Cookie Warning Hjemmesiden bruger cookies til at huske dine indstillinger og godkendelse. Disse oplysninger er ikke delt med nogen tredjepart. Læs mere... 
Finanstilsynet søger en jurist til kontoret for pensionskasser
Har du lyst til at prøve kræfter med juridiske problemstillinger i praksis og få et solidt indblik i den finansielle lovgivning og forsikringssektoren? Så grib muligheden for at få en central placering i det danske pensionssystem. 
 
Hvad forventer vi af dig?  
Til kontoret for pensionskasser søger vi en fagligt stærk og engageret jurist til løsningen af komplekse juridiske opgaver i relation til tilsynet med pensionskasser og opgaver på tværs af forsikringssektoren. Kontoret har ansvaret for tilsynet med 35 tværgående pensionskasser og firmapensionskasser samt ATP og LD og har som resten af Finanstilsynet en risikobaseret tilgang til tilsynsopgaven. Derudover er vi juridisk kompetencecenter for bl.a. bestandsoverdragelser og fusioner af forsikringsselskaber og pensionskasser og for grænseoverskridende forsikringsvirksomhed. 
 
Vi forventer, at du bliver motiveret af hurtigt at få et stort fagligt ansvar, en bred indsigt i den finansielle regulering og en stor kontaktflade til branchen. 
 
Kan du sætte kryds ved følgende fire karaktertræk, er du et godt match til stillingen:  
 
1. Du er en dygtig jurist 
Du er juridisk skarp og arbejder struktureret med sans for detaljen. 
 
2. Du er resultatorienteret 
Du tager ansvar for processer og sætter en ære i at opnå et godt resultat til tiden.
 
3. Du har gode samarbejdsevner  
Du er nysgerrig og udadvendt af natur. Samtidig har du en åben og positiv tilgang til arbejdsopgaverne. 
  
4. Du har lyst til at arbejde i et højt tværfagligt miljø 
Du bliver motiveret af at arbejde i et tilsynsfagligt miljø med andre jurister, aktuarer og økonomer. 
 
Derudover forestiller vi os, at du: 
• er uddannet cand.jur., cand.merc.jur. eller lignende 
• eventuelt kan demonstrere et par års erfaring fra den finansielle sektor eller arbejde med finansiel regulering på et advokatkontor 
 
Hvilke opgaver skal du især løse?   
Du vil få en vigtig rolle i løsningen af kontorets juridiske opgaver, herunder lovfortolkningsopgaver, når den finansielle regulering anvendes i det praktiske tilsynsarbejde. Du vil også skulle arbejde med at skabe rammerne for tilsynet med pensionskasser i forbindelse med gennemførelsen af det nyligt vedtagne pensionskassedirektiv (IORP II) i dansk lovgivning. Herudover vil du få ansvaret for at drive processer i forhold til eksterne parter og vurdere det juridiske grundlag i forbindelse med bestandsoverdragelser og fusioner på hele forsikringsområdet i samarbejde med kontorets øvrige jurister. Jobbet indebærer derudover deltagelse på flere inspektioner årligt i pensionskasserne, hvor du blandt andet skal have fokus på virksomhedernes ledelsesstruktur og outsourcingforhold. 
 
Du vil få engagerede kolleger, der er vant til at sparre med hinanden i et fagligt stærkt miljø. Du vil få din hverdag i et hus, hvor der er et højt aktivitetsniveau, men også en uformel stemning og et rart arbejdsmiljø.  
Vi har et internt karriere- og kompetenceprogram, og når det kommer til arbejdsvilkår, er vi også en attraktiv arbejdsplads. Vi har flekstidsordning, betalt frokostpause, kantineordning, massageordning, renseriordning, fri parkering og fodbold-, løbe- og badmintonklubber. 
 
Hvordan er dine ansættelsesvilkår?  
Din ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet med mulighed for at forhandle individuelle tillæg efter kvalifikationer. I forbindelse med ansættelse skal du fremvise straffeattest.  
 
Sådan ansøger du  
Send din ansøgning via vores elektroniske ansøgningssystem på finanstilsynet.dk senest torsdag den 10. august 2017. Husk at uploade dit CV, eksamensbeviser inkl. resultater og andre relevante bilag sammen med din ansøgning. Vi tager ikke ansøgninger i betragtning, der er blevet indsendt på anden vis. 
 
Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. 
 
Spørgsmål?  
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til kontorchef Carsten Brogaard på 33 55 83 85. 
 
Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan du få ved at henvende dig til vores HR-rekrutteringspartner Trine Vendelbo Halmind på 91 33 73 29. 
 
Du kan læse mere om Finanstilsynet på www.finanstilsynet.dk – særligt under rubrikken ”Karriere”. Du kan også finde os på LinkedIn ved at søge på Finanstilsynet Danmark. 


Application deadline:
10-08-2017

Kontaktpersoner: