Personer står ved tavle og taler
Teamleder til Miljøteam i Vejdirektoratet

Har du lyst og evne til at lede miljøarbejdet i Vejdirektoratet, når vi planlægger og anlægger vores store anlægsprojekter? Drives du af at udvikle og skabe resultater sammen med andre? Så er det måske dig, vi søger som vores teamleder for det nyoprettede Miljøteam, Større anlæg.

Hos Vejdirektoratet arbejder vi hver dag for at skabe sammenhæng for de mange trafikanter, der benytter de danske statsveje.

Infrastrukturaftalen 2035 betyder, at vi har mange spændende projekter i Vejdirektoratet de næste mange år. Veje skal anlægges, nye forbindelser etableres og den grønne tankegang får et boost med mere biodiversitet, flere cykelstier og ladestandere langs statsvejene.

Når der planlægges, projekteres, bygges og driftes, skal vi sørge for at tilrettelægge infrastrukturprojekter på en måde, der ikke belaster naturen og miljøet mere end højest nødvendigt. Og vi skal gennemføre vores miljøkonsekvensvurderinger og øvrige miljøprocesser indenfor de politiske rammer og den gældende miljølovgivning.

Og her kommer du ind i billedet som teamleder for Vejdirektoratets Miljøteam, Større anlæg.

Dine opgaver som teamleder

Din kerneopgave bliver at guide og tage vare på specialiserede, selvstændige og dedikerede medarbejdere indenfor miljøområdet.

Du skal bidrage til, at vi kan gennemføre vores miljøvurderingsprocesser med en stærk faglighed og med blik for samarbejdet med andre myndigheder og kommuner, når vi skal have de konkrete miljøtilladelser i anlægsfasen.

Vi forventer, at du vil tage ansvar for:

  • at løfte faglige problemstillinger og gå i dialog med fx andre myndigheder
  • at understøtte både den enkelte medarbejder og løsningen af teamets opgaver
  • at orientere, inddrage og forventningsafstemme både i forhold til dine medarbejdere og din afdelingsleder

Det er en nyoprettet stilling. Miljøteamet i Vejdirektoratet har vokset sig stort de senere år og bliver nu splittet op, så kræfterne kan fokuseres mere. Miljøteam, Større anlæg søger en leder, der kan understøtte og hjælpe medarbejderne i deres daglige arbejde og give dem faglig sparring,” fortæller afdelingsleder Karsten Kirk Larsen.

Din profil - du har lyst til ledelse

Der kan være flere indgange til jobbet. Men vi forventer, at du har en relevant teknisk/akademisk baggrund.

Vi ser gerne, at du:

  • er faglig stærk indenfor miljøområdet, blandt andet indenfor nogle af de emner, der fylder meget i anlægsprojekter fx natur, arter eller vand
  • har en udpræget god procesforståelse og erfaring med at agere i en politisk styret organisation
  • har gode lederegenskaber og forstår at skabe solide rammevilkår for en specialiseret medarbejdergruppe, hvor den enkelte har et stort, selvstændigt ansvar
  • er initiativrig og proaktiv
  • har erfaring med miljøkonsekvensvurderinger og meget gerne kendskab til rådgiverstyring
  • har humor, empati og overblik 

Du bliver en del af Vejdirektoratets ledergruppe og du vil referere til Karsten Kirk Larsen, afdelingsleder i Vejplan- og Miljøafdelingen. Ledelse i Vejdirektoratet kan karakteriseres ved en uhøjtidelig samarbejdsform, hvor åben dialog, tillid og engagement præger dagligdagen.

Om os - et miljøteam med en bred opgaveporteføjle og fokus på den grønne dagsorden

Du kommer til at arbejde i Vejplan- og Miljøafdelingen, som står for planlægning af udbygning af statens veje (motorveje og større regionale veje) og andre infrastrukturprojekter.

Afdelingen har også ansvaret for det tværgående natur- og miljøarbejde i hele Vejdirektoratet, og denne opgave løses i miljøteamet. Teamet består i dag af 18 medarbejdere, der har baggrund som biologer, ingeniører og lignende og deles nu op i to omtrent lige store teams: et Miljøteam for Mindre anlæg og biodiversitet og et Miljøteam for Større anlæg.

Miljøteam, Større anlægs hovedopgaver er bl.a.:

  • Fagprojektleder for miljø- og natur i planlægningsprojekter (bl.a. i forbindelse med miljøkonsekvensvurderinger) med ansvar for analyser og vurderinger af lovbestemte natur- og miljøhensyn
  • Fagansvarlig for miljø- og natur i anlægsprojekter med bl.a. ansvar for myndighedsbehandling, forureningsundersøgelser, naturhensyn, jordhåndtering, bæredygtighedsansvar, tværfaglig koordinering, input til udbud, styring af rådgiver mm.

Medarbejderne i teamet har deres daglige tjenestested på Vejdirektoratets kontorer i Skanderborg og København.

Vi forventer, at du er fleksibel og som udgangspunkt er løbende, fysisk til stede på begge tjenestesteder efter behov. Du må derfor påregne nogen rejsetid, også da vores projekter gennemføres i hele landet.

Løn og ansættelsesvilkår

Du ansættes med titel som teamleder og lønindplaceres som ”chefkonsulent med personaleansvar”.

Ansættelse sker på overenskomstvilkår med mulighed for forhandling af tillæg alt efter kvalifikationer. Du vil være omfattet af cheftidsaftalen samt præstationsløn.

Dette betyder også, at du modtager 9 ekstra cheffridage årligt, og at arbejdstiden gennemsnitligt er sat til 38,5 time ugentlig.

Vejdirektoratet er en styrelse under Transportministeriet. Dit ansættelsesområde vil være Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner.

Tjenestestedet vil som udgangspunkt være på Vejdirektoratets kontor i København på adressen Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal, 1577 København V.

Hvis du vil vide mere om stillingen…

… er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Karsten Kirk Larsen på 2527 3481 eller på kkl@vd.dk.

Vil du vide mere om Vejdirektoratet, og hvad det vil sige at arbejde hos os, kan du læse mere om vores opgaver og medarbejdere på www.vejdirektoratet.dk. 

Er du interesseret?

Send din ansøgning senest mandag d. 4. marts kl. 12.00 2024. Vi forventer at afholde to samtalerunder og en logik- og personlighedsanalyse. Samtalerne forventes afholdt i slutningen af uge 10 (1. samtale) og tirsdag den 19. marts (2. samtale) 2024.

Søg stillingen ved at trykke på linket ”Søg stillingen” eller via vores hjemmeside www.vejdirektoratet.dk. Vedhæft ansøgning, cv og andre relevante dokumenter.

Vi tror på, at et inkluderende og mangfoldigt arbejdsmiljø styrker fællesskabet og den måde, vi løser opgaverne på. Vi prioriterer en medarbejdersammensætning, der afspejler samfundet og giver lige muligheder for alle. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede til at søge stillinger uanset alder, køn, seksuel orientering, religion, handicap eller etnisk tilhørsforhold.  

Application due
04-03-2024

Start date
01-05-2024

Work hours
Fuldtid

Position category
Teamleder

Workplace
København

Contact
[Project.ContactPerson1.ProfileImage-]
[Project.ContactPerson2.ProfileImage-]
[Project.ContactPerson3.ProfileImage-]
[Project.ContactPerson4.ProfileImage-]