Cookie Warning Hjemmesiden bruger cookies til at huske dine indstillinger og godkendelse. Disse oplysninger er ikke delt med nogen tredjepart. Læs mere... 
Header billede
STUDENTERMEDHJÆLPER TIL INTERNATIONALT ARBEJDE
Ansøgningsfrist: 27-04-2017
Den Danske Scenekunstskole søger en studentermedhjælper, som kan hjælpe med en række spændende og udfordrende opgaver i den internationale afdeling. Stillingen er 15 timer om ugen med mulighed for ekstra timer i visse perioder.
 
Den Danske Scenekunstskole har i de senere år styrket den generelle internationalisering af skolens uddannelser og aktiviteter. Det betyder, at der er sket en kraftig vækst i antallet af internationale samarbejdsaftaler og aktiviteter, som f.eks. Erasmus+ studenter- og underviserudveksling og deltagelse i forskellige internationale projekter og netværk.  
 
Vi søger derfor en student, som kan hjælpe med til de mange arbejdsopgaver (primært administrative), der er forbundet med det internationale arbejde.  
 
Du vil være tilknyttet afdelingen i København, men vil også samarbejde med de øvrige afdelinger i Aarhus, Odense, Fredericia og Odsherred. Din nærmeste samarbejdspartner vil være den internationale koordinator.  
 
ARBEJDSOPGAVERNE VIL VÆRE  
  • Administration af Erasmus+ (og Nordplus) programmerne. Udarbejde og indsamle administrative dokumenter (f.eks. bilaterale aftaler med udenlandske samarbejdsinstitutioner, learning agreements for studerende, kontrakter og afrapportering i Erasmus+ Mobility Tool).  
  • Bistå med økonomiopfølgning  
  • Intern og ekstern kommunikation med partnere, studerende og ansatte.  
  • Mailbesvarelse af generelle henvendelser fra udenlandske studerende.  
  • Opdatering og udvikling af skolens engelske website.  
  • Hjælpe til med planlægning og afholdelse af internationale arrangementer, projekter og seminarer.  
 
DINE KVALIFIKATIONER  
  • I gang med en videregående uddannelse, f.eks. samfundsvidenskabelig, humanistisk eller kunstnerisk.  
  • Gode sprogkundskaber (især skriftligt). Engelsk på højt niveau er påkrævet, kendskab til fransk er en fordel.  
  • Kendskab til EU og uddannelsesprogrammer er en stor fordel.  
  • Systematisk, struktureret, stabil, ansvarsfuld, serviceorienteret og udadvendt.  
  • Gerne erfaring fra lignende internationale arbejdsopgaver og/ eller studieophold i udlandet.  
  • Interesseret i at arbejde i et kreativt miljø.  

 

LØN- OG ANSÆTTELSESVILKÅR  
Arbejdstiden er fleksibel og tilrettelægges efter individuel aftale i tidsrummet 8.30-17.00  
Du vil blive ansat efter overenskomst og organisationsaftalen mellem Finansministeriet og HK/STAT som studentermedhjælper. Det er derfor en betingelse, at du er indskrevet på en videregående uddannelsesinstitution og kan dokumentere, at du er studieaktiv.  
Tiltrædelse 1. juni 2017.  
 
INFORMATION  
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til international koordinator Marie Groth Wos på tlf. 41702043 eller mail: magw@scenekunstskolen.dk  
 
ANSØGNING  
Upload din ansøgning og CV via Ledige stillinger senest d. 27. april 2017. Der vil blive afholdt ansættelsessamtaler i uge 19, og ansættelsesstart hurtigst muligt efter.  
Den Danske Scenekunstskole ønsker ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede kandidater til at søge uanset køn, alder, region og etnisk baggrund.  
 
DEN DANSKE SCENEKUNSTSKOLE  
Den Danske Scenekunstskole er en kunstnerisk højere videregående uddannelsesinstitution under Kulturministeriet med uddannelsessteder i Aarhus, Fredericia, Odense, København og Odsherred.  
Den Danske Scenekunstskole tilbyder uddannelser inden for alle aspekter af scenekunst og har omkring 212 fuldtidsstuderende, der arbejder i et tværfagligt studiemiljø, hvor det både er muligt at fordybe sig i sit eget fag og deltage i tværgående projekter, produktioner og forestillinger i forskellige formater.  
Derudover tilbyder skolen både efter- og videreuddannelse målrettet den professionelle scenekunstbranche.  
Find mere information om Den Danske Scenekunstskole, dens uddannelser og studerende på dendanskescenekunstskole.dk