Er du vores nye medarbejder?
Brænder du for at sikre en professionel og digitaliseret sagsbehandling? Vil du være med til at sætte mere strøm på vores voksende antal realkompetencevurderinger (RKV)? Og får du julelys i øjnene, når du ser potentiale for at effektivisere processer og bruge AI til at optimere dine arbejdsopgaver?
Så har vi stillingen til dig i SmartLearning.
RKV-sagsbehandling
I SmartLearning udvikler vi digitale læringsforløb til studerende der arbejder ved siden af deres studier. Ofte skal vi vurdere studerendes realkompetencer og vi modtager rigtig mange RKV-ansøgninger. Vi er derfor på jagt efter dig, der har blik for den samlede brugerrejse og kan lide at tage ansvaret for at forbedre den. Vi søger dig, der kan sikre en smidig og struktureret sagsbehandling og har flair for at indtænke digitale værktøjer og som har lysten til at inddrage AI til at forbedre sagsbehandlingen. Du vil spille en central rolle i at udvikle vores processer, samtidig med at du sikrer, at de studerende får den bedst mulige vejledning både før, under og efter deres RKV.
Dine arbejdsopgaver vil primært være:
- At sagsbehandle RKV-ansøgninger med fokus på en effektiv og individualiseret sagsbehandling
- At lave opfølgning og individuel vejledning før, under og efter RKV-forløbet
- At reetablere organisering og struktur for den faglige involvering
- At være tovholder på implementering af digitale løsninger og AI med fokus på at automatisere og optimere sagsbehandlingen
- At opnå dybt kendskab til ansøgningsportalen
- At indgå i faglige netværk i sektoren for at sikre en kontinuerlig forbedring af processerne og udvikle nye initiativer, der styrker vores RKV-arbejde
Vi søger dig, som:
- Har erfaring med sagsbehandling og digitalisering – gerne fra uddannelsessektoren eller RKV-området
- Har erfaring med eller lyst til at arbejde med AI og automatisering for at optimere arbejdsgange
- Har en struktureret tilgang til arbejdet og trives med at håndtere flere typer opgaver
- Er kommunikativt stærk og har fokus på at skabe værdi for både studerende og kolleger
- Har tilstrækkelig med teknisk flair og erfaring med digitalisering, automatisering og effektivisering til at være tovholder på vores optimeringsprocesser
- Er selvstændig, men værdsætter samarbejde og sparring med kolleger
Hvad tilbyder vi?
Hos SmartLearning får du mulighed for at være en central del af vores seneste mål om at skabe et smidigt og professionelt RKV set-up. Vi tilbyder et spændende arbejdsmiljø, hvor innovation og udvikling er i højsædet, og hvor du er med til at drive udviklingen af vores RKV-tiltag. Du får stor indflydelse på dit arbejdsområde og rig mulighed for at bidrage med dine idéer og løsninger.
Vi er en hybrid arbejdsplads, og p.t. arbejder vi fire dage hjemmefra og mødes en dag om ugen på vores kontor på Nansensgade 19 i København.
Om os
Hos SmartLearning prioriterer vi frihed og medbestemmelse, så du kan forme dit arbejdsliv og udvikle dine kompetencer. Vi tilbyder et inkluderende fællesskab med fokus på samarbejde, lav magtdistance og psykologisk tryghed. Hos os får du muligheden for at balancere arbejde og fritid med stor fleksibilitet.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat og aflønnet efter den gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og den relevante faglige organisation.
SmartLearning er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk oprindelse til at søge stillingen. Stillingen er på 30-37 timer om ugen.
Vil du vide mere?
Så skal du endelig kontakte mig. Jeg hedder Sonja Lund og er sekretariatschef i SmartLearning. Du kan fange mig på telefon: 22 82 04 87 eller på e-mail: slu@smartlearning.dk.
Bliv klogere på os og vores uddannelsesudbud på smartlearning.dk.
Er du klar til at søge?
Søg stillingen ved at sende dit CV og en kort motiveret ansøgning via linket, som du finder herunder.
Ansøgningsfristen er den 16. oktober 2024, og vi holder den første samtalerunde i uge 44.
SmartLearning er en del af Cphbusiness, som er landets største erhvervsakademi med afdelinger i København, Lyngby og Hillerød og aktiviteter i Rønne. Vi tilbyder en bred vifte af videregående uddannelser op til professionsbachelor- og diplomniveau, der er stærkt forankret i erhvervslivets praksis. Som offentligt ejet uddannelses- og forskningsvirksomhed er det vores ambition at gøre viden til værdi gennem det personlige lederskab, og det vil vi gøre for stadig flere, stadig bedre og stadig mere effektivt. Vi har årligt omkring 12.000 studerende og tæller godt 450 medarbejdere i arbejdsfællesskabet Cphbusiness. Et arbejdsfællesskab, hvor alle er forpligtet på ambitionen under mottoet we dare, we share, we care.