Har du lyst til en stilling med reelle opgaver, hvor du kan gøre en forskel i hverdagen? Trives du med at tage ansvar og gå forrest – samtidig med, at du udvikler både dig selv og andre?
Så har du her mulighed for at bringe din faglige viden og ledelsesmæssige erfaring i spil som delingsfører og være med til at uddanne fremtidens sergenter og officerer i Flyvevåbnet.
Flyvevåbnets Sergentskole (FSGS) i Karup er i gang med at udvikle og udvide organisationen for at bidrage til Forsvarets samlede oprustning. I den forbindelse udvider vi vores Grundlæggende Sergentuddannelse (GSU)-sektion til tre uddannelseseskadriller – og vi får derfor brug for flere nye kolleger i de kommende år.
Om os
FSGS er hjemmehørende på Flyvestation Karup og består af både civile og militære medarbejdere.
Vi har ansvaret for:
- Flyvevåbnets Grundlæggende Sergentuddannelse
- Den Militære Akademiuddannelse
- Løjtnantskurser
- Dele af den Grundlæggende Officersuddannelse
Vi er en dynamisk skole, hvor vi løbende udvikler og tilpasser vores uddannelser til Flyvevåbnets behov. Vores ambition er at skabe nogle af de bedste og mest attraktive mellemlederuddannelser i Forsvaret.
Hos os er kulturen præget af tillid, fleksibilitet og et stærkt samarbejde. Vi lægger vægt på trivsel, faglig sparring og løbende udvikling – både som kollega og som leder.
Om stillingen
Du bliver en del af et team med tre delingsførere og får en central rolle i eskadrillens hverdag. Du vil være nærmeste leder for en næstkommanderende (seniorsergent) og tre faglærere (oversergenter), samtidig med at du har ansvaret for op til 30 elever på GSU. Du refererer til eskadrillechefen (kaptajn).
Stillingen er på M312 niveau, og kan besættes af premierløjtnanter eller løjtnanter.
Som delingsfører får du mulighed for at:
- planlægge, gennemføre og udvikle uddannelsen – og selv være aktiv i undervisningen
- samarbejde tæt med dine faglærere og bidrage til deres udvikling
- være en central del af den daglige drift og samarbejdet på tværs af organisationen
- gøre en forskel for elevernes udvikling – både fagligt og menneskeligt
Du bliver leder for delingens faste kadre og får en vigtig rolle i forhold til trivsel, udvikling og opgaveløsning. Det indebærer blandt andet medarbejdersamtaler, kompetenceudvikling og planlægning af arbejdstid.
Hverdagen er varieret og byder både på øvelser, skydelejre og feltdage samt dage med planlægning og koordinering. Du vil opleve en høj grad af ansvar og handlefrihed i opgaveløsningen.
Du bliver en del af et kollegialt fællesskab med andre delingsførere, hvor der er gode muligheder for sparring, vidensdeling og samarbejde. Vi lægger vægt på, at vi hjælper hinanden og spiller hinanden gode.
Vi prioriterer både faglig og personlig udvikling højt, og du vil have gode muligheder for kompetenceudvikling, kurser og videreuddannelse.
Vi ved, at et godt arbejdsliv også hænger sammen med et velfungerende privatliv. Derfor tilbyder vi en fleksibel arbejdsplads, hvor vi – så vidt muligt – tager individuelle hensyn inden for rammerne af opgaven.
Om dig
Du er uddannet premierløjtnant eller løjtnant.
Som person trives du med ansvar, og går forrest som et godt eksempel. Du har lyst til at arbejde med mennesker, og formår at skabe motivation og retning for dem omkring dig.
Du behøver ikke kunne det hele fra start – men du har viljen til at udvikle dig og bidrage aktivt til både opgaven og fællesskabet.
Da vi er i en udviklingsfase, er det vigtigt, at du kan navigere i en hverdag med forandringer og være med til at skabe struktur og retning for dine medarbejdere.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med uddannelse i Forsvaret – enten fra et skolemiljø eller operative enheder – men det er ikke et krav.
Vi lægger vægt på gode samarbejdsevner, en positiv tilgang og lysten til at bidrage til et godt arbejdsmiljø.
Erfaring fra international tjeneste er en fordel, men ikke en forudsætning.
Da vi er en arbejdsplads med stor diversitet, er du velkommen til at medsende en personlighedsprofil (GARUDA eller lignende), hvis du har en.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 3, som omfatter premierløjtnanter. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes til hemmeligt og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Du skal være opmærksom på, at der knytter sig fysiske og funktionsrelaterede helbredsmæssige krav til stillingen.
I stillingen er du til enhver tid forpligtet til at kunne opfylde de helbredsmæssige og fysiske krav, der er fastsat for funktionen – her A1 som betyder, at du skal kunne helbredsgodkendes til tjeneste i Danmark og sejlads i danske farvande.
Fast tjenestested er Karup.
Kontakt og ansøgning
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af uddannelsesafdelingen ved Flyvevåbnets Sergentskole, KN Alexander Kentorp på telefon 24 98 14 31.
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du ringe til Personelkommandoen, HR-konsulent kaptajn Glen Spangenberg Rasmussen på telefon 32 66 53 61.
Ansøgningsfristen er søndag den 9. november 2026, og samtaler gennemføres løbende.
Tiltrædelse pr 1. januar 2026, eller efter nærmere aftale.
Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsakademiet
Forsvarsakademiet (FAK) bidrager til Forsvarets opgaveløsning ved at levere relevante og tidssvarende uddannelser samt forskning og rådgivning til Forsvarets medarbejdere og myndigheder. Dertil støtter FAK koncernen med kursusadministration samt vejledning i pædagogik og digitale læringsformer.
FAK består af tjenestesteder i henholdsvis København, Varde, Slagelse, Karup og Frederikshavn og udbyder grund- og videreuddannelserne, herunder sergent- og officersuddannelser, inkl. sprogofficersuddannelsen, Den Militære Akademiuddannelse samt Master i Militære Studier. Derudover udbyder FAK en lang række efteruddannelser, der bidrager til, at Forsvarets medarbejdere og reserven kan løse deres opgaver effektivt og professionelt gennem hele karrieren.
FAK gennemfører forskning og udvikling indenfor de tre militære kerneområder; militære operationer, militær strategi og militær ledelse samt tilknyttede områder som krigshistorie, kulturforståelse og militær teknologi. FAK indgår i samarbejder med både danske og udenlandske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og bidrager til udvikling af NATO's doktriner og forskningsprojekter. Vidensproduktionen understøtter uddannelserne, men anvendes og formidles også bredt til gavn for Forsvaret, nationale og internationale samarbejdspartnere samt samfundet som helhed. Læs mere på fak.dk.