Cookie Warning Hjemmesiden bruger cookies til at huske dine indstillinger og godkendelse. Disse oplysninger er ikke delt med nogen tredjepart. Læs mere... 
Ekspert i 3D-geometrisk softwareudvikling og beregningsmodeller
Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering er den drivende kraft i arbejdet med at udnytte mulighederne for at bruge data effektivt og innovativt til gavn for samfundet. Vi arbejder med de mest relevante data om vores land og samfund og sikrer, at offentlige data er let tilgængelige og kan kombineres på tværs. Det skaber bedre beslutningsgrundlag og mere effektive løsninger, som kommer hele samfundet til gode. Styrelsen er en del af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. 
 
Jobbet 
SDFE søger en ekspert i 3D geometrisk software udvikling med et par års erfaring med 3D beregningsmodeller. Du får mulighed for at blive en del af en styrelse, som arbejder ambitiøst med data. Du kommer til at arbejde med beregningsmodeller på en helt ny måde og i et omfang, som ikke er afprøvet før. 
Du vil som det første skulle arbejde med nye beregningsmodeller, som skal bruges til udsigtsberegninger for ejendomsvurderinger. Disse beregninger skal være anvendelige fra september 2018. På sigt får du mulighed for at arbejde med at videreudvikle modellerne til andre forvaltningsmæssige formål. 
 
Dine opgaver vil primært være: 
• At forbedre eksisterende og udvikle nye beregningsmetoder til udsigtsberegninger for etage-ejendomme. 
• At udvikle modeller til identifikation af de enkelte lejligheder i etage-ejendomme. 
• At udvikle en 3D-bygningsmodel. 
• At optimere udsigtsberegningerne via 3D 
 
Du er vant til at arbejde med 3D og beregningsmodeller og trives godt i rollen som ekspert inden for dit fagområde. Du er fagligt nysgerrig og motiveres af at være banebrydende inden for dit felt. Du har lyst til at arbejde med opgaver, som kræver, at du tænker nye løsninger ind i eksisterende modeller, så de opfylder de ønskede krav til kvalitet og præcision. Du evner tillige at omsætte komplekse problemstillinger til nye brugbare 3D bygningsmodeller, som lever op til at kunne foretage især præcise udsigtsberegninger.  
 
Du tilbydes  
Du bliver en del af en styrelse, som er en central og vigtig spiller for både offentlige og private virksomheder. Du kommer til at arbejde sammen med fagligt kompetente og engagerede kolleger samt udvikle dine kompetencer gennem udfordrende opgaver. Du får gode muligheder for at udvikle dig fagligt og personligt.  
Du bliver en del af kontoret Effektivisering, som består af 20 medarbejdere, hvoraf 3-4 medarbejdere arbejder med opgaver inden for 3D. En af kontorets store opgaver er at sikre, at Skatteministeriets nye ejendomsvurderingsmodel lever op til ønsket om give en mere præcis og gennemskuelig beregning af en ejendoms værdi.  
 
Du indgår i en kultur, som er præget af vidensdeling og samarbejde. Der er en uformel omgangstone præget af faglig begejstring, rum for åben dialog, fokus på ejerskab og engagement i forhold til opgaver, synlig ledelse samt god balance mellem arbejds- og familieliv. 
 
Din profil 
• Du er uddannet som f.eks. ingeniør, landinspektør, geograf, geoinformatiker eller en lignende faglig baggrund med matematisk   forståelse. 
• Du har minimum 2 års praktisk erfaring med 3D-beregningsmodeller, 3D bygningsmodeller, 3D geometri 
• Du har erfaring med geodata herunder GIS, fx PostGIS, QGIS eller FME 
• Du kender til programmeringssprog såsom SQL/PostGIS, Python, el. lign. 
• Du har erfaring med software udvikling 
• Du har gerne kendskab til CityGML 
 
Som person brænder du for dit fagområde. Du er forandringsparat og fleksibel over for nye opgaver og udfordringer. Du mestrer overblikket til at påvise de gode løsninger og ændringer, som gør en forskel. Du er analytisk og besidder en faglig modenhed til at kunne arbejde med komplekse problemstillinger. Du er ansvarlig, grundig og ordentlig, når det gælder detaljer og kvalitet. Du har gode kommunikations- og samarbejdsevner både i dit samarbejde med dine kolleger og i den sparring, der vil være med styrelsens kunder, herunder Skatteministeriet. 
 
Løn- og ansættelsesvilkår  
Du bliver ansat som AC-specialist i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og akademikere i staten med mulighed for forhandling af tillæg. Ansættelsesområdet er Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet med tilhørende insti¬tutioner. Tiltrædelse den 1. januar 2018. 
 
Ønsker du yderligere oplysninger 
Du kan kontakte kontorchef Brian Arreborg Hansen på telefon 7254 5202.  
 
Ansøgning 
Da Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering ønsker den bedst egnede til stillingen, varetages rekrutteringsprocessen i samarbejde med Capax Recruitment. Samtaler holdes løbende. Send din ansøgning hurtigst muligt. Du søger stillingen online via linket ”Søg stillingen”. Vi skal have dine oplysninger, dokumentation for uddannelse, ansøgning og CV senest den 19. november 2017. 
 
 


Ministeriet ønsker at fremme mangfoldighed, hvorfor alle uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Viden om data der effektiviserer og skaber vækst

Vi skaber effektiviseringer i den offentlige sektor og vækst i samfundet gennem udbygning af den nationale datainfrastruktur og anvendelse af data, hvor nytten er størst. Vi har fokus på, at data er let tilgængelige via en sikker distribution, og at data kan deles og anvendes af mange på tværs af den offentlige og private sektor. Vi lægger i vores arbejde stor vægt på fællesoffentlige samarbejder og udviklingen af tværoffentlige digitale sammenhænge for data.

Læs mere på www.sdfe.dk
Følg os på LinkedIn.

Sista ansökningsdag: 19-11-2017
Arbejdssted: København

Hjemmeside: http://sdfe.dk



Questions regarding the position

 
 
 
 

Del/Print


Tip en ven