Erfaren kollega til økonomistyring – en vigtig rolle med gode udviklingsmuligheder

Én af vores erfarne økonomi-specialister er blevet vores nye souschef. Så det er nu, du skal gribe chancen, hvis du vil arbejde med økonomistyring inden for et komplekst, samfundsrelevant og fagligt udfordrende sagsområde!

Du bliver en del af en arbejdsplads med højt til loftet, fokus på din faglige udvikling, nærværende ledelse og fleksible rammer for tilrettelæggelsen af din arbejdstid.

Din nye arbejdsplads
Din nye arbejdsplads vil være kontoret for Økonomi og Analyse, hvor der venter dig 33 nye kollegaer (inkl. 6 studenter), fordelt på fire teams.

Vi er et af tre stabskontorer i Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) og har ansvaret for, at skabe de bedst mulige forudsætninger for anvendelsen af SIRIs ressourcer.

Vi er kendetegnet ved at være:

  • et fællesskab med blik for ansvarlighed og selvstændighed, hvor samarbejdet med hinanden og resten af styrelsen er i højsædet
  • optaget af at skabe et professionelt, men også et uhøjtideligt arbejdsmiljø
  • et godt kollegialt sammenhold med fokus på løbende sparring, tæt dialog og en rar omgangstone
  • fokuseret på at skabe resultater for vores brugere, men også at gøre plads til andet end arbejde, fx har vi løbeklub, træningsfaciliteter – og så holder vi nogle ret gode fredagsbarer i vores Slyngelstue, hvor der bliver spillet bordtennis og brætspil, drukket fadøl og sodavand, diskuteret, grinet og fortalt røverhistorier

I SIRI arbejder vi med vores strategi og kerneopgaver for øje og har i 2024 lagt meget energi i at udarbejde vores strategihus, som beskriver vores vision og mission samt fundamentet for vores måde at arbejde på. Læs mere om os, vores strategi og vores forskellige kontorer her.

Dine arbejdsopgaver
I vores Økonomiteam vil du sammen med seks dedikerede og fagligt stærke kollegaer (+ en student) løfte opgaver inden for almindelig statslig økonomistyring samtidig med, at du skal balancere en gebyrøkonomi i konstant bevægelse, hvilket sætter høje krav til vores økonomistyring.

Teamet har en god blanding af erfarne og yngre kollegaer, rum til personlig udvikling, en rar omgangstone, samt et godt samarbejde med blik for ansvarlighed og selvstændighed i opgaveløsningen.

Dine arbejdsopgaver kan bl.a. ligge inden for:

  • løbende monitorering og prognosticering af sagstilgange og indtægtsprognoser (gebyrøkonomi)
  • sikring af leverancer ifm. finanslovsarbejdet - FFL, udarbejdelse af grundbudget og udgiftsopfølgning
  • lønstyring – herunder styring af ÅV-rammer og lønfremskrivning samt opfølgning på forbrug og budget
  • intern finansiel kontrol og risikostyring
  • økonomiske bidrag ifm. lovforslag og udarbejdelse af business cases ifm. fx IT-projekter
  • integrations- og tilskudsøkonomi
  • generel økonomistyring og afrapportering bl.a. til vores direktion og departement
  • udarbejdelse af økonomisk ledelsesinformation i fx PowerBI og videreudvikling af SIRIs økonomimodel

Om dig

  • en relevant uddannelsesmæssig baggrund, fx cand.oecon., cand.merc., cand.scient.pol., cand.polit., cand.scient.adm. el.lign.
  • erfaring med økonomistyring og også gerne gebyrøkonomi
  • ansvarsfuld og selvstændigt kan bidrage med at identificere nye vigtige indsatser inden for dit ansvarsområde
  • proaktiv, løsningsorienteret og finder det naturligt at drive processer fremad
  • kommunikativ stærk med evnen til at formidle forholdsvist tekniske områder på en let tilgængelig måde
  • evner at skabe gode relationer og bidrager til en god stemning

Hos os får du

  • spændende opgaver og mulighed for at bidrage til den fortsatte udvikling af vores opgaveløsning og kvalitet
  • tæt sparring med en ambitiøs og imødekommende kontorledelse og direktion, der prioriterer trivsel højt
  • fleksibel arbejdstid med betalt frokostpause

Yderligere information
Har du spørgsmål i øvrigt, er du velkommen til at kontakte kontorchef Morten Thaning Thulstrup på 72 14 24 20 / mott@siri.dk, eller souschef Jeppe Daniel Pless på 72 14 21 17 / jedp@siri.dk.

Er du vores nye kollega?
Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV, eksamensbevis mv. senest onsdag d. 16. oktober 2024.

Vi forventer at holde 1. samtalerunde den 21. oktober 2024 og 2. samtalerunde den 23. oktober 2024. I forbindelse med 2. samtalen indgår en faglig case.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent på baggrund af dine kvalifikationer og erfaring. Der er herudover mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.

Ansættelsesområdet er Udlændinge- og Integrationsministeriet med tilhørende institutioner, og arbejdsstedet er Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Carl Jacobsens Vej 39, 2500 Valby.

Stillingen er en fast stilling på fuldtid med gennemsnitligt 37 timer om ugen.

Du skal være sikkerhedsgodkendt til ”TJENESTEBRUG” for at arbejde i denne stilling og kunne opretholde denne under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.

 



Ansøgningsfrist:
16-10-2024

Arbejdstid:
Fuldtid

Arbejdssted:
Carl Jacobsens Vej 39, 2500 Valby

Hjemmeside:
siri.dk

Følg os på LinkedIn:


Kontaktpersoner: