Autolakerer/ Smed til Strukturværkstedet i Karup ved Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste
Har du hænderne skruet rigtigt på og lyst til at arbejde med reparation og vedligeholdelse af helikopterstrukturer? Så er det måske dig, vi søger som medarbejder til Strukturværkstedet i Karup.
Om os
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste er en organisation med ca. 1700 civile og militære medarbejdere, der balancerer forretningsdrift med operativ indsættelse i vedligeholdelsen af Forsvarets køretøjer, skibe og fly, samt våben- og kommunikationssystemer.
Du vil blive en del af Vedligeholdelsesområdet i Karup. Vi laver vedligehold på alle helikoptere, på T17, på jordudstyr, våben, specialudrustning og på køretøjer. Der er ca. 240 ansatte ved Vedligeholdelsesområde Karup.
Strukturværkstedet er en del af Komponentværkstedet, som hører under Vedligeholdelsesområde Karup ved Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.
Vi arbejder med reparation, vedligeholdelse og klargøring af helikopterkomponenter og -strukturer til Forsvarets helikoptertyper. Strukturværkstedet samarbejder tæt med øvrige værksteder i resten af Vedligeholdelsesområdet for at sikre en effektiv og kvalitetsbevidst opgaveløsning.
Vi lægger vægt på høj faglighed, ordentlighed og et godt arbejdsmiljø. Hos os er omgangstonen åben og uformel, og vi hjælper hinanden i hverdagen. Vi prioriterer kompetenceudvikling og sørger for, at du bliver oplært og udviklet i takt med dine opgaver.
Om stillingen
Som medarbejder på Strukturværkstedet bliver du en del af et fagligt stærkt team, der arbejder med:
- Reparation og udskiftning af beskadigede strukturdele
- Overfladebehandling af strukturdele, herunder 2-komponent lakering
- Samarbejde med andre værksteder og faggrupper for at sikre høj kvalitet og effektivitet
- Overholdelse af gældende sikkerhedsstandarder og kvalitetskrav
Du vil få en varieret hverdag med både selvstændige opgaver, og opgaver der løses i tæt samarbejde med dine kolleger.
Vi tilbyder fleksible arbejdstider i det omfang tjenesten tillader det, arbejdsgiverbetalt pensionsordning og betalt frokostpause.
Om dig
Vi søger en medarbejder med en grundlæggende interesse for strukturarbejde, og som har lyst til at tage ansvar og udvikle sig fagligt. Din indgangsvinkel kan være mangeartet – vigtigst er din motivation og vilje til at lære. Afhængigt af den rigtige kandidat, kan stillingen enten besættes som civilt eller militært.
Vi forestiller os, at du:
- Har en håndværksmæssig baggrund, f.eks. som autolakerer, smed eller lignende
- Har interesse for mekanisk arbejde og håndværk
- Arbejder omhyggeligt og kvalitetsbevidst
- Er ansvarsbevidst og mødestabil
- Trives med både selvstændigt arbejde og teamwork
- Har fokus på sikkerhed og overholdelse af procedurer
Du er samarbejdsvillig, fleksibel, initiativrig og kvalitetsbevidst. Du forstår vigtigheden af at følge proceduren og er grunding i udførelsen af dine opgaver. Vi lægger vægt på, at du har den rette indstilling og viljen til at udvikle dig. Vi skal nok sørge for at klæde dig fagligt på til opgaven.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med overfladebehandling, metalbearbejdning, pladearbejde, slibning, overfladebehandling eller lignende. I særdeleshed hvis denne erfaring stammer fra fly- eller vindmølleindustrien, men det er ikke et krav for ansættelse i stillingen.
Det er ønskeligt, at du har kørekort til kategori B.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Organisationsaftale for håndværkere og teknikere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er på Karup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af komponentværkstedet, kaptajn Christoffer Bronee på telefon 2729 6090 eller mail FVT-V-AKB01@MIL.DK.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent June Bastholm på telefon 3266 5470.
Ansøgningsfrist den 25. maj 2026. Samtaler afholdes umiddelbart herefter.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
FORSVARETS VEDLIGEHOLDELSESTJENESTE
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste er en kvalitetsledelses og arbejdsmiljøbevidst servicevirksomhed, der vedligeholder, reparerer og modificerer Forsvarets materiel. En del af virksomheden er i dag ISO og arbejdsmiljøcertificeret, hvilket forventes at blive udbredt til hele organisationen. Myndigheden beskæftiger ca. 1700 medarbejdere.
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste består af en Vedligeholdelsesdivision med seks vedligeholdelsesområder fordelt geografisk over hele landet, og en Planlægnings- og Koordinationsdivision beliggende i Brabrand. De seks Vedligeholdelsesområder er specialiseret i at reparere, vedligeholde og modificere specifikke materielsystemer indenfor deres faglige søjle. Planlægnings- og Koordinationsdivisionen består af en Forretningsafdeling og en Driftsafdeling, som varetager koordinerende planlægning, uddannelse, styring, controlling og udvikling af Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.
Ud over at reparere og vedligeholde Forsvarets materiel så støtter Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste Forsvarets operationer og missioner med veluddannet militært teknisk personel, der udlånes til Forsvarets enheder iht. aftalte planlægning eller ad hoc i særlige tilfælde.