MULTINATIONAL DIVISION NORTH
Leder af Operationsplanlægningsteam til G5 ved Multinational Division North (Slagelse)

Her er muligheden for en stilling, hvor ledelse, doktrin, taktik og landmilitær operationsplanlægning er i centrum. Du bliver en del af et professionelt og velfungerende sektion, der har arbejdsglæde og personlig udvikling i fokus, mens vi bidrager substantielt til NATOs opgave med afskrækkelse af og ultimativt forsvaret mod Rusland.

Om os
Multinational Division North (MND N) er en operativ division, der støtter NATOs forsvar af Letland og de baltiske lande. Med bidrag fra 13 nationer og hovedkvarterer i Adazi, Letland, og Slagelse, Danmark, arbejder vi på tværs af grænser for at styrke operative kapaciteter og sikre samarbejde i NATO-strukturen.

Vores dynamiske, multinationale miljø skaber rammerne for stærke relationer og spændende opgaver på tværs af strategiske og taktiske niveauer.

Om stillingen
Som leder af Operationsplanlægningsteam 1 bliver du en nøgleperson i Planlægningscentret (til daglig G5), der ledes af en dansk oberstløjtnant og består primært af to operative planlægningsteam med officerer fra flere NATO-nationer. Her arbejder vi tæt sammen om divisionens kerneopgaver, der inkluderer landmilitær operationsplanlægning, udvikling og vedligeholdelse af doktriner og vores taktiske SOP/SOI samt deltagelse i uddannelse og øvelser.

Kulturen i G5 er præget af faglig professionalisme, stærkt kammeratskab og fokus på både personlig udvikling og arbejdsglæde samt viljen til at løfte ansvaret for Divisionens samlede mission. Vi arbejder aktivt med vores korpsånd og gør os umage for at pleje kammeratskabet og have det sjovt sammen, når vi er på arbejde.

Derudover har vi fokus på ”work-life balance”, hvilket kommer til udtryk gennem en fleksibel tilgang til at planlægge arbejdet, så der er plads til familie, børn og fritidsliv.

Som leder af Operationsplanlægningsteam1 (Head Operational Planning Team 1) vil du først og fremmest lede operative planlægningsopgaver med et team af stabsofficerer, der sammensættes af G5s egne planners samt planners fra resten af hovedkvarterets funktionelle centre. Et Operational Planning Team består af et sted mellem 10 og 20 planners afhængigt af opgaven.

Til daglig vil du fungere som næstkommanderende i G5. Du vil her sammen med ACOS G5 lede G5s samlede opgaveløsning samt bidrage til denne. Ud over de nævnte operative kerneopgaver omfatter opgaverne sagsbehandling til støtte for ledelsen i et to-stjernet NATO hovedkvarter og udviklingsarbejde inden for bl.a. doktrin og procedurer relateret til taktisk og operativ planlægning.

Du vil i stillingen skulle gennemføre selvstændig sagsbehandling af komplekse emner, der dels involverer hovekvarterets øvrige brancher, dels eksterne myndigheder. Disse emner vedrører for langt størstedelens vedkommende taktik og operationer.

Herunder vil du skulle deltage i operationsplanlægning ved korpshovedkvarteret, 1. German-Netherlands Corps, og andre hovedkvarterer i NATO samt deltage i arbejdet med divisionens udvikling som kapacitet i NATO. 

Der vil også være opgaver relateret til planlægning og gennemførelse af uddannelse og øvelser i relation til operationsplanerne.

Opgavernes karakter forudsætter en strategisk tilgang, stærke samarbejdsevner og evnen til at arbejde i et multinationalt miljø.

Stillingen vil ud over erfaring med divisionsniveauet således også give indsigt i korpsniveauets operative planlægning og procedurer. Du vil således besidde en stilling, hvorfra du til fulde kan bringe dine kvalifikationer fra Hærens Operations- og Føringsuddannelse (OFU) i spil samt udvikle disse til reelle kompetencer.

I stillingen får du en særlig mulighed for at udvikle din operative forståelse og dine strategiske færdigheder i et inspirerende internationalt arbejdsmiljø. Du får mulighed for at løse selvstændige opgaver, fleksible arbejdsrammer og mulighed for karriereudvikling.

Du vil i stillingen få en unik mulighed for at udvikle dine planlægningsevner i en kontekst af de højeste taktiske niveauer. En kompetence, der vil komme dig til gavn i dit fremadrettede karriereforløb. Stillingen anvendes endvidere til talentudvikling ved divisionen, hvorfor – hvis du ikke allerede er i et talentudviklingsforløb – vil få mulighed for at blive vurderet med henblik på optagelse i et sådant forløb.

Da hovedkvarteret er opdelt med kontorer i Slagelse og Adazi, må der forventes op til ca. 40 rejsedage, dog er disse dage varslet i god tid og i resterende perioder er der høj fleksibilitet i arbejdsbelastning, for at kunne læse MMS/OFU eller bidrage til familiens hverdag.

Stillingen er placeret med fast tjenestested i Slagelse, og der vil være rejseaktivitet - op til ca. 40 rejsedage - til hovedkvarterets østlige del i Adazi, Letland, vores nabodivisioner i Estland og Litauen samt til korpshovedkvarteret i Münster, Tyskland. Rejserne vil normalt være planlagte og varslet i god tid.

Om dig
Du har gennemført Master i Militære Studier (MMS) og gerne også OFU eller et udenlandsk kursus, der ækvivalerer MMS og OFU. Hvis du er kaptajn/kaptajnløjtnant, og er i gang med eller optaget på MMS, og i øvrigt har den rette profil, hører vi også gerne fra dig. Du vil således skulle indgå en uddannelsesaftale og bestride stillingen ved funktion i højere stilling.
For de fleste vil arbejdet i et multinationalt divisionshovedkvarter være nyt, men så længe, at du har viljen til at lære og synes at det er spændende at arbejde med - samt har flair for operationer - så vil du kunne få en unik mulighed for din personlige udvikling.

Din tjenestegrensbaggrund er ikke afgørende, da operationsplanlægning på divisionsniveau afspejler en tilgang om ”Combined Arms”. Erfaring fra tjeneste på brigadeniveau eller andre taktiske og operative hovedkvarterer kan bringes i spil i stillingen. Det er heller ikke afgørende for os, om du er relativt ung, eller om du er en mere erfaren officer. Det betyder mere for os, at du besidder taktisk forståelse, analytisk skarphed, helhedsorientering, viljen til at lære og evnen til at samarbejde.

Det vil være en fordel, hvis du er omstillingsparat og kan tilpasse dig hurtigt til vekslende krav samt vilkår i den taktiske opgaveløsning. Du er i stand til at bevare overblikket og kan levere produkter af tilfredsstillende kvalitet til tiden.

Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer/orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes til hemmeligt og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Stillingen bestrides som fast tjeneste ved Multinational Division North i Slagelse.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen er du velkommen til at kontakte chef for G5, oberstløjtnant Kim Hjortflod Madsbjerg, på telefon +45 21 42 96 97 eller telefon +371 28 60 93 33.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du ringe til Personelkommandoen, HR-konsulent kaptajn Glen Spangenberg Rasmussen på telefon 32 66 53 61

Ansøgningsfrist er 24. juni 2025. Ansættelsessamtaler forventes gennemført umiddelbart herefter.

Ansættelse forventes at være den 1. august 2025 eller snarest muligt herefter.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Multinational Division North
Multinational Division North (MND-N) er et operativ divisionshovedkvarter med afskrækkelses- og forsvarsprofil i NATOs styrkestruktur med en permanent tilstedeværelse i Letland. I fredstid vil hovedkvarteret være beliggende i Riga, Letland samt i Karup og Slagelse. 
MND N er en taktisk landmilitær føringskapacitet, der i fredstid kan gennemføre operativ planlægning og koordination af alle hærstyrker i de baltiske lande, samt en kapacitet der i tilfælde af krise og konflikt kan føre landmilitære styrker inden for det fulde opgavespektrum med op til seks brigader, herunder 1-2 danske brigader, i operationsområdet indtil eksempelvis NATOs hurtige udrykningsstyrke og efterfølgende opfølgningsstyrker ankommer.
MND N hovedopgaver er i fredstid at forestå uddannelse af danske, estiske, lettiske og litauiske brigadehovedkvarterer med op til syv brigadestabe. Divisionen skal desuden gennemføre den yderligere øvelsesvirksomhed, der sikrer landmilitære styrkers evne til at gennemføre taktiske aktiviteter, inkl. integration af enheder fra enhanced Forward Presence (eFP). Endvidere skal divisionen kunne indhente og forestå den nødvendige rapportering til foresat NATO styr-kestruktur og opretholde et situationsbillede i ansvarsområdet. Slutteligt skal divisionen støtte forsvarsplanlægning i ansvarsområdet med henblik på at skabe en sammenhængende plan på tværs af landegrænser, der i højere grad tager højde for NATOs operative planlægning.
Herudover bidrager MND N til udvikling af den danske, estiske og lettiske hær inden for bl.a. studie- og udviklingsvirksomhed, doktrinområdet og specialer på troppeenhedsniveauet.

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på forsvaret.dk

Fakta

Application due
24-06-2025

Start date
01-08-2025

Work hours
37

Position category


Position type
Militære stillinger

Workplace
Vest- og Sydsjælland

Workplace


Contact
 
 
 
 
Share/Print