Beredskabsstyrelsen logo
Stabsofficer med et bredt udsyn til Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse i Tinglev

Besidder du gode analytiske evner og er du god til at sætte ting på skrift? Kan du holde overblikket når der er mange interessenter? Og har du en god evne til at tale med kolleger, samarbejdspartnere og eksterne kunder?
Så er du måske den kollega vi søger til at indgå i staben ved Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse.

Om os
Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse uddanner hvert år ca. 1.300 kursister og står i øvrigt til rådighed med beredskabsfaglig viden, erfaring og rådgivning over for kommuner, politi og andre aktører inden for beredskabsområdet. Vi er en central aktør i uddannelsen af operative ledere og mellemledere til det samlede danske beredskab. Uddannelsesporteføljen falder inden for det kommunale og statslige redningsberedskab, politiet, sundhedsberedskabet og andre myndigheder.

Vi er endvidere myndighed på uddannelsesområdet, hvor vi har ansvaret for de samlede beredskabsfaglige uddannelser og fører tilsyn med de lokale uddannelsessteder.

Staben ved Center for Uddannelse er en del af Ledelse og Styring, der også består af Sekretariat og Beredskabsstyrelsens Centrale Kursusadministration.

Om stillingen
Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse har en vital funktion med at uddanne operative ledere til blå-blink beredskaberne. Det kræver en sikker drift, og at vi som helhed lever op til de gældende krav og standarder.

Vi søger en Stabsofficer som vil få tillagt to hovedopgaver: Sikkerhedsofficer og Bygningskoordinator.

Som sikkerhedsofficer har du ansvaret for, at Center for Uddannelse efterlever de forhold, der beskrives i regelsættet om den militære sikkerhed. Det betyder, at du bl.a.

  • udarbejder og vedligeholder risikovurderinger, sikkerhedsinstrukser og sikkerhedsplaner,
  • gennemfører sikkerhedsbriefinger og sikkerhedsuddannelser,
  • sagsbehandler sikkerhedsgodkendelser og
  • rådgiver chefen om militærsikkerhedsmæssige forhold.

Stillingen kræver gennemgang af sikkerhedsofficersuddannelsen.

Bygningskoordinatoren er den centrale person ved Center for Uddannelse, der varetager kontakten til vores bygningsejer, der sørger for den daglige drift. Opgaven indebærer således tilsyn og fremadrettet planlægning, eksempelvis

  • møder med bygningsejer,
  • bygnings- og arealgennemgang,
  • koordinering af vedligeholdelsesarbejder,
  • modtagelse og vurdering af brugerbehov og
  • udarbejdelse af projektdefineringer.

Vi kræver ikke, at du er bygningsteknisk ekspert, men det vil være en fordel, hvis du kan kende forskel på en mursten og et forskallingsbræt.

Endelig skal du medvirke til en ”Sikker drift” der indebærer, at der skal være en plan for, hvorledes vi agerer hvis ikke tingene går som planlagt.

Ud over ovenstående opgaver vil du i samarbejde med de øvrige kolleger i staben skulle håndtere alle de opgaver som ikke naturligt kan placeres i driftsorganisationen.

Stillingen refererer til Stabschefen, og dens indhold kan i øvrigt tilpasses til dine kvalifikationer og interesse.

Om dig
Du ansættes som sektionsleder.

Din motivation og interesse for at medvirke til at udvikle det samlede redningsberedskab er essentielt for dit virke.

Som medarbejder i staben ved Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse er du en god kommunikator, du har gode evner til at formulere dig skriftligt og du har en høj grad af faglighed. Du forstår at prioritere dine arbejdsopgaver til gavn for helheden og det fælles bedste, og du vægter dit samarbejde med kolleger, samarbejdspartnere og kunder højt.

Dit helhedssyn er over middel. Du har en evne og en vilje til at se ting fra flere perspektiver, og du forstår vigtigheden af at inddrage alle parter i arbejdet.

Vi søger derfor en kollega der:

  • Evner samarbejdet og samtalen.
  • Er resultatorienteret og tænker selvstændigt og kreativt.
  • Trives med at deltage i et tværfagligt samarbejde.
  • Besidder et stort overblik og kan håndtere flere sager samtidigt.
  • Udviser en høj grad af selvstændighed og fleksibilitet.
  • Ser tingene fra flere perspektiver.
  • Har gode kommunikative evner både skriftlig og mundtlig.
  • Formår at tale med alle.

Da vi er en uddannelsesinstitution med et helhedsperspektiv vil det være naturligt, at du efter nærmere aftale kan indgå som underviser på de dele af kursusporteføljen, hvor dine faglige og personlige kompetencer matcher.

Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter sektionsledere. Er du allerede ansat under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Stillingen kan besættes af en korpsmester med et godt udviklingspotentiale og som vurderes klar til udnævnelse eller klar til udnævnelse indenfor en kortere årrække. I så fald vil der blive taget stilling til udnævnelse i forbindelse med ansættelsen eller der vil blive udarbejdet en uddannelsesaftale, der er målrettet gennemgang af den nødvendige kompetenceudvikling og/eller uddannelse, med henblik på efterfølgende udnævnelse. Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau.

Ved ansøgning om en ny stilling i Beredskabsstyrelsen, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil være ved Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse i Tinglev.

Som ansat i Beredskabsstyrelsen er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen og Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse, kan du henvende dig til souschef Per Sloth Møller på telefon 728 52317

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du ringe til Personelkommandoen, Sandra Bengtson Heede på mail pkom-sbh@mil.dk

Ansøgningsfristen er 30. april 2026 og stillingen er ledig til besættelse pr. 1. august 2026. 

I Beredskabsstyrelsen tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM BEREDSKABSSTYRELSEN
Beredskabsstyrelsen er en central del af Danmarks katastrofeberedskab. Vi udvikler samfundets evne til at forebygge og modstå ulykker, kriser og katastrofer. Vi assisterer øvrige myndigheder, når der er behov for ekstra mandskab og/eller specialmateriel. Vi rykker også ud til akut opståede katastrofesituationer internationalt.

Gennem information, rådgivning, uddannelse og øvelser udvikler vi samfundets beredskab og krisestyringsevner i samarbejde med myndigheder, virksomheder og borgere.

Beredskabsstyrelsen har omkring 1.100 ansatte i hele landet fordelt på bl.a. beredskabscentre, kystredningsstationer, Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse og hovedsædet i Birkerød.

Se mere information om Beredskabsstyrelsen på www.brs.dk

Fakta

Application due
30-04-2026

Start date
01-08-2026

Work hours
37 timer

Position category


Position type
Beredskab

Workplace
Sydjylland

Workplace


Contact
Per Sloth Møller 
Souschef
Sandra Bengtson Heede 
HR-konsulent
3266 5839
 
 
Share/Print