Ankestyrelsen
Ankestyrelsen er en uafhængig styrelse under Social-, Bolig- og Ældreministeriet og klageinstans på social-, børne-, beskæftigelses- og arbejdsskadeområdet. Ankestyrelsen har til huse i både Aalborg og København. Styrelsen har mere end 500 medarbejdere og afgør cirka 50.000 sager årligt. Derudover laver vi analyser, tilsyn, vejledning og undervisning. Vi går op i høj kvalitet i opgaveløsningen, kollegial sparring og en uhøjtidelig omgangsform.
Ankestyrelsen i Aalborg og København søger jurister til social- og beskæftigelsesområdet

En enlig familiefar har et barn, som ikke har lyst til at gå i skole. Barnet er hjemme de fleste dage, og faren føler sig stresset og presset af situationen. Han ser sig ikke i stand til at passe sit arbejde, når han skal være hjemme hos barnet, følge barnet til udredning i psykiatrien og deltage i møder på skolen. Han sygemelder sig derfor. Har han ret til sygedagpenge?

Kunne du tænke dig en arbejdsdag, hvor du træffer afgørelser i sager om fx sygedagpenge og lægger den juridiske retning for alle landets kommuner? Så har vi lige nu ledige stillinger på vores social- og beskæftigelsesområde.

Social- og beskæftigelsesområderne i Ankestyrelsen

Ankestyrelsen behandler klager inden for social- og beskæftigelsesområdet. Vi er også ansvarlige for at hjælpe kommunerne til at træffe den rigtige afgørelse. Det gør vi blandt andet ved at lave principmeddelelser, som er en bindende retskilde for kommunerne.  

Inden for det sociale område afgør vi sager om blandt andet sociale ydelser såsom pension og boligstøtte, sager om støtte til voksne og børn med handicap og flere andre sager inden for serviceloven, aktivloven med mere.

På beskæftigelsesområdet afgør vi sager om blandt andet kontanthjælp, sygedagpenge, ressourceforløb, fleksjob, førtidspension og arbejdsløshedsunderstøttelse

Vi er også sekretariat for Ligebehandlingsnævnet, Psykolognævnet og Arbejdsmiljøklagenævnet.

Syv kontorer varetager sagsbehandlingen på vores social- og beskæftigelsesområde. Du kan læse en kort beskrivelse af hvert kontors fagområder her:

Som sagsbehandler på social- og beskæftigelsesområdet bidrager du direkte til retssikkerheden ved at sikre korrekte afgørelser i sager med stor betydning for den enkelte borgers hverdag. Herudover vejleder du også kommuner og borgere telefonisk og får på sigt mulighed for at udarbejde og offentliggøre principmeddelelser, der fastlægger praksis på vores fagområder.

Selvstændige opgaver, god fleksibilitet og faglig udvikling

Som jurist hos os vil din hovedopgave bestå i selvstændigt at træffe afgørelser i dine sager, som kan have stor betydning for den enkelte borger og for praksis på området. Det betyder en arbejdsdag med et stort ansvar. Samtidig giver det god fleksibilitet og mulighed for, at du kan tilrettelægge dit arbejde, så det passer godt ind i dit liv i øvrigt. Med udgangspunkt i opgaveløsningen tilbyder vi fleksibel arbejdstilrettelæggelse, herunder flekstid for fuldmægtige og mulighed for at aftale hjemmearbejde i op til 2 dage ugentligt.

Du bliver en del af et stærkt fagligt fællesskab på mere end 350 jurister, der hjælper dig med grundig indføring i vores faglige områder og med løbende sparring, så du hurtigt bliver kompetent til selv at træffe afgørelse. Udover dygtige og hjælpsomme kolleger får du hos os en chef, der selv har en høj juridisk faglighed, og som kan give dig konkret feedback og sparring.

Hør fra vores medarbejdere, hvad de i øvrigt siger om at arbejde i Ankestyrelsen her:

Dine muligheder i Ankestyrelsen

Børn, pensioner, arbejdsskader, beskæftigelse, støtte til ældre, enlige og personer med handicap - og mere til; Ankestyrelsens sagsområder dækker bredt, og vi gør en forskel for mennesker i en situation, hvor de har brug for hjælp og støtte.

Når du er blevet kompetent til at træffe afgørelser inden for sagsområdet, får du mulighed for at prøve kræfter med mange andre typer opgaver, fx vejledning og undervisning, bidrage til høringssvar om lovforslag, § 20 spørgsmål, og ikke mindst at forberede og skrive principmeddelelser, der sætter retning for lovfortolkning og praksis på vores faglige områder.

Vores mange sagsområder og mobilitetsordning for fuldmægtige betyder, at du opbygger en bred juridisk faglighed og ekspertise på centrale velfærdsområder og på forvaltningsretten. Læs mere om mobilitetsordningen og karrierevejene i Ankestyrelsen her:

Vil du være vores kollega?

Så glæder vi os til at modtage din ansøgning senest den 26. maj. Vedhæft desuden cv og eksamensbevis med karakterer fra både bachelor- og kandidatuddannelse. Har du andre relevante dokumenter, er du velkommen til også at vedhæfte dem.

Du skal søge via linket her på siden. Rekrutteringsprocessen kan du læse mere om neden for.

Vi har brug for, at du har

  • overblik og evnen til at finde kernen i en sag – også når den er på 1000 sider
  • styr på din juridiske metode og forvaltningsretten, så du kan skære sagerne til med blik for kvalitet og effektivitet
  • en skarp pen, så du kan skrive klare og præcise afgørelser, som borgere og førsteinstanser forstår
  • lyst og evne til faglig sparring og generøst kollegaskab
  • mod på en stejl læringskurve og på at tage ansvar for din egen sagsportefølje og egne mål.

Rekrutteringsprocessen

Ankestyrelsen har adresser i København og Aalborg. Du vil i ansøgningsprocessen skulle tilkendegive, om du ønsker arbejdssted i Aalborg eller København.

Har du et særligt ønske om at begynde på tilsynsområdet, angiver du dette i ansøgningsskemaet. Har du ønske om nogle af vores andre områder, vil du kunne angive dette samme sted.

Du skal søge via linket her:

Når et centralt ansættelsesudvalg har gennemgået alle ansøgninger, kalder vi et udvalg af ansøgere til en første runde samtaler. Her vi vurderer det faglige match i forhold til opgaverne og matchet generelt i forhold til Ankestyrelsen.

På baggrund af første runde samtaler beslutter det centrale ansættelsesudvalg, hvilke ansøgere de vurderer er relevante at se til en anden samtale. På baggrund ansøgernes ønsker, kommer ansøgerne til samtale med chefen for det kontor, som de har ønsket. Her kan begge parter vurdere det personlige og specifikke faglige match.

Cheferne beslutter på den baggrund, hvem de ønsker at tilbyde ansættelse.

Praktiske oplysninger og ansættelsesvilkår

Vi forventer at holde første runde samtaler i uge 23 og anden runde i uge 24.

Vi ser gerne, at du kan begynde d. 1. september.

Du bliver ansat efter overenskomsten for akademikere i staten. Er du færdiguddannet bliver du ansat som enten fuldmægtig eller konsulent afhængigt af dine kvalifikationer. Har du bestået din bachelor, men ikke din kandidat endnu, kan du blive ansat som bachelor på deltid, indtil du har bestået din kandidat, hvor du overgår til fuldmægtigansættelse.

Ansættelsesområdet er Social-, Bolig- og Ældreministeriet med tilhørende institutioner.

Tilbyder vi dig stillingen, er det under forudsætning af, at du kan fremvise en tilfredsstillende straffeattest.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til ankechef Mette Bygvraa Jønsson (København), 61 89 72 68, eller ankechef Kit Purkær Madsen (Aalborg), 33 41 12 00.

 

Vi opfatter mangfoldighed i medarbejdergruppen som en styrke. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingerne.

Apply

Application due
26-05-2024

Start date


Workplace


Work hours


Position category




Contact