Efter kort tid i denne stilling vil du opnå en indgående forståelse for flyvevåbnets kapaciteter og et bredt netværk i Flyverkommandoen, som er få forundt.
Du vil få en hverdag, der er præget af daglig koordination og sparring med chefer og specialister inden for forskellige fagområder. Du lærer at behandle sager, der har ledelsen- og i nogle tilfælde også offentlighedens bevågenhed.
Udviklingen af dine kompetencer som sagsbehandler og indsigt i organisationen bliver et godt afsæt i din videre karriere.
Vigtigst af alt, kommer du til at sidde på et kontor, hvor åbenhed, faglig sparring og ledelsesmæssige drøftelser vægter højt.
Om os
Flyverkommandoen ligger i Karup og er en del af Forsvarskommandoen. Vi er blandt andet ansvarlige for planlægning, gennemførelse og kontrol af Flyvevåbnets styrkeproduktion, indsættelsesevne, operative sikkerhed, flyvesikkerhed og luftdygtighed samt føring af Flyvevåbnets nationale indsættelse.
Om stillingen
I stillingen som sagsbehandler i Kapacitetsdivisionen er din opgave at varetage styring og koordination på tværs af afdelingerne. Ansvarsområderne omfatter tværgående opgaver i divisionen, herunder oplæg til bl.a. Accelerationsfonden og oplæg i relation til forlig og forligsimplementering. Du vil også skulle yde ledelsesstøtte til divisionens chefer, herunder særligt divisionschefen. I forhold til sidstnævnte vil dette være opgaver relateret til direkte ledelsesstøtte, herunder koordination af mødeforberedelse, kalenderaftaler, overblik over sager i indbakken mm.
Arbejdsprocesserne bærer særligt præg af opgaveanalyse og koordination med ressortafdelinger, da Kapacitetsdivisionen er kendetegnet ved at varetage et bredt opgavekompleks. Du vil derfor også støtte med ad hoc opgaver i det omfang det passer med dine ansvarsområder. Dette afstemmes løbende med divisionschefen, som du indgår i en tæt dialog med, hvor både organisationens behov såvel som dine interesser og kompetencer får indflydelse på dine opgaver.
Der er mulighed for hjemmearbejdsdage efter aftale og stor fleksibilitet.
Om dig
Du er major eller kaptajn i gang med/optaget på Master i Militære Studier. Du vil således skulle indgå en uddannelsesaftale og bestride stillingen ved funktion i højere stilling indtil eventuel udnævnelse.
Du er god til at samarbejde og styre flere samtidige opgaver uden at miste overblikket. Du er åben og opsøgende i forhold til sparring om din opgaveløsning og udvikling.
Du har et positivt mindset og trives med omskiftelige opgaver og deadlines, der kan være korte. Du er konstruktiv, engageret og udadvendt og trives også med opgaver, der fordrer fordybelse og koncentration.
Du er grundig og struktureret med gode evner inden for skriftlig fremstilling.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er i opslag både som militær og civil.
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer/orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes til hemmeligt og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Dit faste tjenestested vil være på Flyvestation Karup.
Kontakt og ansøgning
Vil du høre mere om stillingen, kan du kontakte chefen for Kapacitetsdivisionen oberst Kim Krogh på telefon 728 12521.
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du ringe til Personelkommandoen, HR-konsulent kaptajn Glen Spangenberg Rasmussen på telefon 32 66 53 61
Ansøgningsfristen er den 18. juli 2025. Samtaler forventes afholdt løbende.
Stillingen er til besættelse den 1. september 2025, eller snarest muligt herefter.
Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Flyverkommandoen
Flyverkommandoen består af en Operationsdivision med et National Air Operation Centre (NAOC), en Planlægnings- og Kapacitetsdivision, Aviation Safety og en Ledelsessektion. Flyverkommandoen planlægger og gennemfører nationale luftoperationer og luftmilitære øvelsesaktiviteter, opstiller Special Operation Air Task Group, er ansvarlig for styrkeproduktionen ved Flyvevåbnets enheder, samt støtter underliggende myndigheders opgaveløsning.