Jurister til Aktindsigtssekretariatet i Indenrigs- og Sundhedsministeriets departement

Har du lyst til at prøve kræfter med en spændende hverdag tæt på det politiske liv og den indenrigs- og sundhedspolitiske dagsorden – så kan du prøve det af i Aktindsigtssekretariatet hos os. Stillingen er tidsbegrænset til 6-8 måneder (med mulighed for forlængelse), så det giver f.eks. god mulighed for at prøve af om arbejdet i et departement er noget for dig.

Om Aktindsigtssekretariatet
Aktindsigtssekretariatet, der varetager behandlingen af departementets aktindsigter, hører organisatorisk til i kontoret for Forvaltningsjura. Ud over at kontoret varetager en række af de tværgående juridiske stabsfunktioner, herunder bl.a. aktindsigt, intern rådgivning om forvaltningsret og Kodex 7 mv., forvalter kontoret grundlovens ramme om det lokale selvstyre. Dermed bidrager kontoret til at understøtte demokratiet og borgernes tillid til den offentlige forvaltning.

Din hverdag hos os
Du vil sammen med de øvrige jurister i sekretariatet varetage behandlingen af ministeriets aktindsigtsanmodninger og klagesager om aktindsigt.

Du vil få et godt indblik i og erfaring med at arbejde i et departement samt et godt indblik i indenrigs- og sundhedsområdet i almindelighed, da behandlingen af ministeriets aktindsigtsanmodninger vedrører emner inden for alle dele af ministerområdet. Du vil således også få et godt indblik i mange af de vigtige aktuelle dagsordener på særligt sundhedsområdet, der er en stor prioritet for regeringen.

Konkret vil du skulle varetage alle aspekter af den konkrete sagsbehandling vedrørende ministeriets aktindsigtsanmodninger. Afhængig af dine kvalifikationer er der mulighed for at bistå sekretariatets teamleder med den juridiske kvalitetssikring (godkendelse) af sagerne.

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du er cand.jur. med interesse for den politiske beslutningsproces og forvaltningsret, ligesom du har lyst til at lære mere om ministerområdet.

Derudover ser vi gerne, at du:

  • arbejder selvstændigt og kan holde overblik over flere sager samtidig
  • er god til at planlægge din tid med henblik på at sikre overholdelse af lovbestemte frister
  • arbejder systematisk og målrettet – også med rutineprægede opgaver
  • er dygtig til at formulere dig på skrift, samt god til grammatik og retskrivning
  • generelt har en positiv indstilling i opgaveløsningen.

Vi tilbyder
Forvaltningsjura er et juridisk kontor med en kontorchef, 12 jurister, to kontorfunktionærer og fire studentermedhjælpere.

Du bliver en del af et aktivt fagligt miljø, hvor du sammen med kontorets øvrige jurister, får mulighed for at anvende og udvikle dine kompetencer inden for den offentlige ret.

Du får dedikerede kolleger, der prioriterer faglig kvalitet, et godt socialt miljø og arbejdsglæde i hverdagen højt. Vi prioriterer din faglige og personlige udvikling, og du vil få løbende og kvalificeret sparring og feedback. Derudover går vi op i, at vi skal kunne balancere familieliv og arbejde. Derfor har du også mulighed for at tilrettelægge arbejdet fleksibelt.

Stillingen er tidsbegrænset til 6-8 måneder, så den giver f.eks. god mulighed for at afprøve arbejdet i et departement eller for at afsøge om ministeriets område er noget for dig.

Erfaring med aktindsigt er ikke en forudsætning, men naturligvis en fordel. Du må gerne være nyuddannet eller i begyndelsen af din karriere. Er du længere i din karriere og har erfaring med aktindsigt, kan vi som nævnt sammensætte dine opgaver således, at du får mere ansvar i sekretariatet.

Om ansættelsen
Du bliver ansat, afhængig af dine kvalifikationer, som enten fuldmægtig eller specialkonsulent i henhold til gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Stillingerne ønskes besat hurtigst muligt eller den 1. august 2024.

Stillingerne er tidsbegrænset til 6-8 måneder afhængig af starttidspunkt. Der vil evt. være mulighed for forlængelse.

Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at kontakte teamleder Marlene Brixtofte på tlf. 72 28 25 19 eller kontorchef Anna Nystrup på tlf. 72 28 25 10.

Er du interesseret?
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 21. Der vil muligvis indgå test i ansættelsesforløbet.

Du kan læse mere om os på www.sum.dk.


Indenrigs -og Sundhedsministeriet har røgfri arbejdstid.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.
Ansøgningsfrist: 19-05-2024
Tiltrædelsesdato: Start hurtigst muligt

Følg oss

  Hjemmeside
  LinkedIn

Del/Skriv ut

Om Indenrigs- og Sundhedsministeriet

I Indenrigs- og Sundhedsministeriet arbejder vi for at styrke sammenhængskraften og fremme sundheden og velfærden i Danmark.

Vi værner om borgernes frie valg og lige adgang til god forebyggelse og behandling.

Vi arbejder for gode og ensartede kommunale og regionale rammevilkår, for flere sunde leveår, og for at sikre et robust sundhedsvæsen i udvikling.

Vi bidrager til holdbar politikudvikling ved at inddrage omverdenen og skaber derigennem grundlaget for, at regeringen kan lave løsninger, der peger frem og kan føres ud i livet.