Vi søger fuldmægtige med en skarp pen og interesse for statsborgerskab til vores Indfødsretskontor

Har du lyst til at gøre en forskel i arbejdet med statsborgerskab, som har stor politisk og mediemæssig bevågenhed og er af stor betydning for den enkelte borger? Er du hurtig til at tilegne dig viden og bruge den i praksis? Brænder du for den udlændingeretlige dagsorden? Og trives du med alsidige og komplekse juridiske opgaver? Så er det måske dig vi søger som ny fuldmægtig i Indfødsretskontoret.

Om ministeriets og kontorets opgaver
Udlændinge- og Integrationsministeriet er med til at udvikle og udmønte regler, som har væsentlig indflydelse på udviklingen og sammenhængskraften i det danske samfund. Ministeriet arbejder med komplekse juridiske spørgsmål med stor vigtighed for et retssamfund, og der træffes beslutninger, som har meget stor betydning for de personer, som berøres.

I Indfødsretskontoret varetager vi reglerne om statsborgerskab, som omhandler, hvem der kan opnå dansk statsborgerskab, hvem der kan bevare sit danske statsborgerskab, hvem der kan fratages sit statsborgerskab og meget andet.

I forhold til spørgsmålet om, hvem der kan opnå dansk statsborgerskab, følger det af en særlig grundlovsbestemt ordning, at statsborgerskab kun kan meddeles ved lov. Kontorets hovedopgave er med afsæt heri at behandle ansøgninger om dansk statsborgerskab ved naturalisation og at forberede lovforslag om meddelelse af indfødsret til dem, som opfylder de politisk fastsatte betingelser herfor, eller som er meddelt dispensation for en eller flere af betingelserne. Kontoret yder i den forbindelse sekretariatsbistand til og forelægger sager for Folketingets Indfødsretsudvalg.

Hvilke opgaver skal du løse?
Som fuldmægtig i Indfødsretskontoret kan du forvente en lærerig hverdag i et stærkt fagligt miljø, hvor der lægges vægt på høj kvalitet og effektivitet i opgaveløsningen.

Du vil først og fremmest blive en del af det team, der behandler ansøgninger om dansk statsborgerskab ved naturalisation. Du vil også kunne komme til at arbejde med mere klassisk minister- og folketingsbetjening. På sigt vil du tillige kunne rokere internt i ministeriet til andre sagsområder.

Hvem er du?
Du interesserer dig for udlændingeområdet. Du er jurist eller har en tilsvarende relevant uddannelsesmæssig baggrund.

Derudover ser vi især efter følgende kompetencer:

  • Interesse for/erfaring med konkret sagsbehandling
  • Skarpe analytiske evner
  • Godt øje for balancen mellem effektivitet og kvalitet i opgaveløsningen
  • Gode mundtlige og skriftlige formidlingsevner
  • Veludviklede samarbejdsevner og evne til at skabe gode og tillidsfulde relationer
  • En åben og positiv indstilling og lyst til at lære og udvikle dig fagligt i et ministerium med mange muligheder
  • Høj grad af politisk forståelse
  • Anstændighed og ordentlighed

Derudover er det en fordel, hvis du har erfaring med arbejde inden for centraladministrationen. Du er også velkommen til at søge, hvis du er nyuddannet.

Hvem er vi?
I kontoret er vi ca. 90 engagerede medarbejdere med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde. Vores omgangstone er uformel, og vi lægger vægt på gensidig fleksibilitet. Vi hjælper og sparrer med hinanden fagligt, og selvom vi ofte har travlt, prioriterer vi muligheden for en fornuftig balance mellem familie- og arbejdsliv. Vi sørger også får, at du som ny medarbejder får en god oplæring.

Yderligere information
Du ansættes i Udlændinge- og Integrationsministeriets koncern efter gældende overenskomst for akademikere i staten og relevant organisation. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.

Du skal opnå sikkerhedsgodkendelse til ”FORTROLIGT” for at arbejde i denne stilling, og opretholde denne under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.

Ønsker du at vide mere om de ledige stillinger, kan du kontakte enhedschef Helle Sandby-Møller på telefonnummer 61 98 36 17 eller e-mail hsm@uim.dk  eller enhedschef Nicolai Holm Larsen på telefonnummer 61 98 34 87 eller e-mail nhl@uim.dk.

Du kan læse mere om Udlændinge- og Integrationsministeriet på www.uim.dk.

Forventet ansættelse august 2023.

Søg stillingen
Klik på knappen i højre side og upload din ansøgning, eksamensbevis mv. senest manddag den 5. juni 2023.

Vi forventer at holde samtaler i uge 24. Der vil være en case i forbindelse med samtalen.

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.



Ansøgningsfrist:
05-06-2023

Arbejdstid:
Fuldtid

Arbejdssted:
Slotsholmsgade 10-12, 1216 København K

Hjemmeside:
www.uim.dk

Følg os på LinkedIn:


Kontaktpersoner: