Vil du sammen med et engageret team være med til at understøtte Beredskabsstyrelsens operative virke, nationalt og internationalt gennem stærke logistiske løsninger? Er du god til at planlægge og har du flair for at arbejde systematisk og struktureret? Har du stærke relationelle kompetencer og er du god til at samle et hold med meget forskelligartede profiler?
Hvis ja, så har vi den helt rigtige stilling til dig.
Om os
Beredskabsstyrelsen Midtjylland i Herning er en af Beredskabsstyrelsens seks operative afdelinger, og udgør det statslige overbygningsberedskab i Midtjylland. Kerneopgaven er at yde assistance til andre myndigheder i tilfælde af større ulykker og katastrofer i Danmark og i udlandet. I den forbindelse uddanner vi ca. 120 værnepligtige redningsspecialister om året, ligesom vi vedligeholder og udvikler uddannelsen for mere end 125 frivillige.
Beredskabsstyrelsen Midtjylland er hjemsted for Beredskabsstyrelsens Logistikcenter for Materiel og International indsats. Logistikcentret er en spændende, alsidig og meget dynamisk arbejdsplads, som virker som produktudvikler og opbygningssted for Beredskabsstyrelsens materielpakninger. Det er også her, hvor Beredskabsstyrelsens materiel og udstyr til internationale missioner opbevares.
Logistikcentret spiller en afgørende rolle for Beredskabsstyrelsen Midtjyllands samlede opgaveløsning i forhold til, at materiel, køretøjer og udstyr altid skal fungere og være klar til indsats.
Logistikcentret består af ca. 25 medarbejdere, som er organiseret i forskellige teams.
Om stillingen
Du vil som næstkommanderende fungere som stedfortræder for logistikchefen og indgå i logistikcentrets ledelsesteam.
Stillingens indhold spænder vidt og kombinerer ledelse, planlægning, sagsbehandling og projektledelse, ligesom lejlighedsvis formidling og undervisning også er en naturlig del af jobbet. Omdrejningspunktet er at understøtte Beredskabsstyrelsen Midtjyllands operative virke gennem daglig planlægning og styring, hvilket sikres gennem anvendelse af solide og veldokumenterede logistiske løsninger.
Dine vigtigste opgaver i stillingen vil være:
- Ledelse af teams.
- Samarbejde med uddannelsesenhed og beredskabsafdeling i relation til det daglige beredskab, den daglige drift samt udviklingen heraf.
- Beredskabsfaglig sagsbehandling i relation til logistikcentrets nationale og internationale arbejde.
- Indgå i centrets døgnvagt på et niveau, som passer til dine kompetencer (forventeligt som 1. vagthavende).
Arbejdsopgaverne i stillingen vil i nogen grad kunne tilpasses ansøgerens profil.
Om dig
Du er sektionsleder med en solid erfaring indenfor ledelse og har stærke relationelle kompetencer. Alternativt er du en erfaren korpsmester med potentiale til udnævnelse. Såfremt du endnu ikke har gennemført sektionslederuddannelsen kan du ansættes med uddannelsesaftale og vil i perioden frem til en evt. udnævnelse, bestride stillingen som funktion i højere stilling.
Derudover ser vi gerne, at:
- Du har øje for, at enhedens resultater skal gå hånd i hånd med medarbejdertrivsel.
- Du er god til at omgås mennesker, og du har gode samarbejdsevner.
- Du er en ansvarsfuld og troværdig person.
- Du arbejder målrettet, struktureret og systematisk.
- Du arbejder helhedsorienteret og ser sammenhænge.
- Du er handlekraftig.
- Du trives i et dynamisk arbejdsmiljø, hvor pludselige ændringer er dagligdag.
- Du lægger vægt på høj kvalitet i opgaveløsningen og har sans for detaljen.
- Du har en god teknisk forståelse og interesse.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen vil ske i henhold til det til enhver tid gældende protokollat til akademikeroverenskomsten om overenskomstansættelse af officerer med flere under Forsvarsministeriet samt tillæg af 8. januar 2025 indgået mellem Hovedorganisationen af officerer i Danmark, Akademikerne og Finansministeriet.
Er du allerede ansat i Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Ved ansøgning om en ny stilling i Beredskabsstyrelsen skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
Ansættelsesområdet er Beredskabsstyrelsen med tilhørende myndigheder.
Fast tjenestested er i Herning.
Som ansat under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs (MSSB’s) område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Kontakt og ansøgning
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Beredskabsstyrelsen Midtjylland Logistikchef, Lene Østergaard Hansen, på telefon 2325 5272.
Hvis du har spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent ved Personelkommandoen Betina Koch-Søfeldt på telefon 7281 9128.
Stillingen ønskes besat 1. august eller snarest herefter.
Ansøgningsfristen er den 29. maj 2026, og samtaler forventes afholdt kort efter ansøgningsfristens udløb.
Du opfordres til at vedhæfte dokumentation for relevant uddannelse og erfaring.
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs koncernområde er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.
Om Beredskabsstyrelsen
Beredskabsstyrelsen er en central del af Danmarks katastrofeberedskab. Vi udvikler samfundets evne til at forebygge og modstå ulykker, kriser og katastrofer.
Vi assisterer øvrige myndigheder, når der er behov for ekstra mandskab og/eller specialmateriel. Vi rykker også ud til akut opståede katastrofesituationer internationalt.
Gennem information, rådgivning, uddannelse og øvelser udvikler vi samfundets beredskab og krisestyringsevner i samarbejde med myndigheder, virksomheder og borgere.
Beredskabsstyrelsen har omkring 500 ansatte ved seks operative centre fordelt i hele landet, Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse og hovedsædet i Birkerød.
Beredskabsstyrelsen er en myndighed under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.