|
Om os
J4 er en del af Operationsstøtteafdelingen under Specialoperationskommandoen placeret på Flyvestation Aalborg. Specialoperationskommandoen opstiller specialoperationsstyrkebidrag til operative styrkeindsættelser og beredskaber og omfatter en kommandostab samt Jægerkorpset og Frømandskorpset.
J4 bliver i fremtiden delt op i to sektioner. Den ene sektion har ansvar for at håndtere den kapacitetsnære udvikling og anskaffelser. Den anden sektion vil få ansvaret for operativ logistisk planlægning (deployering og understøttelse af udsendte enheder) samt host nation support i forbindelse med aktiviteter med deltagelse af udenlandske styrker.
Kapacitetssektionen i J4, består ud over chefen for sektionen af en næstkommanderende, seks sagsbehandler inden for forskellige områder samt et materielelement, der håndterer materieldriften, normering mv.
Forsvarets nationale og internationale engagement gør, at vi er præget af et dynamisk arbejdsmiljø. Omgangstonen er fri og uformel, og vi tilstræber gode sociale relationer blandt medarbejderne i sektionen. Vi er meget afhængige af andre afdelinger og myndigheder, hvilket kræver effektiv kommunikation og gode samarbejdsevner.
Om stillingen
Som sagsbehandler i kapacitetssektionen J4 bidrager du til materieludvikling og – materielanskaffelser til Jægerkorpset og Frømandskorpset. Dette kunne eksempelvis være inden for områderne kommunikation samt foto- og efterretningsmateriel. Det kunne dog også være andre områder som du måtte have interesse eller kompetencer inden for.
Dine primære arbejdsopgaver vil være at varetage sagsbehandlingen relateret til såvel udvikling af eksisterende kapaciteter som til anskaffelse af nye – herunder støtte korpsene ved udarbejdelse af brugerkrav. Derudover vil du skulle samarbejde med øvrige værnsstabe og styrelser omkring anskaffelser og implementering af materiel. Du kan forvente at skulle samarbejde med specialister, der besidder et stort engagement og faglighed. Herudover vil du blive inddraget i projektarbejde i forbindelse med sektionens øvrige opgaver.
Opgaverne vil give dig et bredt indblik i Forsvaret og styring på operativt niveau. Stillingen ses at give dig rigtig god mulighed for at udvikle helhedsorientering og samarbejde.
Du vil opleve en alsidig og lærerig hverdag, hvor du bliver en del af et dynamisk og fleksibelt hold bestående af dygtige og engagerede kolleger, der leverer varen i et godt arbejdsklima. Der er en høj grad af frihed under ansvar med mulighed for en fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden samt mulighed for hjemmearbejde efter aftale, når du er klædt nok på til at arbejde hjemmefra.
Du kan forvente, at der ud over det daglige virke som sagsbehandler vil være rejsedage til ind- og udland i forbindelse med deltagelse i materieludstillinger og producentbesøg m.m.
Om dig
Du har en relevant akademisk baggrund.
Du har erfaring med udarbejdelse af skriftlige arbejde, som stabsnotater og sagsoplæg, hvor igennem du demonstrerer dine gode evner inden for skriftlig kommunikation.
Kendskab til KESDH er en fordel, men ikke et krav.
For at kunne lykkes i stillingen skal du være fleksibel, idet dagligdagen til tider kan foregå i et højt tempo. Det er tillige en klar forudsætning, at du med afsæt i en helhedsforståelse kan samarbejde på tværs af niveauer i Forsvaret og med andre styrelser.
Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med logistik- og materielområdet, således du har en god forståelse for processerne. Vigtigst er det, at du har den rette indstilling til at lære nyt, men også har såvel vilje som evne til at samarbejde, da du vil få stor berøringsflade internt i Specialoperationskommandoen, men også til andre dele af Forsvaret og til udenlandske samarbejdspartnere.
Vi ser gerne du
- Er udadvendt og opsøgende, at du kan tænke ud af boksen og evner at tænke hurtigt og ikke går i stå, når der opstår behov for ændring med kort varsel
- Kan kunne kommunikere klart og tydeligt – på tværs af såvel rang som fagligheder - både i tale og på skrift – på dansk og engelsk
- Arbejder selvstændigt og tager ansvar for de pålagte opgaver gennem planlægning, styring og opfølgning
- Holder et højt fagligt niveau i opgaveløsningen og træffer nødvendige og effektive beslutninger, når behovet opstår
Du er imødekommende og kan nyttiggøre dine gode samarbejdsevner i arbejdet med såvel fagspecialister ved Jægerkorpset og Frømandskorpset som øvrige kommandoer, højere stabe og styrelser.
Har du viljen og gå-på-modet, så tilbyder vi dig et spændende job med stor berøringsflade og muligheden for at blive en dygtig sagsbehandler med NIV-II erfaring, som du kan bruge i din videre karriere.
|