Logo

Medarbejder til cyberstresstest

Vil du være med til at udvikle og gennemføre en ny måde til at undersøge, hvordan finansielle virksomheder håndterer omfattende, længerevarende IT-nedbrud? Hvor hurtigt og effektivt virksomhederne kan genoprette IT-driften? Hvad de kan gøre for at opretholde kritiske forretningsprocesser uden den almindelige IT-understøttelse? Og hvad konsekvenserne er for den enkelte virksomhed og ikke mindst for samfundet?

Har du lyst til at sætte dit præg på en samfundsvigtig opgave – meget gerne med udgangspunkt i din viden om forretnings- eller IT-siden af kritisk finansiel infrastruktur eller finansielle virksomheder?

Så har vi brug for dig i Finanstilsynet til at lave cyberstresstest.

Cyberstresstest udføres af et team, som er placeret i Finanstilsynets Kontor for IT-sikkerhed, cyberrisici og DCIS (ITCY). Ud over de tværfaglige cyberstresstest fører kontoret tilsyn med IT-sikkerheden i systemisk vigtige finansielle virksomheder, herunder store banker, datacentraler og finansielle infrastrukturselskaber. Samtidigt er kontoret Finanstilsynets ekspertisecenter for IT-sikkerhed og deltager i den forbindelse bl.a. i internationalt arbejde herom. Kontoret varetager også rollen som Decentral enhed for Cyber- og Informationssikkerhed (DCIS) for finanssektoren.

Vi søger endnu en kollega til cyberstresstest-teamet; et lille team med stort engagement og iderigdom. Du bliver samtidig en del af et kontor med 16 personer med forskellige fagligheder og en højt profileret organisation, der løfter en særdeles vigtig samfundsopgave. Vi tilbyder et stærkt fagligt miljø med spændende opgaver, ansvar og indflydelse – og samtidig attraktive arbejdsvilkår med en god balance mellem arbejds- og privatliv.

Hvad er cyberstresstest?
Cyberstresstest er en ny testmetode og tværfaglig disciplin, som handler om den IT-mæssige håndtering af et operationelt nedbrud, men mindst lige så meget om, hvordan forretningen håndterer fraværet af IT-understøttelse, og hvad de forretningsmæssige konsekvenser er af et nedbrud.

Finanstilsynet har netop færdiggjort den første danske cyberstresstest og skal i gang med den næste. Den første havde fokus på den enkelte virksomheds håndtering af omfattende, længerevarende IT-nedbrud. I den næste vil vi undersøge, hvad der sker på sektorniveau. Det kræver, at vi videreudvikler metoden, og at vi bliver flere medarbejdere til opgaven. Derfor opruster vi.

Hvad forventer vi af dig?
Du er et godt match til stillingen, hvis du kan sætte kryds ved følgende tre kvalifikationer og kompetencer:

1. Du kender til finansiel infrastruktur eller virksomheder fra en forretnings- eller en IT-vinkel

Vi forestiller os, at du har erfaring fra en virksomhed i den finansielle sektor, hvor du har arbejdet med kritisk infrastruktur eller vigtige forretningsfunktioner fra en forretnings- eller IT- vinkel. Vi er også åbne over for andre baggrunde, men erfaring fra den finansielle sektor er en klar fordel.

2. Du har lyst til at være med til noget, som ingen har gjort før 

Finanstilsynet er i tæt dialog med en række internationale aktører, der også arbejder med cyberstresstest. Men ingen har endnu prøvet at lave en cyberstresstest som den, vi planlægger i runde 2.

Derfor skal du synes, det er sjovt, at der ikke er en manual – hverken for den måde, arbejdet skal udføres på, eller for dagen. Du skal også trives med at have gang i flere opgaver på samme tid og kunne se charmen i, at der pludselig kommer en ny opgave, som betyder, at tidsplanen for andre opgaver bliver lavet om.

3. Du tager ansvar 

Cyberstresstest er samtidig en myndighedsopgave med store implikationer for de virksomheder, som deltager. Derfor skal du have lyst til både at være embedsmand (m/k) og til at tage ansvar og ejerskab for, at opgaverne bliver løst med høj faglighed og grundighed. Vi veksler mellem at løse opgaverne i fællesskab og alene, så du skal også trives med både stor selvstændighed og tæt samarbejde i opgaveløsningen.

Derudover forestiller vi os, at du:

  • har en relevant videregående uddannelse
  • er god til at kommunikere på skrift og i tale
  • evt. har erfaring med tilsyn, IT-revision, compliance eller lignende
  • evt. har kendskab til IT-sikkerhedsstandarder

Hvordan er dine ansættelsesvilkår?
Din ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet. Afhængig af dine kvalifikationer vil du blive indplaceret som fuldmægtig, special- eller chefkonsulent med mulighed for at forhandle individuelle tillæg. I forbindelse med din ansættelse skal du fremvise straffeattest.

Vi har et internt karriere- og kompetenceprogram. Vi har flekstidsordning, betalt frokostpause, kantineordning, massageordning, renseriordning, fri parkering og fodbold-, løbe- og badmintonklubber.

Sådan ansøger du
Send din ansøgning via vores elektroniske ansøgningssystem på finanstilsynet.dk senest onsdag d. 15 maj 2024. Husk at uploade dit CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag sammen med din ansøgning. Vi tager ikke ansøgninger i betragtning, der er blevet indsendt på anden vis.

Samtaler forventes som udgangspunkt at finde sted i uge 21 og 22 med mulighed for løbende 1. samtaler. Der vil blive anvendt test i forbindelse med 2. samtaler.

I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold

Spørgsmål?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til vicekontorchef Marie Holde, som står for cyberstresstest-teamet, på tlf. 33558381 eller kontorchef Adam Al-Saffar på tlf. 33558322.

Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan du få ved at henvende dig til vores HR-rekrutteringspartner Iben Schulin-Zeuthen på tlf. 91337080.

Du kan læse mere om Finanstilsynet på www.finanstilsynet.dk – særligt under rubrikken ”Karriere”. Du kan også finde os på LinkedIn ved at søge på Finanstilsynet Danmark.

Hvem er Finanstilsynet?

Finanstilsynet er en styrelse under Erhvervsministeriet. Vi arbejder for, at borgere og virksomheder har tillid til den finansielle sektor og de finansielle markeder. Det gør vi blandt andet ved at føre tilsyn med, at banker, forsikringsselskaber og realkreditinstitutter overholder eksempelvis forbrugerbeskyttende regler. Vi udarbejder også lovgivningen. Og vi samarbejder internationalt for at være på forkant med udviklingen og sikre de danske virksomheders finansielle produkter. Finanstilsynet er et stærkt lærings- og videnshus med ca. 420 medarbejdere. Vi bor i nye lækre lokaler i Strandgade på Christianshavn.

Application due
15-05-2024

Contact
[Project.ContactPerson1.ProfileImage-]
Iben Schulin-Zeuthen
HR-rekrutteringspartner
contacticon 91337080
[Project.ContactPerson2.ProfileImage-]
Adam Naji Dindler Al-Saffar
Kontorchef
contacticon
[Project.ContactPerson3.ProfileImage-]
Marie Schelde Holde
Vicekontorchef
contacticon
[Project.ContactPerson4.ProfileImage-]


Follow us