Er du grundig, systematisk og en god kollega? Har du lyst til at arbejde i et fagligt stærkt team, hvor vi løser tilskuds- og regnskabsopgaver for hele Børne- og Undervisningsministeriet? Så er du måske en af de to nye kolleger, som vi mangler i vores arbejdsfællesskab.
Du bliver en del af teamet for tilskud og koncernregnskab, som er forankret i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Du kommer til at have mange kontaktflader både i og udenfor ”huset”, da kontakten til uddannelsesinstitutionerne og mellem styrelsen og de andre myndigheder i ministeriets koncern betyder meget i det daglige arbejde. Derfor er det vigtigt, at du er velorganiseret, har et stærkt servicegen og en naturlig nysgerrighed.
Om arbejdsopgaverne
I teamet hjælper vi hinanden og følges ad med at løse mange, alsidige opgaver. Vi arbejder med tilskudsberegning, udbetaling og tilskudskontrol og med regnskabsopgaver fra bogholderi til controlling. Vi prioriterer, at vi kan hjælpe hinanden på tværs af opgaver. Det betyder, at du bliver inddraget og involveret, også når reglerne bliver lavet om, og vejledninger skal rettes. Og så er vi stolte af at være tilskuds- og regnskabsnørder – så selvom du nok ikke er tilskuds- eller regnskabsnørd endnu, så skal du have lyst til at blive det.
Dine arbejdsopgaver kan blandt andet være:
- Beregning og udbetaling af tilskud
- Bogføring og kontrol af udgiftsbilag
- Hjælp til ministeriets forkontorer og øvrige rekvirenter om kontering mv.
- Kontrol af ledelses- og revisorerklæringer i tilskudskontrollen
- Bidrag til udgiftsopfølgning og budgettering
- Udarbejdelse af vejledninger
- Håndtering af henvendelser fra uddannelsesinstitutioner
Din konkrete opgaveportefølje sammensætter vi ud fra dine kompetencer og erfaring.
Om dig
Vi forventer, at du har følgende kvalifikationer:
- Du har en relevant uddannelse – du kan fx være kontoruddannet, akademiuddannet, professionsbachelor i offentlig administration eller lignende
- Du har erfaring med sagsbehandling, administrative processer og eventuelt afgørelser
- Du er god til skriftlig formidling
- Du har et skarpt blik for de vigtige detaljer i store bunker af information
- Du er serviceminded og indstillet på at have en stor kontaktflade
- Du er hjælpsom overfor både kolleger og eksterne kontakter.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat efter organisationsaftale mellem Finansministeriet og HK/STAT for kontorfunktionærer m.fl. eller anden relevant overenskomst i staten. Forventet opstart er 1. oktober 2025, men hvis muligt gerne før.
Arbejdstiden er 37 timer ugentligt.
Ansættelsessted: Teglholmsgade 1, 2450 København SV. Styrelsen flytter i løbet af efteråret til Kalvebod Brygge.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Tore Dyrberg-Jessen – telefon 33 92 51 21 eller mail tore.dyrberg-jessen@stukuvm.dk. Du kan også læse om styrelsen på vores hjemmeside https://www.uvm.dk/ministeriet/job-i-ministeriet.
Lyder det som noget for dig?
Send din ansøgning, cv og eksamensbevis elektronisk senest d. 3. august 2025. Du søger stillingen via vores hjemmeside uvm.dk/job.
Vi forventer at afholde samtaler løbende.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) er del af Børne- og Undervisningsministeriet. Vi bidrager til fagligt stærke uddannelser til alle. Vi fremmer kvalitetsudvikling på uddannelser og dagtilbud på Børne- og Undervisningsministeriets område, varetager tilsyn med kvaliteten på uddannelser og understøtter en effektiv institutionsdrift.
Vi understøtter den løbende implementering af politiske reformer ved at inddrage ny viden og data. I tæt dialog med skoler, institutioner, foreninger og arbejdsmarkedets parter arbejder vi for at gøre det lettere at give god undervisning og skabe gode dagtilbud.
Styrelsen er lokaliseret i København og Holbæk.
Vi ønsker, at medarbejdernes sammensætning afspejler samfundets og ser frem til din ansøgning uanset personlig baggrund – vi ser kun på kvalifikationer og kompetencer.