Cookie Warning Hjemmesiden bruger cookies til at huske dine indstillinger og godkendelse. Disse oplysninger er ikke delt med nogen tredjepart. Læs mere... 
Det Danske Filminstitut søger afdelingschef for Filmarkiv og Digitalisering
Ansøgningsfrist: 23-01-2017

Har du lyst til at stå i spidsen for Danmarks nationale filmarkiv?

Det Danske Filminstitut søger en chef, der med engagement og energi vil lede digitaliseringen, tilgængeliggørelsen og bevaringen af den danske filmarv. Arkiverne rummer store samlinger af enestående film, stills og filmplakater fra de tidligste stumfilmdage og frem til i dag.

Afdelingen for Arkiv & Digitalisering har opnået international anseelse for ansvarlighed og højt niveau for sikring og bevaring – både for de fysiske arkivforhold og kvaliteten i indsamling og registrering af metadata om film. Afdelingen har nu øget fokus på formidling, hvilket skal ses i sammenhæng med en ekstra bevilling på finansloven, som muliggør en væsentlig digitalisering af filmarven.

Du skal være chef for 20 dedikerede medarbejdere med høj faglighed og stor kærlighed til film. Ud over løbende arkivering og registrering varetages formidling via især web, ligesom afdelingen servicerer instituttets øvrige afdelinger, andre kulturinstitutioner og tv- og filmbranche. Afdelingen deltager desuden i internationalt samarbejde, herunder i EU-regi og i direkte samarbejde med andre arkiver og Cinemateker. Endelig har afdelingen en mindre forskningsenhed.

Vi lægger vægt på, at du har følgende kvalifikationer:

  • Ledelseserfaring, gode samarbejdsevner og empati

  • Filmhistorisk indsigt og interesse

  • Erfaring med formidling og kommunikation

  • Gode IT-kompetencer og viden om sikkerhed og forvaltning

  • Positive resultater med konceptudvikling og projektstyring

  • Erfaring med arbejde i en kulturinstitution og forvaltning af arkiver

Vi tilbyder en stilling med et stort og varieret ansvarsområde, hvor der vil være mulighed for at udvikle dine kompetencer.

Som vores nye afdelingschef for Arkiv og Digitalisering bliver du en del af chefgruppen på Det Danske Filminstitut og får direkte reference til vicedirektør Jakob Buhl Vestergaard, som du også kan rette henvendelse til, hvis du har spørgsmål til stillingen; E-mail jakobv@dfi.dk eller telefon 2020 1838.

Det praktiske 

Løn og ansættelsesvilkår er efter fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og relevant faglig organisation. Stillingen forventes besat som chefkonsulent med mulighed for personligt tillæg. Det Danske Filminstitut opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge.

 

Ansøgning, eksamenspapirer og CV skal være indsendt via knappen ”Søg stillingen” nedenfor senest mandag den 23. januar 2017. Den nuværende afdelingschef stopper planmæssigt med udgangen af maj 2017 og stillingen ønskes besat pr. 1. maj 2017.

Ansættelsesstedet vil være både i Filmhuset i Gothersgade i København og i arkivet i Glostrup.

 

Om Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut er en statsinstitution under Kulturministeriet. Filminstituttet har ca. 140 engagerede medarbejdere, der arbejder for at skabe de bedst mulige vilkår for, at dansk film, spil og billedbårne fortællinger vedblivende udgør en bærende kulturfaktor med høj kunstnerisk kvalitet og kulturel værdi og fastholder dansk films stærke position i både ind- og udland. Du kan læse mere på www.dfi.dk