Cookie Warning Hjemmesiden bruger cookies til at huske dine indstillinger og godkendelse. Disse oplysninger er ikke delt med nogen tredjepart. Læs mere... 

DevOps Specialist til borgerjournal

Har du både interesse i at skabe og opbygge vores delivery pipeline, og efterfølgende være med til at sikre at den kører optimalt? Har du passion for at yde god service og sikre optimal drift af vores løsninger i tæt samarbejde med kunden? Så har vi jobbet til dig.

Jobbet
Vi søger flere profiler med erfaring og ansvar for at opbygge og vedligeholde softwareløsninger i drift og som brænder for at bære DevOps kulturen ind i det daglige arbejde.

Borgerjournalen er et af Systematics nyeste produkter, og derfor bliver en af dine opgaver at skabe vores delivery pipeline ift. vores største kunder, sådan at de nødvendige miljøer kører som de skal. Det set-up du har ansvaret for at skabe, skal bl.a. sikre at vi kan køre vores releases succesfuldt hver 6. uge, og på sigt måske endnu hyppigere.

Den anden del af dine opgaver handler om vedligehold, hvor du som del af et team skal varetage 2nd level support og vedligeholdelse af kunders softwareløsninger. Her har du daglig kontakt til brugerne, 1st level support samt kollegaer i flere udviklingsteams, hvor dine arbejdsopgaver bl.a. vil omfatte fejlsøgning og fejlrettelse, monitorering af driftsmiljøet og servicering af brugerne i løsningen af deres udfordringer.

Du får en central rolle i et stort projekt, hvor kommunikation med brugere og kollegaer er essentiel. Derudover laver du løbende kontrol og implementering af driftssikre og vedligeholdelsesvenlige løsninger. Du sætter en ære i at vedligeholde og optimere løsninger af høj kvalitet.

Vi klæder dig på fra starten og sørger for, at du får de nødvendige værktøjer og den faglige sparring og feedback, du har brug for, til at kunne realisere kundens forventninger. I dagligdagen er der rig mulighed for at dele din viden med ligesindede.

Dine kompetencer og din personlighed

Du har en baggrund som ingeniør, datamatiker eller lignende. Vi forventer, at du har praktisk erfaring med opbygning, vedligeholdelse og drift af kørende systemer. Du har kendskab til driftsprocedurer og har måske arbejdet med softwareudvikling af større systemer. Det er et plus, hvis du kender til ITIL-begreberne, og det er en fordel, hvis du har erfaring med følgende områder:

  • Profilering, fejlsøgning og kontrol af it-systemer
  • Patching og produktionslægning af systemer i drift
  • Analyse af logfiler og optimering af systemernes logning
  • IT-support og brug af Service Management-værktøjer

Samt:

  • Ansible
  • Elasticsearch
  • Oracle
  • Java
  • Linux Server
  • Scripting
  • Continuous delivery

Du trives med opgaver af kortere varighed, hvor du ser et hurtigt resultat. Du er struktureret, og skaber naturlig struktur, der hvor den mangler. Du er i stand til at holde mange bolde i luften på samme tid og mister ikke overblikket, selv når bølgerne går højt. Du har en høj pligtfølelse i forhold til dine opgaver, og forstår at følge tingene helt til dørs. Du har en robust personlighed og er i stand til at udvise tålmodighed og vedholdenhed på samme tid.

Du er god til at sætte dig ind i kundernes arbejdsområder og behov. Du er god til at samarbejde og har veludviklede kommunikationsevner, da kommunikation med brugerne og kollegaer er en stor del af din hverdag.

Endeligt taler og skriver du flydende dansk og mestrer engelsk på højt niveau.

Systematic tilbyder
Vores it-løsninger gør det enklere for brugerne at træffe kritiske beslutninger. Inden for forsvaret og i sundhedsvæsnet gælder det ofte beslutninger, som kan handle om liv eller død. I både den private og den offentlige sektor skal vores løsninger håndtere store mængder data, som for eksempel på biblioteksområdet med mere end 50 mio. udlån årligt. For at fortsætte udviklingen af løsninger, der har kundernes tillid, udfordrer vi derfor løbende hinanden, vores arbejdsprocesser og teknologier. Vi har en offensiv uddannelsespolitik med definerede karriereveje og interne proaktive Knowledge Networks.  

Vi er fokuseret på hele tiden at gøre alting bedre. Vores unikke kombination af de stærke principper fra CMMI og de bedste aspekter af Lean og Scrum gør os i stand til at udvikle pålidelige løsninger af høj kvalitet til vores kunder og levere til aftalt tid og pris. Vi arbejder i teams, og mange af vores teams inkluderer fuldt integrerede sourcede teammedlemmer.

Vi prioriterer en fornuftig balance mellem arbejdsliv og privatliv, og vores agile tilgang giver dig god mulighed for langt hen ad vejen selv at planlægge dine arbejdsopgaver og arbejdstid. Vi vægter desuden det sociale sammenhold på arbejdspladsen og har en meget aktiv personaleforening.

Da vi også arbejder på sikkerhedsklassificerede projekter, skal alle medarbejdere i Systematic sikkerhedsgodkendes. Læs mere på http://systematic.com/clearance.

Spørgsmål og ansøgningsprocedure
Hvis du har spørgsmål, så ring gerne til Project Manager, Rikke Jacqueline Frimurer på + 45 89 43 20 00.

Ansøgningsfrist: Send din ansøgning hurtigst muligt, da vi indkalder til samtaler løbende.

Arbejdssted: Aarhus

Starttidspunkt: Efter aftale

Vi ser frem til at høre fra dig.

 

Systematic A/S blev grundlagt i 1985 og udvikler software og systemløsninger til kunder inden for både den offentlige og den private sektor. I dag er virksomheden den største privatejede softwarevirksomhed i Danmark, hvis løsninger bliver solgt til kunder i 50+ lande. Flere end 500.000 brugere verden over anvender Systematics produkter. Virksomheden har 900+ medarbejdere og har sit hovedkvarter i Aarhus med kontorer i København, Australien, De Forenede Arabiske Emirater, Finland, Frankrig, New Zealand, Rumænien, Singapore, Sverige, Tyskland, UK og USA. Systematic A/S har kunder inden for sundhedssektoren, forsvaret, biblioteks- og læringssektoren, politiet, den offentlige sektor, finanssektoren og serviceindustrien. Fælles for disse kunder er et behov for at kunne integrere, sammenstille og analysere store mængder komplekse data samt skabe et overblik, som muliggør kvalificeret beslutningstagning – ofte i kritiske situationer.


Simplifying critical decision making