Aarsleff Rail
Deltids kontorassistent til vores vedligeholdelsesprojekt på Odense Letbane

Kunne du tænke dig en varieret hverdag i en administrativ supportrolle? Er du dygtig til at planlægge, strukturere og følge op på tingene, så vi sikrer, at der er taget højde for selv de små aktiviteter? Så har vi stillingen til dig.

På Odense Letbane står Aarsleff Rail A/S for alt vedligehold af sporanlægget mm. Du vil supportere udførelsen af vedligeholdet på Odense Letbane, følge op på planer og opgørelser, samt sikre rettidig opgaveløsning i høj kvalitet i tæt samarbejde med dit team.

Aarsleff Rail er en del af Aarsleff-koncernen og som en erfaren dansk aktør på jernbaneområdet kan vi gennemføre en bred vifte af Baneopgaver både i egenproduktion og i samarbejde med andre internationale specialister inden for baneanlæg.

Du bliver en vigtig del af teamet på kontoret i Odense, som består af 10-12 kolleger, og du kommer til at referere til projektleder Pia Mielko. Stillingen er på 12-15 timer fordelt efter nærmere aftale, og vi forventer, at du er fleksibel og ikke holder ferie samtidig som det øvrige administrative personale på kontoret. Der er ikke mulighed for hjemmearbejde.

Serviceminded profil med sans for planlægning og struktur samt en positiv arbejdstilgang

Som kontorassistent er du med i alle faserne af projektet, hvorfor din dagligdag spænder over mange forskelligartede opgaver, som fx:

  • Opdatere vedligeholdelsesskema samt kontrollere udførelsen af vedligeholdelsesopgaver
  • Planlægge opgaver i systemerne Handyman og INFOR
  • Følge op på opgaver i eksternt asset-management system og sikre at vi dokumenterer korrekt
  • Deltage på og tage referat på diverse interne møder
  • Udføre generelle administrative opgaver, fx arkivering af dagsedler, print- og kopiopgaver, sikre at kompetencebeviser håndteres korrekt og lignende
  • Bestille varer til kontoret
  • Sikre at vi får værktøj sendt til kalibrering i rette tid
  • Assistere med teknikken når ipads/iphones driller

Udover de daglige driftsopgaver er det vigtigt, at du bidrager til udvikling af afdelingen. Det indebærer bl.a., at du er god til at se mønstre i fejl og hændelser og ud fra dem tænke i optimering af løsninger og arbejdsgange.

Ansvarsbevidst kontorassistent med en informerende tilgang til opgaveløsning

I starten af din ansættelse vil du få et grundigt introduktionsforløb, ligesom du altid vil kunne søge sparring i forbindelse med opgaveløsningen blandt dine kolleger.

Det er dit ansvar at sikre, at opgaverne løses som planlagt, og at deadlines overholdes. Det er derfor essentielt, at du påtager dig det fulde ansvar for dine opgaver og sikrer, at de bliver løst. Desuden vil en proaktiv og løsningsorienteret tilgang til dit arbejde være fordelagtig, så du altid er på forkant med eventuelt uforudsete problemer.

Til sidst er det afgørende for at fungere godt i rollen, at du informerer og koordinerer med dine kolleger. Vi er afhængige af hinanden og løser opgaverne sammen, hvorfor den daglige kommunikation og koordinering er vigtig.

Er du vores nye kollega?

Vores nye kollega skal trives med en bred intern kontaktflade i en administrativ rolle. Generelt forestiller vi os, at du er yderst serviceminded og motiveres af at hjælpe dine kollegaer.

Detaljen er afgørende for at kunne udføre banerelaterede projekter. Derfor skal du som kontorassistent sætte en ære i at udføre et grundigt stykke arbejde.

Lyder det som noget for dig?

Du er velkommen til at kontakte projektleder Pia Mielko på pimi@aarsleffrail.com for at få yderligere oplysninger.

Klik på Søg stillingen herunder for at sende din ansøgning.

Vi behandler ansøgningerne løbende, men skal have din ansøgning senest den 28. februar

Ansøgningsfrist
28-02-2025

Hjemmeside
www.aarsleff.com
En spændende arbejdsplads
Mød vores medarbejdere

Kontakt os

Pia Mielko 
Projektleder
51710423
 
 
 


Følg oss