3. Eskadre
Dæksgaster til FRONTEX bidraget, Division 34

 

Vil du være en del af Division 34 med nybyggede fartøjer, der er indsat i et missionsområde langt fra Danmark året rundt?

Er du rutineret i dæksarbejdet og besidder et godt overblik?

Vil du være med til at beskytte Europas ydre grænse og gøre en forskel for liv og død for migranter?

3. Eskadre vil kendetegnes ved en fast og kendt planlægning, hvori arbejds- og familieliv kan gå op i en højere enhed og der tages hensyn til den enkelte medarbejders behov.

OM OS

Division 34 blev oprettet 1. december 2023 i 3. Eskadre. Divisionen står for opstilling af besætninger og materiel til det danske Coastal Patrol Boat (CPB) bidrag i det europæiske grænse- og kystvagtsagentur, FRONTEX.

Division 34 består af en ledelsessektion med chef, NK og teknikbefalingsmand, som varetager styrkeproduktion og sagsbehandling. Sektionen har ansvaret for divisionens ledelse, planlægning, vedligehold og forsyning.

Herudover består den af 24 faste medarbejdere, fordelt på seks fartøjsførere, seks

navigationsbefalingsmænd, seks maskingaster og seks dæksgaster, som i alt udgør de seks sejlende besætninger.

Besætningerne er i øjeblikket indsat på den italienske ø Lampedusa.

I starten af 2025 modtog divisionen to helt nye - og meget manøvredygtige - patruljefartøjer med farter på over 30 kn.

 

OM STILLINGEN

Opgaven for CPB-bidraget er overvågning af Europas ydre grænser.

Lampedusa kaldes for ”porten til Europa” og oplever en stor tilstrømning af migranter, som ønsker ophold i EU. Italien har løst denne opgave i over 10 år, i de sidste mange år med hjælp fra skiftende FRONTEX samarbejdspartnere, og er derfor meget rutinerede og kompetente i denne opgave.

Det er Rigspolitiet, der bestrider myndighedsopgaven, og til dette støtter Søværnet politiet med besætninger, materiel og logistik.

Den primære opgave er i øjeblikket ombordtagning, slæbning og eskorte af migranter til sikker modtagelse og registrering af myndighederne i land, samt herudover regulær søredning (SAR).

Som besætningens eneste dæksgast skal du kunne tænke selvstændigt og udvise initiativ. Det er dig, der er ansvarlig for, at såvel dæksudrustning og beholdning er i orden. Det forventes, at du kan tænke kreativt i løsningen af opgaven og være forudseende, idet der kan være begrænsede midler til rådighed grundet missionens placering på en meget lille ø midt i Middelhavet.

Der er ikke nogen daglig leder til at sætte dig i gang, du skal derfor selv identificere og iværksætte nødvendige tiltag og arbejdsopgaver, hvad end det er fra rengøring, nedvaskning og eftersyn, udfærdigelse af slæbeanordninger, fendersystemer og fortøjninger til selvstændigt at give input til udvikling af SOP’er samt bestilling af materiel.

Du vil altid kunne få hjælp og vejledning fra din egen besætning såvel som dæksgasten på søsterbesætningen. Ligeledes har du et tæt samarbejde med maskingasten om bord om de daglige opgaver, samt støtter ved f.eks. maskineftersyn, når behovet er der.

Det er vigtigt, at du har gjort op med dig selv, om du er klar til at indgå i operative opgaver, hvor der kan være alvorlige udfald af en operation til søs i forbindelse med håndteringen af migranter.

Migranterne er ofte længe undervejs, og der er en risiko for, at deres lange tur over Middelhavet ikke ender lykkeligt. Den mentale belastning i forbindelse med dette kan være høj.

Udsendelsesperioderne har en varighed af 5,5 uger, hvor de seks besætninger indgår i en rullende tørn, med to besætninger udsendt af gangen. Det betyder, at der skal forventes 120-140 dage i missionsområdet om året. Da besætningerne ikke er fast sammensatte, er der en vis fleksibilitet i tørnen.

Under din udsendelse er du indkvarteret i land og deler patruljerne med den anden besætning. Det fungerer i praksis således, at der er to dage med hver en patrulje af 6-10 timers varighed og efterfølgende to patruljefrie dage med dagligt arbejde, træning af procedurer samt fysisk og mental restitution.

Du repræsenterer Søværnet og Forsvaret og skal desuden agere i og uden for tjenesten i forhold til FRONTEX ”Code of Conduct”. Det er vigtigt, at du har forståelse for andre kulturer og traditioner, da det fordrer et godt samarbejde gennem interaktion med de lokale samarbejdspartnere.

Hjemmeperioderne har en varighed på ca. 10 uger og bruges på afspadsering, uddannelse, kursus og opretholdelse af kvalifikationer.

Hvis du ønsker det, er der også god mulighed for udlån.

Du vil få fast tjenested i enten KORSØR eller FREDERIKSHAVN. Det er op til dig.

OM DIG

Det forventes, at du er selvstændig og besidder evnen til at aktivere dig selv, og ønsker at lære nyt.

Du opsøger selvstændigt arbejdsopgaver og sætter en ære i at levere et godt resultat og derved være med til at bidrage til enhedens samlede opgaveløsning.

Du besidder et godt humør og kan indgå i en lille besætning med en flad struktur. Du kan tænke ud af boksen og se muligheder i stedet for begrænsninger og går altid til opgaven med en positiv indstilling. Vi håber, du er energisk og ikke har noget imod at give en ekstra hånd, når der er travlt - også når det kræves, at der bliver set bort fra faggrænser. Såvel besætningen som bidraget er en lille enhed, hvor der løftes i flok, og folk forventes at hjælpe hinanden både til søs og på land.

Under migranthændelser er det ofte fysisk krævende, og du skal derfor være i stand til håndtere dette.

Du skal som minimum have gennemført en grunduddannelse i Søværnet.

Da opgaven er en international udsendelse, skal du til hver en tid leve op til forsvarets fysiske basiskrav og have gyldigt blåt bevis. Desuden skal du kunne bestå en K-skydning.

Har du interesse for førstehjælp og sanitet, gives er der rig mulighed for uddannelse inden for dette område.

 

LØN-OG ANSÆTTELSESVILKÅR

Stillingen er en marinekonstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Fast tjenestested vil være i Korsør/Frederikshavn.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

 

KONTAKT OG ANSØGNING

Vil du vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte Næstkommanderende Rune Sørensen på e-mail: 3E34-NK@mil.dk eller telefon 6113 4170.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Rikke Højlund ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på mail FPS-RTH@MIL.DK.

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Ansøgningsfrist er 16. november 2025. Stillingerne er ledige fra 1. januar og 1. februar 2026.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

 

Om 3. Eskadre
3. Eskadre i Søværnet omfatter spændende og alsidige arbejdspladser, på sejlende enheder såvel som landtjenestesteder.

I 3. Eskadre får du ansvar og anerkendelse, samt stor mulighed for personlig og faglig udvikling.

Eskadrens opgaver omfatter sømilitære opgaver med særligt fokus på farvandene i og omkring Danmark, herunder myndighedsopgaver af permanent karakter samt civilt relaterede samfundsnyttige maritime opgaver. 3. Eskadre enheder løser Søværnets nationale opgaver 24/7/365.

Den største del af eskadrens enheder er beskæftiget med overvågning, suverænitetshåndhævelse, miljø- og transportopgaver samt søredning. Eskadrens enheder er desuden beskæftiget med uddannelse af kadetter.

Ud over de mange skibe er 3. Eskadre endvidere ansvarlig for drift af flådestationerne i Frederikshavn og Korsør, Kystredningstjenesten samt Søværnets Overvågningsenhed, med decentralt placerede enheder rundt om i landet.

 

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk

 

Fakta

Application due
16-11-2025

Start date
01-01-2026

Work hours


Position category


Position type

Workplace
Vest- og Sydsjælland

Workplace


Contact
 
 
 
 
Share/Print