Start din karriere som graduate hos en af Danmarks største it-driftsleverandører

Er du nyuddannet – eller er det et par år siden, du afsluttede en uddannelse? Og har du et stort ønske om at arbejde med it? Så er du måske vores nye graduate i Statens It.

Som graduate i Statens It er du med til at gøre en forskel for det offentlige Danmark. Du bliver en del af en organisation, der arbejder med store og højaktuelle dagsordener som bæredygtighed og cybersikkerhed. Vi hjælper hver dag vores kunder med at udvikle, modernisere og vedligeholde deres it-løsninger, så de både er effektive og lever op til den nødvendige sikkerhed.

Toårigt forløb

Vores graduate-program er bygget op omkring et toårigt forløb, der giver dig sublime rammer for din personlige såvel som faglige udvikling. Du kommer igennem et fast tilrettelagt forløb, hvor du veksler mellem teori og praksis. Og erfaringen viser, at der er gode muligheder for at blive fastansat.

Selvom du deltager i et graduate-forløb, anser vi dig for at være it-konsulent fra første dag, du træder ind i huset. Vi tror på, at du besidder en lang række kernekompetencer, som vi kan være med til at udvikle og præge, så du bliver den bedste til dit arbejde.

Du bliver en del af Team M365 & Azure, hvor du får en række højt kvalificerede og erfarne kolleger, som du kan støtte dig til og sparre med. En stor del af din hverdag vil bestå af kundespecifikke opgaver, udvikling og kundekontakt. Derfor lægger vi vægt på, at du er god til at interagere og er klar til at tage fat på allerede definerede problemstillinger samt udfordre os med din viden fra studiet.

Som graduate i Statens It får du:

  • mulighed for at deltage i projekter på nogle af de største danske it-løsninger
  • et skræddersyet program med en veldefineret karrieremodel, hvor du er i førersædet for din fremtid
  • rig mulighed for specialisering og faglig fordybelse
  • gode muligheder for at skifte mellem forskellige opgaver og spændende ansvarsområder - alt afhængig af projekternes art og kompleksitet
  • en erfaren mentor, der kan guide dig i din udvikling
  • kompetencer, der gør dig i stand til at tage styringen på en lang række opgaver.
  • en klar fornemmelse af dine styrker og udfordringer, hvilket er med til at skabe et fundament for din videre karriere.

Hvem er du?

Du har en naturlig interesse for teknologier, og du trives med svære tekniske udfordringer. Du drømmer om en karriere inden for it-branchen, hvor du er med til at gøre en reel forskel, fordi håndværket er i fokus, og løsningerne er kendetegnet ved kvaliteten.

Du er nyuddannet eller har afsluttet en uddannelse på minimum bachelorniveau inden for de seneste par år. Det er ikke afgørende, hvilken uddannelse du har bag dig. Det kan både være en uddannelse inden for it og teknologi, men du kan også sagtens have en humanistisk uddannelsesbaggrund. Det vigtigste er, at du har gennemført en uddannelse, og at du har et godt kendskab til og stor interesse for it.

Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har haft et relevant studiejob eller været i praktik i en it-afdeling, så du kender til et professionelt it-arbejdsmiljø.

Du er nysgerrig af natur og brænder for at skabe relationer til både kunder og kolleger. Du er ambitiøs, vil gerne gøre en forskel og er parat til selv at investere for at blive dygtigere. 

Din drivkraft er din egen performance. Det er et krav, at du taler og skriver dansk.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes efter gældende overenskomst med mulighed for individuel forhandling alt efter kvalifikationer.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode. Du vil i forbindelse med ansættelsen blive bedt om dit samtykke til, at Statens It må indhente en offentlig straffeattest via dit cpr-nummer.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Digitaliseringsstyrelsen, Statens Administration, Statens It og Økonomistyrelsen.

Vil du vide mere?

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Per Reider Meinertsen på tlf. 7231 1519.

Ansøgning

Send din ansøgning, CV og eventuelt andre relevante bilag via Statens eRekruttering senest den 3. juli 2022. Vi forventer at afholde informationsdag for udvalgte kandidater den 6. juli 2022.

Graduate-programmet starter den 1. oktober 2022.

Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.

Application due
03-07-2022

Workplace
København

Contact
 
 
 
 
Share