Budget- og regnskabskoordinator
Ansøgningsfrist: 24-05-2024

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium søger en dygtig og engageret budget- og regnskabskoordinator, der har lyst til at arbejde med styring af konservatoriets samlede økonomi.

Du bliver en del af et økonomiteam på tre medarbejdere, der har en vigtig funktion i forhold til konservatoriets administration og drift. Teamet indgår i et tæt samarbejde med administrationschefen og er en del af Ledelsessekretariatet, der bl.a. omfatter økonomistyring og bogholderi, løn- og HR-funktion, jura, IT, legatadministration, bidrag til forskellige mødefora.

Arbejdsopgaver og ansvarsområder

Stillingen som budget- og regnskabskoordinator indeholder følgende områder:

  • Udarbejdelse af bidrag til finanslovsforslag, grundbudget, udgiftsopfølgninger, årsregnskab og den økonomiske del af årsrapport samt godkendelse af månedlige regnskabserklæringer
  • Sikring af den nødvendige ledelsesinformation, herunder udarbejdelse af månedsregnskaber, løbende udarbejdelse og revideringer af drifts-og lønbudgetter
  • Løbende kontakt til Kulturministeriet, bidrag til besvarelse af henvendelser fra Rigsrevisionen og andre myndigheder samt vedligeholdelse af instrukser
  • Opgørelse og afstemning af eksterne tilskud fra fonde til forskellige aktiviteter og eksterne tilskud til forskning og udviklingsvirksomhed
  • Kontrol og godkendelse af løn i de statslige lønsystemer

Kvalifikationer og kompetencer

Du har erfaring med flere af stillingens arbejdsopgaver, relevant uddannelsesmæssig baggrund og interesse i at sætte dig ind i evt. nye opgaver.

Du har kendskab til de specielle forhold, der er gældende for en statslig institution, herunder reglerne for statens bevillinger og økonomistyring. Du har derfor erfaring med flere af de statslige økonomisystemer, f.eks. Navision Stat, SKS, Statens BI, SBS og LDV.

Du vil i tæt samarbejde med administrationschefen og kollegaer i økonomiteamet bidrage til at koble økonomi med konservatoriets aktiviteter. Du skal derfor have interesse for at arbejde med flere forskellige økonomiopgaver på en videregående, kunstnerisk uddannelsesinstitution.

Vi lægger vægt på trivsel, og at du kan indgå i et godt kollegialt miljø. Konservatoriet har flextid og gode muligheder for kompetenceudvikling.

Ansøgning og ansættelse

Ansøgning, CV, eksamensbeviser m.v. skal være Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i hænde senest fredag den 24. maj 2024, kl. 12.00.

Ansættelsen er på 37 timer ugentlig og besættes i henhold til gældende overenskomst. Tiltrædelse senest 1. august 2024 eller efter nærmere aftale. Der vil blive aftalt overdragelse og overlap med den nuværende budget- og regnskabskoordinator, der går på pension.

Vi betragter forskellighed som en ressource og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Yderligere oplysninger findes på www.dkdm.dk eller fås ved henvendelse til administrationschef Carsten Ruby på carsten.ruby@dkdm.dk eller 72 26 72 26.

 



Det Kongelige Danske Musikkonservatorium uddanner klassiske musikere og musikpædagoger omfattende bachelor- og kandidatuddannelser samt overbygningsuddannelser i solistklassen.

DKDM skal uddanne dimittender, der både udvikler musiklivet og imødekommer dets behov for højt kvalificerede kandidater. Konservatoriet har en stærk international profil og en række tætte internationale samarbejdsrelationer blandt andet med undervisning og andre aktiviteter på forskellige digitale platforme. 

Med udgangspunkt i kunstnerisk praksis, udviklingsvirksomhed og forskning bidrager konservatoriet løbende til uddannelsernes kunstneriske og samfundsmæssige aktualitet, og DKDM afholder årligt et stort antal koncerter, festivaler og andre udadvendte arrangementer. Konservatoriet har tilknyttet godt 400 studerende, 50 fastansatte undervisere, 30 teknisk-administrative medarbejdere og mere end 120 timelærere. Musikkonservatoriet har en bevilling på ca. 105 mio. kr. i 2024.