Er du uddannet sergent eller konstabel, og har du stærke el-tekniske kompetencer kombineret med mekanisk forståelse? Trives du med en varieret hverdag, hvor du både arbejder med materiel, mennesker og beredskabsopgaver – og vil du være en del af en organisation, der gør en reel forskel, når det gælder? Så er du måske vores nye elektriker ved Beredskabsstyrelsen Sjælland.
Om os
Beredskabsstyrelsen Sjælland er et af Beredskabsstyrelsens fem værnepligtsuddannende beredskabscentre og har ansvaret for de operative statslige redningsopgaver på Sjælland samt en række brofaste øer.
Dækningsområdet omfatter cirka 2,5 millioner borgere.
Beredskabsstyrelsen Sjælland opretholder et døgnberedskab 24/7/365 og støtter løbende kommunale redningsberedskaber, politiet, regioner, fødevaremyndigheder og andre samarbejdspartnere.
Historisk set har Beredskabsstyrelsen Sjælland forholdsmæssigt set et højt operativt aktivitetsniveau – både i forhold til indsatser og øvelser. Det stiller store krav til vores materiel og logistik.
På centeret er vi knap 60 ansatte med forskellige faglige baggrunde. Hertil kommer kolleger, der understøtter centeret med kantine- og etablissementsdrift.
Sideløbende med vores operative opgaver uddanner vi hvert år omkring 130 værnepligtige til redningsspecialister.
På beredskabscenteret har vi opgaven i centrum, og vi arbejder målrettet på at sikre den nødvendige sammenhængskraft mellem både de udførende og de understøttende elementer af en indsats.
Logistikenheden spiller en afgørende rolle for centerets samlede opgaveløsning. Når vi bliver anmodet om assistance, skal materiel, køretøjer og udstyr fungere – uden kompromis. Det handler både om opgaveløsningen og om at sikre et godt arbejdsmiljø for alle vores kolleger.
Logistikenheden består af ca. 17 medarbejdere fordelt på værksted, depot og logistisk sagsbehandling.
Om stillingen
Som elektriker ved Beredskabsstyrelsen Sjælland bliver du en del af logistikenheden, hvor du indgår i den samlede opgaveløsning sammen med kollegaer med forskellige faglige baggrunde. Du får en alsidig hverdag med både selvstændige opgaver og tæt samarbejde med kollegaer, værnepligtige og øvrige medarbejdere.
Dine primære opgaver vil være at servicere, vedligeholde og reparere elektrisk materiel, herunder generatorer, el-pumper, el-værktøj og belysningsudstyr, som anvendes ved ulykker og katastrofer – både nationalt og internationalt.
Du vil samtidig have en vigtig rolle i kundebetjening internt i organisationen, hvor du bidrager til at sikre, at materiellet fungerer og er klar til brug.
Derudover forventes det, at du kan indgå som faglig nøgleperson i projektgrupper, der skal opbygge og implementere nye kapaciteter i det nationale katastrofeberedskab.
Stillingen rummer mulighed for – afhængig af dine kvalifikationer – at indgå i døgnvagtsberedskabet.
Stillingen kan besættes som enten konstabel eller sergent, afhængigt af dit uddannes og erfaringsniveau.
Dine hovedopgaver vil blandt andet være:
• Service, vedligehold og reparation af elektrisk beredskabsmateriel
• Fejlfinding og klargøring af udstyr til operative indsatser
• Bidrag til den samlede opgaveløsning i logistikafdelingen
• Kundebetjening og støtte til kolleger og værnepligtige
• Deltagelse i udvikling og implementering af nye beredskaber
• Bidrag til tværgående opgaver og projekter
Om dig
Du er fagligt stærk inden for el-området og har samtidig en god mekanisk forståelse. Du trives i en hverdag, hvor opgaverne varierer, og hvor du både skal kunne arbejde selvstændigt og som en del af et hold.
Du motiveres af at levere kvalitet og af at være en del af en organisation, hvor opgaverne har betydning for samfundets sikkerhed. Du tager ansvar, følger opgaverne til dørs og bidrager aktivt til et godt samarbejde.
Du passer ind hos os, hvis du kan se dig selv i en kultur, hvor faglighed, ordentlighed og samarbejde er i centrum, og hvor vi arbejder for at løse opgaverne effektivt – uden at gå på kompromis med hinanden.
Vi forestiller os, at du:
• Har praktisk erfaring med fejlfinding og reparation
• Har mekanisk flair og forståelse for tekniske systemer
• Arbejder struktureret og løsningsorienteret
• Trives med samarbejde på tværs af faggrupper
• Har lyst til at bidrage til udvikling og nye opgaver
Det er en fordel – men ikke et krav – hvis du har erfaring fra beredskab, Forsvaret eller lignende operative miljøer.
ANSÆTTELSESVILKÅR
Stillingens indhold, løn og funktionsniveau justeres efter den valgte kandidat.
For befalingsmandsgruppen
Stillingen er en sergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
For konstabelgruppen
Stillingen er en konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår.
Løn og ansættelsesvilkår for konstabler i Beredskabsstyrelsen er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
Faglært tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.
Dit faste tjenestested vil være i Næstved.
Som ansat i Beredskabsstyrelsen er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal blandt andet kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chefen for logistikenheden Claus P. Munk på telefon 51 22 78 38.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Kontorfuldmægtig Cecillia Sofie Christiansen ved Personelkommandoen på mail PKOM-CES@MIL.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er den 24. juni 2026 og samtaler forventes afholdt umiddelbart herefter.
Stillingen er til besættelse efter aftale.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes.
I Beredskabsstyrelsen tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Beredskabsstyrelsen
Beredskabsstyrelsen er en styrelse under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (MSSB), som blev etableret i august 2024. Styrelsen består af cirka 1.000 ansatte. Beredskabsstyrelsen arbejder både til lands og til vands. Styrelsen håndterer større ulykker, kriser, katastrofer og andre hændelser, der kan true samfundets grundlæggende funktioner. Beredskabsstyrelsen har ansvar for det statslige redningsberedskab og fører tilsyn med, rådgiver og assisterer de kommunale beredskaber. Derudover varetager Beredskabsstyrelsen en række operative kapaciteter og opgaver, herunder beredskabskommunikation samt sikkerhed og beredskab til søs. Et centralt element i styrelsens arbejde er uddannelse af ledere, instruktører og specialister, så beredskabet i Danmark opretholder et højt fagligt niveau. Styrelsen har hovedkvarter i Birkerød, men er repræsenteret over hele landet. Beredskabsstyrelsen er en mangfoldig arbejdsplads med medarbejdere fra forskellige faglige baggrunde og med mange typer opgaver – men med ét fælles mål: At skabe tryghed og passe på danskerne.