Vil du være med til at sikre de gode brugeroplevelser, når vi udvikler fremtidens it-løsninger i Skatteforvaltningen? Så er du måske vores nye studentermedhjælper i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen.
Vi forventer, men det er ikke et krav, at du er i gang med et studie inden for IT, design, kommunikation, UX-design, multimediedesigner eller lignende. Du har mod og lyst til at kaste dig ud i opgaver og tilegne dig evner og viden inden for IT, brugeropleveler, brugerdesign og meget mere.
Som studentermedhjælper i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen får du mulighed for at bidrage til spændende projekter, hvor vi fokuserer på at skabe intuitive og brugervenlige løsninger for borgere, virksomheder og vores medarbejdere. Du vil arbejde tæt sammen med erfarne kolleger og få indblik i hele udviklingsprocessen, fra idé til implementering.
Dine arbejdsopgaver er ikke faste, men kunne fx være:
- Opbygge komponentbibliotek i Figma ud fra Skatteministeriets designsystem
- Hjælpe med support og test af komponenter i Umbraco
- Bistå med test af tekster og funktioner på websider, herunder bearbejdelse af testresultater fra slutbrugere
- Opsætte spørgerammer og surveys
- Hjælpe med research
- Hjælpe med brugertests
Du bliver ansat i UX-teamet i kontoret Digitale Kanaler og Design. Kontoret har ansvaret for udvikling af digitale kanaler som f.eks. skat.dk og udvikling og drift af skatteministeriets fælles CMS (Umbraco). Kontoret er desuden ansvarlig for Skatteministeriets Designsystem og stiller UX-ressourcer til rådighed bredt ud i organisationen.
Vi har forskellige uddannelses- og erhvervsmæssige baggrunde, stor aldersspredning fra nyuddannede til kolleger med mere end 30 års erhvervserfaring, hvilket skaber et dynamisk og kreativt arbejdsmiljø, hvor vi vægter læring og arbejdsglæde meget højt. Kontoret har god stemning og en uformel omgangstone, også når vi har travlt.
Stillingen er på ca. 10 timer ugentligt, fordelt på 1-2 dage.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning med CV og eventuelt yderligere materiale bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest 14. november 2024. Vi holder samtaler løbende, så send din ansøgning så hurtigt du kan.
Du er meget velkommen til at ringe og høre mere om stillingen til Line Sigaard, 72 37 28 59
Løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes organisation – Det Statslige Område og Cirkulære om organisationsaftalen for Kontorfunktionærer, laboranter, IT-medarbejdere (HK) i Staten. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Forud for ansættelsen indhenter vi straffeattest.
Arbejdsstedet er Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.
Om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
’Vi sikrer velfungerende it-løsninger, så den samlede Skatteforvaltning kan løse sin opgave’
Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er en tværfaglig styrelse og har til opgave at udvikle, drifte og vedligeholde nye og eksisterende it-systemer i Skatteforvaltningen, så de er stabile, sikre og omkostningseffektive.
Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.
Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.
Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på
www.ufst.dk.
Udviklings- og Forenklingsstyrelsen opfordrer alle
kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk
tilhørsforhold til at søge stillingen.