Miljøstyrelsen søger jurastuderende til CITES teamet i Landskab og Skov

Har du lyst til at varetage håndteringen af politisager og bidrage til løsningen af andre juridiske og administrative opgaver om handel med truede dyr? Så er stillingen som student i Miljøstyrelsens CITES-team måske noget for dig!

Miljøstyrelsen er en del af Miljøministeriet og myndighed på miljø- og naturområdet. Vi arbejder for rig natur, rent vand, sikker kemi og grøn produktion. Vores kerneopgave er at omsætte natur- og miljølovgivningen til virkelighed, og målsætningen er at balancere hensynene til både beskyttelse og benyttelse.

Miljøstyrelsen er landsdækkende og har ca. 1200 medarbejdere. Styrelsens hovedkontor med ca. 700 arbejdspladser har til huse i Odense. Vi er en organisation, der bygger på et stærkt, fagligt fundament, og hvor nye og erfarne medarbejdere arbejder, skaber og lærer sammen. Det er en fælles ambition at skabe grobund for en sjov og spændende hverdag med en rig idékultur og en arbejdsplads, der er en af statens bedste. Og det er ambitionen at gøre det samtidig med, at vi har øjne og ører på natur og miljø i Danmark.

Opgaver i enheden og organisering
Landskab og Skov består af 2 kontorchefer, ca. 50 fuldtidsansatte og 7 studenter fordelt på 5 teams.

Du vil blive tilknyttet CITES-teamet, der består af 3 faste medarbejdere, 1 funktionsleder samt 4 universitetsstuderende, som arbejder med forvaltning af Washingtonkonventionen/CITES, der har til formål at beskytte truede vilde dyre- og plantearter ved at regulere og kontrollere den internationale handel med de arter, der er opført på konventionens lister. Dette sker navnlig ved medlemslandenes udstedelse af såkaldte CITES-tilladelser og -certifikater samt landenes kontrol med overholdelsen af konventionen.

Du vil få et attraktivt og lærerigt studenterjob, en spændende og til tider travl hverdag i et engageret og samarbejdsorienteret team og et indblik i, hvordan det er at arbejde i en styrelse.

Vi har brug for en studentermedhjælper til disse opgaver
Du vil i samarbejde med CITES-teamets øvrige medarbejdere samt politi og anklagemyndighed komme til at stå for afvikling af politisager i forbindelse med overtrædelser af CITES-reglerne. Du vil endvidere efter en oplæringsperiode skulle bidrage til håndteringen af juridiske spørgsmål og udføre generel sagsbehandling, herunder bl.a. udstede tilladelser samt besvare telefoniske og skriftlige forespørgsler fra borgere og myndigheder. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med natur og artsforvaltning.

Kvalifikationer

  • Du studerer jura på 2. eller 3. år på bacheloruddannelsen eller på kandidatuddannelsen og har min. 2 års studietid tilbage
  • Har gode skriftlige formidlingsevner
  • Er detaljeorienteret, selvstændig og kan trives med en vis mængde ensartet arbejde
  • Har interesse for/lyst til at arbejde med forvaltningsret, strafferet og EU-ret
  • Har ambitioner om at udvikle dig
  • Har gerne kørekort
  • Har gode samarbejdsevner samt et behageligt gemyt selv i pressede situationer
  • Har lyst til at bidrage til et godt socialt fællesskab og til at indgå i et tværfagligt team som en ligeværdig kollega

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område samt tilhørende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK).

Arbejdstiden er gennemsnitligt 15 timer om ugen. Der aftales faste mødedage, dog med mulighed for at aftale fleksible mødetider i eksamensperioder m.m.

Ansættelsesområdet er Miljøministeriet med tilhørende institutioner.

Tjenestestedet vil være Tolderlundsvej 3-5 i Odense.

For at være studentermedhjælper i Staten skal du dokumentere studieaktivitet.

Stillingen ønskes besat snarest muligt og senest 1. juni 2024.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte Maj F. Munk eller Pernille Dahl Nielsen på telefon 72 54 40 00.

Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV og studie- eller uddannelsesbevis senest den 1. maj 2024. 

Vi forventer at afholde samtaler onsdag den 8. maj 2024.


Hjemmeside:
www.mst.dk

Application deadline:
01-05-2024

Arbejdssted:
Odense C



Kontaktpersoner: