Skarp akademiker søges til koordinerende og udviklende arbejde med MitID

Hos Kontor for MitID mangler vi lige nu en kollega, der ønsker at arbejde med et af Danmarks samfundskritiske systemer: MitID. Så mestrer du solide processer, brænder du for de stærke formuleringer, og sidder der et godt analytisk hoved på dine skuldre? Så tilbyder vi en spændende stilling i Kontor for MitID i Digitaliseringsstyrelsen. Du vil komme til at være en del af vores tværfaglige team, hvor vi beskæftiger os med sagsbehandling, ledelsesbetjening og borgerhenvendelser.

Om stillingen

MitID anvendes af over 5 mio. brugere, som hver måned bruger MitID 80 millioner gange. MitID er et samfundskritisk it-system for både den offentlige og den private sektor og er udviklet i et partnerskab mellem finanssektoren og det offentlige. Du vil derfor få en bred kontaktflade og komme til at arbejde i et spændende interessentlandskab.

Du kommer til at arbejde med følgende opgaver:

  • Koordinere tværgående processer og sager relateret til MitID
  • Samarbejde med andre kontorer i Digitaliseringsstyrelsen eller med finanssektoren, der er med i Partnerskabet bag MitID.
  • Varetage bestillinger fra departementet og direktionen.
  • Bidrage til politiske sager om MitID til ministeren og Folketinget.
  • Hjælpe med betjening af ledelse og styregrupper.
  • Bidrage til at besvare borgerhenvendelser.
  • Understøtte kontorets øvrige arbejde med at sikre forvaltning og videreudvikling af MitID-løsningen.

Alt efter dine kompetencer og interesser vil du også løbende blive inddraget i kontorets øvrige opgaver. Du skal forvente, at der i løbet af din arbejdsdag kommer forskelligartede sager ind, som du ofte skal håndtere inden for relativt korte deadlines.

Om dig

Vi forventer, at du har en relevant akademisk uddannelse, og at du har erfaring med fx at skrive sager, styre processer og koordinere større opgaver.

Derudover ønsker vi os en kollega, der:

  • kan forstå og formidle komplekse problemstillinger klart og præcist
  • trives med en høj grad af skriftlighed
  • er struktureret, kan skabe fremdrift og drive egne opgaver i mål inden for de fastlagte rammer
  • har erfaring med at betjene ledelse, styregrupper eller lignende
  • kan navigere i et bredt interessentlandskab af myndigheder, virksomheder og leverandører
  • er god til at samarbejde på tværs af fagligheder og kan indgå i en konstruktiv dialog med dine samarbejdspartnere.

Hvis du ikke kan sætte kryds ud for alle ovenstående punkter, men mener, at du med din erfaring og kompetencer kan bidrage positivt til vores område, så tøv ikke med at sende din ansøgning alligevel.

Om os

Du bliver ansat i Kontor for MitID, hvor vi er ca. 35 medarbejdere med mange forskellige uddannelsesbaggrunde og erhvervserfaring. Du vil blive en del af det tværgående team, som blandt andet har ansvaret for generel sagsbehandling, ledelsesbetjening, jura, contract management og økonomi.

I Kontor for MitID arbejder vi alle for at nå fælles mål, og vi lægger vægt på, at det skal være rart at gå på arbejde. For eksempel spiser vi morgenmad sammen hver fredag, går op i vores kageordning, og så er der altid tid til en faglig vending ved kaffemaskinen. Da MitID udvikles og forvaltes i et partnerskab mellem den offentlige sektor og finanssektoren, vil du også komme til at arbejde tæt sammen med kollegaer fra finanssektoren.

Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.

I Digitaliseringsstyrelsen er vi ca. 400 medarbejdere, som hver dag går forrest i arbejdet for et mere digitalt offentligt Danmark med borgere og virksomheders behov i centrum. Vi sætter barren højt og har fokus på din trivsel og kompetence- og karriereudvikling. Du kan læse mere om vores arbejde på www.digst.dk.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent med mulighed for at forhandle tillæg på baggrund af dine kvalifikationer.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.

Ansættelsesområdet er Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet med tilhørende institutioner, pt. Digitaliserings- og Ligestillingsministeriets departement, Digitaliseringsstyrelsen og Danmarks Statistik.

Flere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Kontorchef Anna Louise Kropp Kehler på telefon 22 56 69 77 eller email akr@digst.dk. Send Anna Louise en SMS eller læg en besked, så ringer hun dig op.

Ansøgning

Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 26. maj 2024.

Vi forventer at holde samtaler i uge 23 og 24 og håber at kunne byde vores nye kollega velkommen den 1. august 2024.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.

Application due
26-05-2024

Workplace


Contact
 
 
 
 
Share