diverse myndighedsopgaver (politiske spørgsmål, aktindsigt, revisioner mv.).

Om stillingerne
Som erfaren sagsbehandler har du et selvstændigt ansvar for at drive et antal store anskaffelsesforløb, der munder ud i en konkret donation af materiel til Ukraine.

Du har en arbejdsdag, hvor du er i tæt dialog og samarbejde med departementet, du afholder interne koordinationsmøder med materielfaglige specialister og indkøbsjurister fra FMI, koordinerer med Forsvarskommandoen, udarbejder beslutningsoplæg, laver præsentationer samt foretager konkret sagsbehandling fx af svar på politiske spørgsmål og lignede.

Du har en central rolle i at finde hensigtsmæssige veje og løsninger og du bidrager til, at vi løbende kan forbedre vores sagsbehandling.

Vi sætter pris på, at vi er forskellige og bidrager med forskellige færdigheder og blik på opgaveløsningen. Derfor ser vi sammen på opgavefordelingen inden for sektionens ansvarsområder, når du starter hos os. 

Der er tale om 2 stillinger. 

Stillingerne er også slået op civilt.

Om dig
Du er Kaptajn/kaptajnløjtnant eller major/orlogskaptajn.

Du agerer selvstændigt inden for givne rammer, og du har en konstruktiv og løsningsorienteret kommunikationsstil. Du står fast, når det er nødvendigt.

Har du erfaring fra projektarbejde og/eller samarbejde med (forsvars)industrien, vil det være nyttigt.

På toppen af det, vægter vi den rette personlighed og tilgang til arbejdet højt.

Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.

Dette brede opslag omfatter kaptajner/kaptajnløjtnanter og majorer/orlogskaptajner i løngruppe 4 og 5. Stillingens indhold og niveau justeres efter den valgte kandidat.

Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Dit faste tjenestested er FMI i Ballerup.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingerne, er du meget velkommen til at kontakte chefen for Ukraineenheden på telefon 5183 6871.

Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent Helle Elgaard Peterslund ved Personelkommandoen på telefon 728 19104.

Ansøgningsfristen er den 18. juni 2025. Vi holder løbende ansættelsessamtaler.

Stillingen er til besættelse den 1. juli 2025. Den endelige ansættelsesdato bliver koordineret med din nuværende chef.

Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for.

Fakta

Application due
18-06-2025

Start date
01-07-2025

Work hours
37 timer

Position category


Position type
Militære stillinger

Workplace
Københavns omegn

Workplace


Contact
 
 
 
 
Share/Print