Cookie Warning Hjemmesiden bruger cookies til at huske dine indstillinger og godkendelse. Disse oplysninger er ikke delt med nogen tredjepart. Læs mere... 
Header billede
Vi søger en dynamisk og udviklingsorienteret teknisk projektleder
Ansøgningsfrist: 04-06-2017
Har du et indgående kendskab til ejendomsdrift af tekniske installationer, energioptimering og økonomistyring? Har du erfaringer med indkøb og kundekontakt? Og har du en god projektledelsesmæssig erfaring? Så er du måske den nye tekniske projektledere vi leder efter. 
  
Du vil komme til at varetage en bred vifte af spændende opgaver og vil arbejde på tværs af tre teams i samarbejde med driftscheferne og deres dygtige og engagerede ejendomsteknikkere. 
 
Slots- og Kulturstyrelsen har blandt andet til formål at bevare, drive og vedligeholde en række af statens slotte, haver og kulturejendomme. Porteføljen tæller nogle af landets allermest spændende ejendomme, og der skal tages højde for både fredningsbestemmelser og bygningernes særlige brug (slotte, teatre, museer mv.). Det er således en spændende og udfordrende opgave. 
 
Om jobbet
Du vil få ansvaret for gennemførelse af en række tekniske bygningsprojekter på flere kulturinstitutioner under Kulturministeriet, herunder projekter til optimering af energiforbrug og udskiftning eller etablering af nye anlæg. Det er en forudsætning at du kan aflaste driftscheferne og drive projekterne så de kan holde fokus på driften. Kan du fejlfinde på komplicerede anlæg er det et stort plus.
 
Du skal have kundekontakt og samarbejde med en lang række eksterne leverandører.  
 
Det forventes, at du formår at lede projekter, så de gennemføres til tiden, til den aftalte kvalitet og indenfor den aftalte økonomi. 
 
Om dig 
Vi forventer, at du  
  • er maskinmester, ingeniør, el-installatør eller på anden måde har tilegnet dig de nødvendige kvalifikationer 
  • har et kendskab til ejendomsdrift, tekniske installationer, energioptimering og økonomistyring 
  • har min. 5 års erfaring fra teknikområdet 
  • har min. 2 års projektledelseserfaring 
  • har erfaring med indkøb og kundekontakt 
  • kan samarbejde professionelt med interne som eksterne leverandører 
  • er udviklingsorienteret og har et tværfagligt fokus 
 
Som person motiveres du af at skabe værdi for de institutioner, du arbejder for, og du har en høj faglig integritet. Du er god til at sætte et hold til at løse projektet og du har ambitioner om at blive dygtigere.  
 
Du er robust af natur, trives bedst med at have travlt og kan håndtere at have mange igangværende projekter og opgaver på samme tid. Du viser overskud, beslutsomhed og myndighed, men du er også god til at lytte, og det gode samarbejde er helt afgørende for dig 
 
Ansættelsesvilkår 
Vi søger en kollega på fuld tid. Ansættelse og aflønning sker i henhold til den gældende overenskomst. 
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt. 
 
Yderligere oplysninger 
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte enhedschef Henrik Skov Johansen på telefon: 41 61 08 89 eller på mail: heskj@slks.dk. 
 
Ansøgning 
Ansøgning sendes via det elektroniske ansøgningsmodul på www.slks.dk/job senest den 4. juni 2017. 
 
Du bliver guidet igennem rekrutteringsprocessen, når du trykker på knappen  
”Søg stillingen” nederst på siden. Du bedes vedhæfte CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag. Vi forventer at holde jobsamtaler i uge 24.  
 
 
Vi betragter forskellighed som en ressource og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen. 
 
Slots- og Kulturstyrelsen. 
Slots- og Kulturstyrelsen yder faglig rådgivning til kulturministeren og bidrager til udformning og gennemførelse af regeringens målsætninger på kulturområdet. Ligeledes udmøntes tilskudsmidler til såvel enkeltpersoner som organisationer og institutioner, og vi indsamler, bearbejder og formidler oplysninger og resultater, der bidrager til at udvikle kulturlivet. 
Slots- og Kulturstyrelsen driver og vedligeholder desuden statens slotte, haver og kulturejendomme, og gennem faglighed og innovation skaber vi en bedre udnyttelse af ressourcerne således, at der bliver mere kultur for pengene. 
Styrelsen har ca. 500 medarbejdere.